En dag om ugen i praktik giver unge i Ringkøbing-Skjern Kommune mulighed for at brænde krudt af og finde motivation til at gå i skole. Det er med til at gøre den vestjyske kommune til en af de bedste mønsterbryderkommuner.

Under lagerbygningens tag blandt skrot og værktøj står 15-årige Søren med en skruemaskine i hånden. Foran ham ligger et fladskærms-tv, som han er ved at skille ad. Sørens ånde står tydeligt frem i det sene efterårs kulde, men de bare hænder arbejder upåvirket videre.

Det er formiddag i Skjern, og hjemme i varmen på Tarm Skole sidder Sørens klassekammerater i 8. klasse og får undervisning. Søren pjækker dog ikke. Han er nemlig i gang med sin ugentlige dag i praktik hos en skrothandler. Søren er med i en ordning, som Ringkøbing-Skjern Kommune har gjort brug af i flere år: Hvis en elev viser tegn på alvorlig skoletræthed og har problemer med at følge med i undervisningen, kan han eller hun blive tilbudt at komme i praktik en enkelt dag om ugen.

Søren møder altså op hos skrothandlervirksomheden, som er ejet af hans bedstemor, hver onsdag klokken 7, og så har han fri klokken 16. Og han er glad for det - eller som man siger på vestjysk: »Det' fint nok«. Når Søren kommer hjem fra praktik, føler han, at han har fået noget ud af dagen.

»Når jeg har været i praktik, er mine hænder helt sorte. Når jeg går fra skolen, er der ikke noget at se. Jeg kan godt lide, at jeg kan se, jeg har lavet noget«, siger Søren.

Vi er lige så dårlige til 
at bryde social arv som USA

Midtjyder i toppen

Søren er ikke ene om at have svært ved at se formålet med at lære om spidsvinklede trekanter og adverbier. Lige nu er tre elever fra Tarm Skole i praktik. Søren er hos skrothandleren, en anden elev er hos en landmand, og en tredje hos en bager. UU-vejleder (Ungdommens Uddannelsesvejledning) på skolen Peter Christensen vurderer, at de har haft ordningen i cirka 12 år. Der er fem til syv elever i praktik om året, og det har været nødvendigt for at hjælpe dem videre.

»Vi kan se, at vi har nogle udfordrede unge mennesker her på skolen, når det handler om at komme i uddannelse. Det er ikke alle, der kommer fra et hjem, hvor de kan blive bakket så meget op, at de kan komme succesfuldt gennem deres uddannelse. Derfor må nogle andre voksne træde til«, siger Peter Christensen.

Ringkøbing-Skjern er en af de kommuner i Danmark, som er bedst til at få unge mennesker til at tage en ungdomsuddannelse. Ifølge en analyse udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd havde 58,3 procent af 25-årige med ufaglærte forældre i Ringkøbing-Skjern en ungdomsuddannelse eller videreuddannelse i 2015. Landsgennemsnittet er 55,4 procent, mens bundskraberne blandt andre er Aalborg og Horsens med henholdsvis 46,7 og 49,3 procent.

I Skjern er Peter Christensen og hans kolleger ikke i tvivl om, at de gør en forskel. Det skyldes ikke mindst, at de gør meget ud af at dyrke de nære relationer. Peter Christensen har et stort netværk i lokalsamfundet og sørger for at indgå aftaler med virksomheder. Ofte er det hos en person, som eleven eller elevens forældre kender. På den måde kommer eleverne nemmere til at føle en forpligtigelse til at tage deres praktik alvorligt. Peter Christensen sidder desuden fysisk på skolen og ikke i et uddannelsescenter et andet sted i byen. Det betyder, at han ofte allerede kender de elever, som får brug for hjælp. AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) Lillian Andersen skal altså ikke bruge tid på at fortælle elevens historie.

Læreren kan bryde social arv med relationer og engagement

 »Der er mange usynlige elementer, der gør, at det her kan lade sig gøre. Vi er vant til at hjælpe hinanden i det her område, og vi kender hinanden så godt på tværs af opgaver. Det gør bare, at samarbejdet er nemt og gnidningsfrit«, siger Lillian Andersen.

Krav til eleven

Rundt om et bord på teknisk skole i Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern sidder Søren sammen med Peter Christensen og skolekammeraten Jeppe. De har også selskab af Ole Iversen, som er vejleder på teknisk skole. Søren og Jeppe kigger på nogle ark papir med trekanter og matematiske formler. Det er en skoleopgave fra smedeuddannelsen.

Det er tidligere på dagen, og altså før Søren er taget i praktik. Sammen med Jeppe er han blevet inviteret til en snak med Ole Iversen og en rundtur på skolen. Søren kunne godt tænke sig at starte på smede- eller mekanikeruddannelsen, og nu forklarer vejlederen, hvad der skal til, hvis man vil klare sig på en af de uddannelser. Drengene spærrer øjnene op, mens de kigger på papiret.

»Hvad siger I til det, drenge?« spørger Peter Christensen.

»Man skal nok tage sig ret meget sammen i skolen, hvis man skal kunne klare det«, siger Søren.

Drengene skal da heller ikke forvente, at praktikken kun er for sjov, for lærerne og vejlederne forventer, at eleverne arbejder seriøst i skolen, understreger Lillian Andersen.

»Drengene - for det er det typisk - kommer ud og ser, hvilke krav der stilles til dem, for nogle af dem mangler motivation til at se, hvorfor de skal lære noget i skolen. Men vi fortæller dem til gengæld, at skal man i praktik, så skal man også passe sin skole. Man skal yde det, man kan, så der er en balance i det, man laver«, siger hun.

Forsker: Vi er inficeret med forkert forståelse af social arv

Det virker ikke som et urimeligt krav for Søren, som efter rundvisningen på teknisk skole har fået øjnene op for, hvad det kræver, hvis man vil have en uddannelse.

»Det er fint, for man skal jo også selv gøre noget for at få den uddannelse, man vil have. Så må man tage sig sammen oppe i skolen«, siger Søren, som gerne vil være smed eller mekaniker, fordi man bruger hænderne.

Møde eleverne i deres virkelighed

Skruerne driller i fladskærms-tv'et på skrotpladsen, men Søren har stadig et par fjernsyn, som skal skilles ad, så printpladerne indeni kan blive solgt videre. Hans bedstemor, Tove, behandler ham ligesom andre ansatte. Hvis Søren vil hente vand, må han vente til pausen, for han kan ikke forvente, at han kan hente vand, når det passer ham, den dag han får et arbejde, minder hun ham om.

Lillian Andersen og Peter Christensen mener, at det er vigtigt at møde eleverne i deres virkelighed og fokusere på de resurser, som de allerede har.

»Det er typisk elever, som savner den praktiske del, for folkeskolen er jo oftest teoretisk. Vi mener, at det er vigtigt at se på, hvor de er stærke. Det giver også deres klassekammerater et andet blik på den elev, som måske ikke tidligere har gidet følge med, når de ser, at eleven udvikler sig«, siger Peter Christensen.

Begge mener også, at man kan mærke en tydelig forskel på eleverne, efter at de er startet i praktik.

»Når jeg går ud sådan en dag som i dag og ser Søren, som bare er ét stort smil, så ved vi, at vi gør noget rigtigt. Vi kunne godt sige til dem, at de skal tage skolen seriøst nu, ellers fortryder de det om to år. Men det er bare fattigt at sige som lærer, for de har ikke noget at holde det op imod. Når de kommer ud i praktik, får de mulighed for at se, hvad det kræver af dem, hvis de vil videre«, siger Lillian Andersen.