Monologer

Monologer er enetaler; et skuespil kan være således indrettet, at kun én person har ordet hele stykket igennem, men oftest består kun enkelte scener af monologer. Shakespeare giver Hamlet og Cæsarmorderen Brutus lejlighed til at udtrykke sig over for publikum i lange enetaler, men tilskuerne ser også personerne i samspil med andre aktører.

De fleste menneskers hverdag har flere dialoger end monologer. Men den gammeldags klasseundervisning bestod i vid udstrækning af én lang lærermonolog - med huller, som eleverne skulle udfylde. Læreren skulle hælde på, eleverne lytte. Denne kommunikationsform forekommer stadig i skolen, og til visse formål er den da også udmærket. Det samme er en anden type monolog: fortællingen.

Hvis fortællingen skal lykkes, er den samtidig dialogisk. Fortælleren stiller ind på den eller de lyttende, afpasser tempo og virkemidler efter deres forudsætninger og iagttager til stadighed deres reaktioner: øjne, ansigtsudtryk, mimik, kropsholdning, latter og andre udbrud. Fortælleren føler sig som en dirigent foran et orkester. Uden medspil bliver det hele ikke til noget.

Alle kender vi til både de monologiske og dialogiske monologer. Telefonen kan ringe, og en stemme kan kværne i evigheder - uden struktur eller hensigt. Den talende kan ikke rette sig ind efter den lyttendes ansigtsudtryk. Til gengæld er der mulighed for tilsvarende information gennem iagttagelse af den lyttendes verbale reaktioner, de såkaldte feedback-mekanismer. Den monologiske samtalepartner er dog ofte ufølsom for signaler udefra og ønsker selv at tale; bidrag fra andre tages blot som afsæt for nye beretninger.

Det er ulideligt, det er mod samtalens idé og samværets etik, og skolen bør aktivt sætte ind for at udvikle en sundere samtalekultur.

Professor Higgins