Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ord kommer og går, og i forrige artikel bad jeg om hjælp til at finde eksempler på ord, som børn og unge er på vej til at skille sig af med. Der kom mange henvendelser.
Allerede i 1908 var der bekymrede iagttagere af sprogudviklingen. I tidsskriftet »Vor Ungdom« skrev kommunelærer Hansen-Tybjerg, at eleverne ikke kendte forskel på de fire kornsorter, og kun en tredjedel havde kendskab til, hvad en gris var. Få kendte klokken, og mange foretrak en femøre for en femogtyveøre, fordi femøren var størst. Han ærgrede sig over, at børn, som netop i de første skoleår havde særlig let ved at lære nye ord, kendte så få. Samme år i Vor Ungdom hedder det blandt andet: »Af Fisk kendes i Reglen kun Sild, Torsk og Rødspætter«. Hvor mange fisk kender mon nutidens børn?
Fra en langt senere kollega kom der per mail adskillige eksempler på truede ord og vendinger som ingenlunde, ingensinde, derfor ikke (især jysk), honoratiores og øvrighed. Disse ord og udtryk har fået udmærkede erstatningsord og -udtryk, men noget supplerende værdifuldt er der ikke kommet ud af erstatningsordene på ingen måde, aldrig, ikke noget at takke for og den offentlige sektor.
Mere pensionsmodne er en række tillægsord, som en anden læser har indsendt: Bedårende, storladen, nidkær, vennesæl. Det ser ud til, at mange elever kan klare sig med ét ord for det positive, fed(t)! At noget er faldet heldigt ud, omtales i mange kredse næsten udelukkende med varianter af fedt; af verber nævnes i samme mail kere sig om; og gloserne sligt, desto, svanger, seminarist, tarveligt er også dømt ude. Der er i samme mailbyge udtrykt negative holdninger til moderne navne som Mynte, Jasmin, Rose, Anemone, Ask, Vibe, Lærke, Silke med flere.
En læser skriver, at hun som dansklærer i en 4. klasse har bemærket, at ingen længere bruger udtrykket somme tider, men altid i stedet siger »nogen gange«. Læseren fortsætter: »Jeg spurgte da klassen, om de kendte udtrykket 'somme tider' og forstod det - tavshed - indtil en pige sagde: 'Jo, min mormor bruger somme tider nogen gange'«. Og så kan vi vist roligt regne med, at også undertiden og nu og da er på vej ud af sproget.
Ordene stedfar og stedmoder er blevet litterære - ofte erstattet af papfar og papmor. Et fremskridt? Det kan vist diskuteres. Så kan jeg bedre lide udtrykket bonusbørn - altså om de børn, en papfar eller papmor får i tilgift til sin nye partner.
Professor Higgins
