Mens jeg læser, kan jeg godt fornemme, hvordan folk kommer og går, samles og spredes. Læger kommer ind, sygeplejersker går ud, kørestole, portører og sekretærer. Men det foregår helt ude i periferien af mit syn.

Min opmærksomhed er rettet mod ordene og siderne. Jeg læser og bladrer. Inden hun lægges i narkose, minder hun mig om, at p-skiven skal stilles efter tre timer. Dette må have indlejret sig. På et tidspunkt kigger jeg ned og opdager, at der er gået fire timer. Hurtigt pakker jeg mine ting i tasken og løber ud af venteværelset. Jeg krydser parkeringspladsen, og i det alleryderste hjørne står bilen. Ingen papir i forruden, kun skyggen af en parkeringsvagt i den modsatte ende af pladsen.

Jeg går tilbage til venteværelset og indtager igen den plads, jeg forlod for lidt siden. To timer senere er ledbåndet i min kærestes tommelfinger syet på igen, og jeg kaldes ind på opvågningen, lidt fortumlet, lidt klogere, lidt mindre sikker på inklusionsspørgsmålet, men glad for at se hende.

Udgivelsen "Inklusion, udsathed og tværprofessionelt samarbejde" redigeret af Bjørn Hamre og Vibe Larsen holdt mig fast fra første til sidste side. Alle bidragene er velskrevne og fulde af perspektiv, ingen nævnt, ingen glemt. Bogens afsnit falder i tre hovedtemaer, "Inklusion", "Det tværprofessionelle arbejde" og "Udsathed", og arbejder sig på den måde rundt om, hvordan inklusion (også) kan forstås. Hvor andre udgivelser fokuserer mere på operationaliseringen af inklusionsspørgsmålet, forholder denne udgivelse sig i højere grad normativitetskritisk til genstandsfeltet og er mere undersøgende end anbefalende.

Inklusionsspørgsmålet skal forstås ikke som et "hvordan", men snarere som et "hvad", et "hvorfor" og "med hvilke konsekvenser". Der er brug for udgivelser af denne type, fordi den tvinger os til at tænke over rationalerne bag inklusion som pædagogisk-didaktisk princip, fordi den stiller skarpt på de mange utilsigtede negative konsekvenser bag visionen, og fordi den tilbyder en ny fortælling om et felt, som allerede er beskrevet meget indgående.

På sin vis gør denne udgivelse ved inklusionsspørgsmålet, hvad eXbus-udgivelserne gjorde ved mobbespørgsmålet: Den giver færre svar, end den stiller spørgsmål. De nonfigurative croquisagtige illustrationer i udgivelsen er så luftige, at en bestemmelse af deres karakter vil lukke ned for undersøgelse af, hvad de overhovedet kan være og kan optræde som. Dette er bogens pointe, og en parkeringsbøde ville ikke have ændret på min begejstring.