Der findes børnelitteratur, og så findes der virkelighed. Men hvis en børnebog er god, vil læseren eller den, der får læst op, opleve den som mere typisk for det virkelige liv end det, man kan kalde den ægte vare.

»Harry Potter går på en skole, der ganske vist er en troldmandsskole, hvor de laver alle mulige ting, der ikke kan foregå i virkelighedens verden. Men i skolen har eleverne lærere, der er dumme, og lærere, der er søde. De laver ballade med lærerne, og de driller og mobber hinanden, bliver kærester og skændes. Så selv om hele historien bygger på fantastiske eller overnaturlige elementer, er der en normalverden indeni, som læserne kan genkende«, siger Torben Weinreich, der taler om fantasy. Som - nu afgået - professor ved Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har han igennem hele sit liv studeret børnelitteraturen gennem tiderne, og hvordan den er blevet tolket ind i tidens barnesyn. Hvad den gør ved sine læsere, og hvad de voksne gerne ville have, at den gjorde. Resultatet har han nedfældet i sin bog »Børnenes Litteraturhistorie«, der udkom i foråret.

Barnesynet ændrer sig

Den grundlæggende forskel sporer han tilbage til oplysningstiden for små 300 år siden, hvor der så småt begyndte at udkomme bøger, der måske ikke i første omgang var skrevet for børn, men hvor børnene meget hurtigt fik lov at lytte med, når far satte sig til rette i lænestolen med sin langpibe og begyndte at læse op. Af »Robinson Crusoe« for eksempel.

Oplysningstidens børnebøger havde til hensigt at fortælle barnet, hvordan det skulle opføre sig for at blive som de voksne. Romantikkens ideal derimod var at understrege barnets og barndommens værdi i sig selv.

»I dag ligger vores barnesyn i skæringspunktet mellem oplysningstiden og romantikken«, siger Torben Weinreich, der ser en parallel til den belærende oplysningstid i 1970'ernes og 80'ernes litteratur, der nærmest var en slags casestudier i forskellige samfundsproblemer, til i dag, hvor man i litteratur­undervisningen er gået i en mere æstetisk orienteret retning.

Æstetikken er ikke den samme som i romantikken, men idealet om barnets individuelle udvikling finder man igen i fantasylitteraturen, som i dag ikke er begrænset til bogformatet.

»At læse en fantasyroman er i sig selv at begive sig ind i at leve et andet liv. Men de computerspil, der foregår i et etisk konstrueret univers, bygger på det samme, og det gør rollespil i form af komplicerede brætspil eller som udendørsaktivitet ude i skoven også. For sagen er, at mange af dem, der er optaget af det her med at begive sig ind i og agere i andre verdener, gør det på tværs af medier. Der er et medskabende element i dem alle«.

Fra den 7.- 10. september 2008 strømmer over 500 børnelitteraturforskere, bibliotekarer, forfattere, illustratorer, forlæggere og andre inter­esserede fra hele verden til kongres i IBBY, der står for The International Board on Books for Young People, der er en nonprofit-organisation for personer, der er engagerede i at bringe børn og bøger sammen.

I år er det den danske sektion af ­IBBY, der er vært for kongressen, hvor åbningsforelæsningerne holdes af den spanske filosof og forfatter Fernando Savater, der vil tale om forbindelsen mellem den fortællende og den filosofiske måde at tænke på, og af den danske børnelitteraturprofessor Torben Weinreich, der fortæller om, hvordan børnelitteraturen igennem tiderne har afspejlet de historiske perioder, den er blevet til i.

Det fire dage lange program byder desuden på en lang række workshopper, hvor deltagerne kan gå i dybden med en lang række emner, hvoraf mange kredser om, hvordan børn og unge kan bruge litteraturen til at bearbejde alvorlige emner som holocaust, krig og etniske konflikter.

Under kongressen uddeles desuden de prestigefyldte Hans Christian Andersen Awards til henholdsvis en nulevende forfatter og en illustrator, hvis samlede værker har givet et blivende bidrag til børnelitteraturen.