Fra CVU'ernes skoleporte strømmer det nu ud med frisk uddannede læsevejledere til alle kommuner landet over. Hver skole sin vejleder. Hermed er Danmark gået i front med en officielt støttet ordning, som kan få stor betydning for landets samlede læseudvikling. Men som på teateret ligger der både glæde og alvor gemt i denne ordning.

En gruppe af landets fremtrædende læsefolk har defineret indholdet i uddannelsen, og de kommende læsevejledere har fået en grundig viden om læsning. Problemet er bare, at hvis læsevejlederen skal lykkes, er denne kundskab ikke nok. Den nye læsevejleder vil formentlig være en lærer, som allerede blandt kolleger er kendt for at vide en del om læsning. Spørgsmålet er nu, om en ny kasket får kollegerne til at komme og bede om hjælp, hvis de ikke gjorde det før.

I Norge har man sagt, at hvis en lærer skal uddannes som læsevejleder, skal det være på anbefaling af inspektøren. Skoleledelsen må have udvalgt en lærer specielt og desuden have en plan for, hvad den vil bruge læsevejlederen til. Det er her, alvoren kommer ind. Læsevejlederens nye rolle må legitimeres af skolelederen. Læsevejlederen må introduceres på lærerværelset og i alles påhør gives rollen som inspektørens højre hånd i alle spørgsmål vedrørende læsning. Derefter må skoleledelsen og læsevejlederen sætte sig sammen og gå grundigt igennem skolens måde at organisere lærersamarbejdet om læsning på, for eksempel med udgangspunktet i Danmarks Evalueringsinstituts (Eva) rapport fra 2005: Læsning i folkeskolen.

I denne udfordrende position vil læsevejlederen få brug for andet og mere end kundskab om læsning. Her vil det snart vise sig, at der må ændringer til for at få optimale samarbejdsforhold om læseresultater og planlægning af læseundervisning. Eva-rapporten fortæller, at der er store forskelle mellem skoler på dette område. Men samtidig ved vi, at ændringer må tilrettelægges grundigt og gennemføres med forstand. Derfor får læsevejlederen brug for kundskab om innovation for at kunne bidrage kvalificeret i dette samarbejde med skoleledelsen.

Ud over dette krævende systemarbejde skal der vejledes. Alle lærere ved, at det er forbundet med en vis sårbarhed at bede om hjælp til sin undervisning, og mange reagerer, når de skal åbne for indblik i deres helligste. Derfor kræver stillingen som læsevejleder også kundskab om, hvordan man håndterer det at vejlede kolleger både enkeltvis og i grupper.

Endelig ved vi, at børnenes læseresultater i skoleforløbet ikke bare bestemmes af det, som skolen konkret gør på læseområdet. Det pædagogiske forløb fra dagtilbud til 10. klasse er en sammenhængende kæde af indsatser, som alle har betydning. Læsevejlederen må være med til at sikre sammenhængen.

Hvis læsevejlederordningen skal blive en succes, må den derfor følges op med lokale kurser om både innovation og vejledning. Allerbedst ville det være, hvis skoleledelsen og læsevejlederne kom sammen på et efteruddannelseskursus, som havde skoleudvikling som hovedtema, og som var skræddersyet til at sætte en læsevejlederfunktion på skinner i en kommune. At få læsevejlederinstitutionen i mål kræver et solidt stykke systemarbejde i kommunen, hvor hver sten må vendes. Skolens nøglepersoner vil være vigtige at få til at melde sig sammen. Måske Danmarks Lærerforening kunne stå for sådanne kurser?

Jørgen Frost er seniorrådgiver ved Bredtvet kompetansesenter, Oslo