I maj kunne DLF konstatere, at der var planer i kommunerne om at nedlægge 1.082 lærerstillinger. Virkeligheden blev endnu værre. Reelt er der i begyndelsen af september netto blevet 1.090 færre lærerstillinger i de kommunale folkeskoler. De tilbageværende lærere skal altså i princippet dække undervisningen for flere end 1.000 kolleger, som enten er gået på pension, er blevet fyret eller har fået andet arbejde, uden at stillingen er blevet genbesat.

Tallene dækker over, at politikerne i to tredjedele af kommunerne har besluttet at spare lærerjob væk, mens kun syv kommuner har oprettet flere lærerstillinger i år. I alt er der oprettet 33 nye lærerjob og nedlagt 1.123.

»Det er dramatisk, og det står i skærende kontrast til skåltalerne om folkeskolens afgørende betydning i samfundet, at vi så har tusind færre til at undervise i skolen«, siger lærernes formand Anders Bondo Christensen og konstaterer, at vilkårene for at gennemføre god undervisning bliver forringet.

Men de offentligt ansatte skal vel også løbe stærkere og yde deres, når der er krise?

»Ja, men de her besparelser kommer oven i, at der fra 2002 til 2009 er blevet seks procent færre resurser per elev til normalundervisningen. Så folkeskolen har i høj grad ydet sit bidrag«, siger Anders Bondo.

»Vi skal selvfølgelig bruge pengene så fornuftigt som muligt. Jeg frygter, at de her tal blandt andet dækker over, at man bare nedlægger nogle tilbud, og så bliver de elever flyttet over i normalundervisningen, uden at nogen bekymrer sig over, hvordan læreren skal formå at give dem et kvalificeret tilbud«.

Nulvækst kan betyde flere nedskæringer

De igangværende forhandlinger om kommunernes budgetter for 2011 tyder ikke på, at situationen bliver bedre næste år.

»Nogle gange bliver det signaleret, at nulvækst betyder, at man kan have lige så mange ansatte. Men det holder jo ikke - der er stadig stigende udgifter til sociale ydelser, ældreområdet med videre, og hvis det skal klares inden for nulvækst, så risikerer vi, at folkeskolen bliver yderligere presset«.

DLF mener i stedet, at man må tage fat på en politisk diskussion om, hvad det er for et velfærdssamfund, man ønsker:

»Tror vi på, at den rigtige vej er, at vi sparer os ud af krisen? Eller får spareiveren afmonteret væsentlige dele af velfærdssamfundet, herunder folkeskolen? For hvis tilbuddet bliver så dårligt, at forældrene vælger et alternativt tilbud, jamen så har vi reelt ikke en folkeskole mere«.

Et af de sparehåndtag, som mange kommuner tager fat i nu, er en ændret skolestruktur - færre, større og mere rationelt drevne skoler - og det har DLF ingen principielle indvendinger imod:

»Men man skal jo være uhyre opmærksom på problemstillingen med, at der opstår privatskoler i kølvandet på hovedparten af skolenedlæggelserne. Og så kan det godt være, man sparer noget kommunaløkonomisk, men samfundsøkonomisk er der i hvert fald ikke sparet en krone, for de er lige så dyre at drive som de andre skoler. Og på den måde er man også med til - selvom det ikke er det, man vil - at underminere den fælles skole, som folkeskolen gerne skulle være«.