Op til den enkelte kommune

Lærerne kan selv være med til at fremskaffe midler til efteruddannelse ved at droppe en forældet mødekultur, mener KL

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er blevet talt og talt om, at læseundervisningen skulle forbedres. Alligevel fremgår det af en DLF-undersøgelse, at hver syvende kommune har valgt at blive siddende på sine hænder.

Det overrasker imidlertid ikke formanden for KLs Børne- og Kulturudvalg, Bjørn Dahl.

»Jeg vil hellere vende problemstillingen om og se på, at over 80 procent har taget initiativer. Det er da glædeligt«, siger han.

Undersøgelsen indgår i en rapport om folkeskolen, som DLF offentliggjorde i sidste uge. Den bygger på oplysninger om 165 kommuner, hvoraf 15 procent ifølge den lokale lærerkreds ingen læse-initiativer har taget de sidste ti år. Langt værre ser det ud i naturfag, hvor næsten fire ud af fem ingen initiativer har taget, og i fysik/kemi, hvor næsten ni ud af ti er passive.

Er det tilfredsstillende, at så mange intet har foretaget sig på så vigtige områder?

»Det er det måske ikke«, siger Bjørn Dahl. »Men når vi har et kommunalt selvstyre, så er det op til de enkelte kommuner at prioritere deres indsats, og KL har ingen bemyndigelse til at gribe ind«.

En anden undersøgelse fra rapporten viser, at lærere i både dansk, naturfag og fysik/kemi mener, at efteruddannelse er vejen frem til bedre undervisning. I læsning har 29 procent ingen efteruddannelse modtaget de sidste ti år, i naturfag er det 57 procent og i fysik/kemi 44 procent.

»Jeg er helt enig med lærerne«, siger udvalgsformanden. »Men det er et økonomisk spørgsmål, hvor meget efteruddannelse der bliver sat i gang«.

Er det ikke for nemt at sige, at der ikke er penge til at g¿re undervisningen bedre?

»Det synes jeg ikke. Lærerne kan jo selv være med til at fremskaffe midlerne ved at droppe alle de resurser, der går til at opretholde en forældet mødekultur. Jeg kender ingen andre faggrupper, der bruger så meget tid på at holde så mange møder«, siger Bjørn Dahl.

Udvalgsformanden understreger, at det ikke er de specifikt undervisningsrelaterede møder, han er ude efter, men for eksempel møder i pædagogisk råd.

folkeskolen@dlf.org