Vi mangler et matematikfag, er hovedbudskabet i "Man gjorde et fag fortræd". Vel at mærke et fag, som i indhold er væsentligt forskelligt fra dagens matematikfag. Bogens forfatter, Jacob Grønlykke, taler for et matematikfag, hvor algebra og mængdelære får en helt central plads. Det er en diskussion værdig, uden at jeg dog på nogen måde er enig i dette synspunkt.

Jeg er helt enig med Jacob Grønlykke i, at det på ingen måde er godt nok, at mere end en sjettedel ikke består afgangsprøven i matematik. Her mangler der helt klart strategier, som virker.

Jeg bliver dog aldrig fortaler for at øge abstraktionsniveauet for at komme i mål. Indholdet i læseplanerne er i al væsentlighed styret af at formidle viden og kundskaber, som vores elever dels har brug for for at være deltagende demokratiske borgere, dels har brug for for at kunne leve et liv, hvor for eksempel økonomiske dispositioner ikke er uoverstigelige på grund af manglende viden eller gennemskuelighed.

I "Man gjorde et fag fortræd" har Jacob Grønlykke forskellige nedslag med kritik af lovgivning, læseplaner, prøveoplæg og den praktiserede undervisning. Han er blandt andet meget kritisk over for elevopgaver og afgangsprøver, hvor der lægges op til flere svarmuligheder. Jacob Grønlykke skriver, at "matematik har sit eget sprog, og modsat dagligdagssproget er det aldrig flertydigt". Han mener derfor ikke, at det er muligt for eleverne at løse forskellige opgaver til afgangsprøven, hvor der netop lægges op til, at flere forskellige svar kan være fyldestgørende og give fulde point.
Det er dog netop pointen, at elevernes kreativitet og matematiske tænkning skal belønnes. Dagligdagsudfordringer kan ofte løses på mangfoldige måder, uden nødvendigvis at en enkelt er mere rigtig end en anden. Der udarbejdes derfor heller ingen facitliste til afgangsprøverne, modsat hvad Jacob Grønlykke skriver, da elever ofte kommer på kreative svar, som ikke er forudset af opgavekommissionen.

Jeg er enig med Jacob Grønlykke i, at matematikfaget i grundskolen har store udfordringer. Det er en falliterklæring, at 16-18 procent af en årgang ikke består folkeskolens afgangsprøve efter ni-ti års skolegang. Diagnosen er vi enige i, men vi er på ingen måde enige i medicinen. Det er ikke i orden, at vi alle er med til at producere et A- og et B-hold i samfundet. Det er for mig at se den altoverskyggende opgave for folkeskolen at modvirke.

Hvordan støtter vi de matematikudfordrede elever, motiverer dem og opbygger deres tillid til egne muligheder, så de kan udvikle sig i faget? Vi ved, at lærernes kompetencer er altafgørende for elevernes faglige udbytte. Alligevel halter lærernes efteruddannelse, og alligevel underviser lærere uden linjefagsuddannelse i matematik i indskolingen, hvor det faglige fundament skal dannes, og det er allervigtigst.

Jeg glemmer aldrig et fornemt besøg fra Japan på min gamle skole. Der blev bukket ualmindeligt ærbødigt for vores børnehaveklasseledere, som for dem var de vigtigste byggestene i skolens virke. Det er senere igen og igen forskningsmæssigt blevet eftervist. Tidlig indsats virker og giver resultat på alle parametre fra sundhed, livslængde, livsglæde til livslængde, indkomst og så videre.

Der forestår det nyoprettede NCUM, Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning, en stor opgave med at få undersøgt overensstemmelse eller mangel på samme mellem intentionen i faghæftet og undervisningens praksis. Hvordan sikrer vi, at intentionen i fagets formål, kompetencemål og læseplan formidles som en undersøgende, kompetenceorienteret undervisning, der giver dybe læringsoplevelser og udvikler matematisk dannelse?