Midt i et dystert nedskæringskaos lyser en spinkel sprække af lys fra Herning Kommune. På trods af at man skal skære 170 millioner kroner i næste budgetår, har Herning besluttet sig for at investere.

Man vil knække tendensen med opadgående udgifter til specialundervisning - ligesom landets øvrige kommuner. Men chefen for Hernings Børne- og Familieafdeling fortæller Folkeskolen, at han ikke tror, det kan ske automatisk ved at ændre tal i et regneark - hvad man i mørke stunder godt kan få en fornemmelse af er strategien i mange kommuner.

»Vi tror ikke på, at problemerne forsvinder, hvis man nedlægger nogle specialklasser. Det ændrer ikke på børnenes behov«, siger han.

Vi lader det stå et øjeblik: Børnenes behov .

Nogle gange kan det i debatten se ud, som om lærere og ledere snolder med henvisninger til specialundervisning uden at tænke sig om. Men bag hver eneste henvisning findes en elev med nogle konkrete behov, som skolen skal møde. Det forsøger Hernings nye model at tage højde for.

I stedet for at begynde med at spare afsætter kommunen 14 millioner kroner til støttetimer til de mindste elever, efteruddannelse af lærere og efteruddannelse af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Hensigten er, at investeringen vil føre til færre dyre henvisninger til specialundervisning. I nogle timer er der mulighed for tre lærere i to klasser - og derfor mulighed for at danne små hold, som støtter elever med mindre vanskeligheder, mens de bliver i deres klasse. Det forhindrer, at problemerne vokser sig store og udgiftskrævende, lyder regnestykket bag strategien.

Naturligvis vil der stadig være brug for specialundervisning, siger skolelederne, men de håber, at den opadgående kurve kan knækkes. At de, de kalder gråzone-elever, i højere grad kan blive i fællesskabet frem for at blive ekskluderet.

Det lyder som et af de gode eventyr.

Slutningen er dog ikke skrevet endnu. Der lurer nemlig også skurke i horisonten.

Skolerne skal i fremtiden selv administrere en del af de centrale midler til specialundervisning. Det kan ses som starten på det, KL kalder en »inklusionsfremmende« økonomisk model, fordi det betyder flere penge til skolen, hvis man lader være med at sende eleverne i specialundervisning. Frygten er, at skolelederne kan komme til at stå i en situation, hvor de skal prioritere mellem specialundervisning og almenundervisning.

I første omgang er valget ikke snærende. For der er de penge i systemet, og det er besluttet, at det kun vil være en mindre del af de centrale midler, som decentraliseres. Men investeringen skal på sigt føre til, at kommunen sparer penge. Det sker efter planen automatisk, fordi skolerne bliver i stand til at rumme flere elever.

Holder det stik, har vi den gode slutning på eventyret. En »win-win« med velfungerende elever, specialundervisning efter behov, positive lærere, en glad kommunekasse og en bedre folkeskole.

Om det hele ender sådan, ved vi først om nogle år. Men udgangspunktet er positivt.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org