Fritz Treue

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fritz Treue fortalte allerede før jul, hvordan han ville bruge sit kommende otium. Desværre nåede han ikke dertil.

Selvom vi for få måneder siden fik at vide, at Fritz var hårdt angrebet af sygdom, var der ingen, der havde forestillet sig, at hans liv sluttede så brat i en alder af 59 år.

Fritz Treue blev ansat på Assens Skole i 1965. Fra starten var der stor respekt omkring hans faglige viden og pædagogiske virke. Han var kendt for sine mangesidige interesser, strækkende fra filosofi, biologi, matematik over musik til astronomi.

Lokalt vil Fritz blandt andet blive husket for sit store og frivillige arbejde for Søspejderne Askenæs og for sin store glæde ved naturen, der i en årrække flittigt blev brugt til camping og sejlture sammen med familien.

Som lærer og kollega var og ønskede Fritz ikke at være et dusinmenneske. Fritz var ikke selvhøjtidelig, men havde en god portion humoristisk sans. Derfor havde han let ved at respektere og vise forståelse for sine elever. Som kollega var Fritz hjælpsom og imødekommende, og han vil efterlade et tomrum på Assens Skole.

Ingen opgave var for stor eller for lille for Fritz, og samtidig havde han sans for detaljen. Vi husker alle hans tegninger af skibskonstruktioner og forslag til ombygninger på Assens Skole.

I mange år var sang og musik et af hans fag, hvor børnene nød godt af hans medfødte og store musikalske evner. Senere blev han en fast del af juleafslutningen i aulaen med sit glade harmonikaspil.

Ved edb-starten på Assens Skole var Fritz den første, der entusiastisk sprang til opgaven. Gennem alle årene har Fritz dog været mest kendt som lærer i fysik/kemi. Her har eleverne fået en anderledes og udfordrende undervisning, der ud over lærebøger var bygget op om hans egne materialer og ideer.

Vi føler med Karen og den øvrige familie ved Fritz' alt for tidlige død.

Æret være Fritz Treues minde.

Kolleger ved Assens Skole