Lykken er at have et fagblad, der bekræfter, at vi arbejder på det grundlag, der hedder demokratisk dannelse.

Ikke fordi man altid er enig med det, bladet skriver. Ikke fordi man altid kan følge redaktionens prioriteringer. Men fordi bladet udstråler en autonomi i forhold til ejerne, som adskiller det væsentligt fra hovedparten af fagblade, der netop skal være talerør for ejerne.

At være talerør for en bevægelses aktuelle og konkrete synspunkter fører som oftest til en politisk korrekthed, der forstener. Argumentationerne siver langsomt, men sikkert ud mellem linjerne og slides op, så de kommer til at klinge som en tilfældig ministers fjerde gentagelse af et statsministerslogan fra et pressemøde. Fast og fair - der er ikke noget at komme efter. Ja, så kan man lige så godt holde sig væk.

Der er af og til røster blandt kongresmedlemmer, der klandrer Folkeskolen for dets manglende spindoktorindsats i forhold til foreningens ageren. Og selvfølgelig kan det være irriterende at skulle fjerne en lort fra egen rede, men den, der overser lortens gødende egenskaber, høster sjældent stort.

Fredag, når bladet dumper ind gennem brevsprækken, er for mig næringsdag. Jeg kan blive inspireret til at tænke nye tanker. Jeg kan blive flintrende arrig over ledere og artikler. Og jeg kan blive jublende over kollegers seriøse arbejde.

Men mest glædes jeg over at være medlem af en fagforening, der tør have et levende fagblad, hvor andre strammer løkken.