Paradigmeskåltaler præger i øjeblikket folkeskolen i så stort et omfang, at inklusion reelt forhindres. Socialkonstruktivistisk tilgang tages i alle pædagogiske sammenhænge, og den systemteoretiske eksercits praktiseres som en selvfølgelighed. Dette vanskeliggør et identitetsudviklende skolemiljø og hindrer udviklingen af børn med behov for særlige hensyn, fordi fokus på børnene, skabelse af trygge, velordnede fysiske rammer og reelle pædagogiske muligheder for mediering af børnenes læring ligger for langt nede i den systemteoretiske værktøjskasse. Øvelsen er snarere at omformulere problemer til ingenting.

Vi kan ikke trylle inklusion ind i folkeskolen ved at tale i fastlagte ophøjede termer om den nye lærer i det nye samfund, hvor nye løsninger skal anvendes i en ny nordisk skole. Det perspektiv er skræmmende, fordi erfaringer og viden udskilles. Men det er blandt andet derfor, der skåles.

Det er nemlig på forholdsvis kort tid lykkedes regeringen og KL at nedbringe tilliden til lærerne så voldsomt, at opbyggede erfaringer og viden ikke fremover kan forløses. Livet som lærer er gjort pædagogisk og didaktisk historieløst, og lærere kommer i stedet, under en ny lov, til akkurat at eksistere som metodeformidlere i et fremtidigt identitetsløst, systemteoretisk univers. Hvor lang levetid det kommende rige får, er uvist.

Fremtiden vil forhåbentlig vare ved et stykke tid endnu, og skal vi kunne gøre det snart unævnelige, inklusion, afkræver det velgennemtænkte rammer og tilstrækkeligt med selvbevidste lærere og pædagoger i det specialpædagogiske arbejde.

Børn, der har vanskeligheder med tilegnelse af lærings- og tankefærdigheder, hjælpes bedst i et trygt miljø, der befordrer menneskelig udvikling - en skole, hvor fortid, nutid og fremtid indtænkes.