Hvad er det, der er omgivet af én til halvanden deciliter væske, og som indeholder fedt svarende til to pakker? En grå og krøllet klump, som vi priser højt. Den menneskelige hjerne.

Fedtet bruges til at isolere 12 millioner kilometer nervetråde fra hinanden. Nervetrådene kan nå frem og tilbage mellem jorden og månen 15 gange.

Alle disse hjernefakta og meget mere kan man få i København på Experimentariets særudstilling om hjernen.

Og folk kommer her mange af. Ind ad døren vælter de i en lind strøm. Fra de helt små, der kommer sovende igennem det meste af udstillingen, over energiske skolebørn med opgaveark i hånden og til ældre, der efter koncentreret læsning af en planche pludselig stiger op på et løbehjul, vender styret helt mod højre og ser triumferende ud, når løbehjulet drejer mod venstre.

Alle er kommet for at undres. Måske vidste de det ikke selv, da de trådte ind ad døren, men efter et stykke tid er de i fuld gang med at tænke over hjernens krinkelkroge, over hvordan man kan snyde hjernen, over at et helt almindeligt gøremål egentlig finder sted på den mest komplicerede eller måske helt uforståelige måde.

I en dyb lænestol sidder en 13-14-årig dreng i dyb afslapning, mens det trutter og bipper omkring ham fra forskellige apparater, og et utal af mennesker vælter forbi ham. Men han er helt væk og totalt uforstyrrelig. Med høretelefoner på og den ene hånd fast lukket om en rulle kobbertråd, med lukkede øjne og et fredfyldt udtryk i det afslappede ansigt sidder han. Stille som en statue.

Ved siden af ham er der opvisning i gakkede gangarter. En ældre mand hopper på farvede felter i et system, der umiddelbart er uigennemskueligt for tilskueren. Men det kræver koncentration, kan man se.

Besynderlige gangarter ses også i den anden ende af lokalet, hvor en pige holder nogle tykke briller foran øjnene, mens hun krabber sidelæns rundt om sig selv eller krydser benene, så de nærmest danner knuder.

- Skal du tisse, råber en tilskuer da også til hende. Men hun er alt for koncentreret til at høre det underlødige spørgsmål. Hun er nemlig også i gang med at undres - over sin hjerne.

Lokalet indeholder også et skørt hus, der drejer rundt, et omvendt løbehjul, der gør føreren kulret, og en rebstige, der smider folk af.

Ind i dette virvar af mennesker med vilde blikke og krydsede ben eller lukkede øjne og dyb, dyb koncentration ankommer 7. klasse fra Nivå Centralskole med deres to lærere, Anita Nielsen og Connie Petersen.

Med opgaveark og kuglepen i hånden er de parate til at kaste sig ud i forlystelserne. Dog går eleverne i begyndelsen mest efter svarene på opgavearkene.

Der er 125 milliarder nerveceller i hjernen.

'Hvor er det vildt'.

Der er 12 millioner kilometer nervetråde i hjernen.

'Må jeg låne din kuglepen?' Sådan bevæger eleverne sig frem i små grupper. Men det varer kun i 10-15 minutter, så er der noget, der har fænget. Nogle kaster sig over computerne, nogle morer sig over andre udstillingsgæsters opvisning på gulv, mens én fluks kaprer massagestolen og ser skiftevis salig og smålidende ud, efterhånden som han får rystet, gnedet og æltet rygmusklerne. Derefter er opgavearkene glemt. I hvert fald for et stykke tid.

Det er lige så sjovt som at være på Bakken, siger en dreng.

- Jeg prøver først tingen. Bagefter læser jeg måske det, der står på skiltet.

Der er enighed i klassen om at springe de skilte over, der har de længste tekster. Alle går efter de korte eller der, hvor man med det samme kan se, hvad man skal gøre.

- Hvad kan man så bruge det til, vil Connie Petersen vide.

- At man kan lære noget uden at læse om det, lyder det straks fra en pige.

De to lærere griner lidt og ryster på hovedet. Tænkte de det ikke nok. Men så let slipper ungerne ikke, viser det sig. Anita Nielsen fortæller, at de denne gang er startet lidt bagvendt på arbejdet. Først skal de opleve udstillingen, og bagefter skal der læses. Klassen skal i gang med et emne om hjernen, og de to lærere går ud fra, at der undervejs i læsningen vil dukke en del aha-oplevelser op hos eleverne. Noget, hvor de vil huske besøget på Experimentarium.

Hjernen bliver snydt en masse gange, og måske er det i virkeligheden det sjoveste. Når man skal gå på en S-formet linie med et par briller, der bytter om på højre og venstre. Eller når man holder om en rulle kobbertråd og ikke kan finde ud af, om det føles varmt eller koldt i hånden. Underlig fornemmelse.

- Det er som om, den er kold udenpå, men varm indeni. Hvad sker der, spørger en af drengene.

- Din hjerne bliver forvirret.

Emine forklarer, at hun nok tror, at det har noget med vekselvarme at gøre. At tråden i rullen skifter temperatur meget hurtigt. Så hurtigt, at man ikke kan finde ud af det. Det er en ulækker fornemmelse, synes hun.

Sebastian tror, at rullen består af en kold og en varm tråd - rullet ved siden af hinanden.

Det rundtossede hus er flittigt besøgt, men flere i 7. klasse er nu temmelig skuffede, da de kommer ud af huset.

- Det var ikke sjovt. Det er jo kun huset, der kører rundt. Men man tror godt nok, at man drejer rundt.

Connie Petersen forklarer, at det er hjernen, der tror det, og spørger, hvordan det kan hænge sammen.

- Det er nok, fordi hjernen ikke er vant til det, mener en af eleverne.

Computeren slår fra, beslutter de som forklaring.

Hjerner, der bliver skåret i mindre stykker, er de ikke specielt vilde med i 7. klasse.

Splatter, siger én med afsky, og Celal fortæller, at han havde lyst til at brække sig. Ulækkert var det i hvert fald, siger de, der nærmede sig dissektionen i nogle minutter. Den varede ellers i tre kvarter, men der stod også flest små børn og voksne rundt om slagtebrættet, mens det stod på.

En af Experimentariets medarbejdere skar i den blodige og krøllede masse, mens han fortalte og forklarede. Foran lå et par faste, grålige og snirklede klumper til beskuelse.

- Og så skærer de i menneskehjerner, bvadrrr, lød det bagved. Så god er historien dog ikke, det er oksehjerner, der gennemsnittes.

Snitteriet er krydret med beretninger om, at hjernens størrelse er ligegyldig for intelligensen. For eksempel var der en videnskabsmand, hvis hjerne var meget mindre, end det er almindeligt. Det fandt man ud af, da han døde, og man vejede hans hjerne.

På en væg er der tegninger af forskellige dyr, og i et lille hul i hovederne er hjernerne sat ind. Det er ikke meget, en fisk har at krølle med deroppe. Så er selv en hønes hjerne stor ved siden af. Men måske er fisken alligevel mere intelligent?

Dut, dyt, biip, båt. Anna står dybt koncentreret ved de kulørte lamper. Gruppen omkring hende er helt stille - nærmest med tilbageholdte åndedrag. Denne gang er hun kommet op på 170 point. Så smutter det for hende. Alle trækker vejret ind, og snakken bobler.

Hun fik 90 point, forrige gang hun prøvede. Mange af de andre er ikke kommet over 50, og Connie Petersen bekender, at det begyndte at gå galt ved 10-15 stykker.

Det handler om korttidshukommelse. Fire lamper - rød, gul, grøn og blå- lyser på skift i en kombination, og man skal så trykke samme kombination på knapperne bagefter. Kombinationerne bliver længere og længere.

- Jeg kombinerer lyden og farven. Men farven er mere ligegyldig. Faktisk lytter jeg mig mest til det, for de fire lamper og knapper har hver sin lyd, siger Anna.

Hun er helt groggy bagefter. Nu har hun sikkert brug for energi til hjernen og blod. Plancherne fortæller nemlig, at selv om hjernen kun udgør to procent af legemsvægten, skal den have 750 mililiter friskt blod i minuttet. Hjernen bruger en femtedel af al daglig energi.

Også i smertestolen bruger man energi, selv om det ser meget afslappende ud. Med hånden om en iskold rulle kobbertråd sidder en dreng og lytter intenst med lukkede øjne. I høretelefonerne taler en mand langsomt om at glemme sin smerte, tænke på noget rart og nyde solen. I en mindre fantasirejse tager han dig med ud til en varm sommerdag, og det hjælper noget på den isnende følelse i hånden.

Det var det mest interessante ved udstillingen, synes drengen. Det er ikke noget, man tænker på ellers, og slet ikke noget, han havde forestillet sig, at han brugte hjernen til.

- Men det er jo rigtig nok, at hvis man har et myggestik og klør i det hele tiden, så gør det ondt, men hvis man laver noget andet og derfor glemmer det lidt, så gør det faktisk mindre ondt.

Nogle af eleverne er ved at glemme at spise. Tre timer er ikke meget, når hjernen bliver udsat for så meget gymnastik. Alle intelligenstestene nåede de slet ikke. Det var ikke papirarbejdet, der trak.

Efter en kort samling beslutter lærere og elever, at de tager et tog senere. Tyve minutter mere at undres i. Der er rift om både massagestol, smertestol og især de kulørte lamper til test af korttidshukommelsen. Men der er ingen, der slår Anna i dag.

Skal du tisse, råber en

tilskuer da også til hende. Men hun er alt for koncentreret til at høre det underlødige spørgsmål. Hun er nemlig også i gang med at undres - over sin hjerne

En af Experimentariets medarbejdere skar i den blodige og krøllede masse, mens han fortalte og forklarede. Foran lå et par faste, grålige og snirklede klumper til beskuelse