Her kan du tage afsæt til undervisning om valget
Det er yderst begrænset, hvad der udgives af særligt undervisningsmateriale til det forestående kommunalvalg. Det viser en forespørgsel, Folkeskolen har foretaget.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Et levende demokrati
Ud over spillet »Unge stemmer« er Dansk Ungdoms Fællesråd på vej med spillet »Et levende demokrati« i samarbejde med firmaet Assembly Voting.
Her får eleverne forskellige roller i en valgkamp, der ender med en reel elektronisk stemmeafgivelse. Spillet bliver i første omgang udviklet til det forestående kommunalvalg, men vil senere omfatte valg til Folketinget og EU-Parlamentet.
Kandidaterne konkurrerer ved hjælp af internet, sms, blogs og høringer om at blive valgt til unge-kommunalbestyrelsen. Den kritiske vælger tester kandidaternes synspunkter og skal forsøge at få nye emner på dagsordenen. Journalisten skaber overblik over synspunkter i valgkampen og analyserer debatten mellem kandidaterne og vælgerne.
Spillet henvender sig til folkeskolens ældste klasser og til samfundsfag i gymnasiet, lyder det fra udgiverne.
Læs mere under menuen Undervisning på www.assemblyvoting.com
Brug din stemme
Undervisningsmaterialet »Brug din stemme!« var en del af fejringen af, at det i 2008 var 100 år siden, at danske kvinder fik valgret til de kommunale valg. Materialet er udarbejdet til skoleelever og giver indsigt i, hvad der former demokrati og medborgerskab med lige muligheder for alle på tværs af køn og etnicitet.
Materialet rummer 12 temaer med elevmateriale og lærervejledning til alle klassetrin. Det kan benyttes til enten hele og afrundede forløb eller som enkeltopgaver som en del af andre undervisningsforløb. Alle 12 temaer kan downloades fra www.kvindersvalgret.dk
Kommunalpolitik
Forlaget Columbus peger på bogen »Kommunalpolitik«, som indeholder et par kapitler om kommunalvalg og vælgeradfærd. Den er fra 2005 og tager dermed højde for strukturreformen. På bogens hjemmeside findes der ekstramateriale til de forskellige kapitler. Hjemmesiden finder du ved at søge på bogens titel på www.forlagetcolumbus.dk.
Grundbøger fra Gyldendal
Gyldendal peger på, at undervisning i demokrati og kommunalvalg kan tage udgangspunkt i kapitlet »Magt og indflydelse i lokalsamfundet« i »Samfundsstudier - grundbog til 8.-9. klasse«. En anden mulighed er »Projekt Samfundsfag - teori og metode«, som behandler kommunerne i kapitlet »Politik er at ville«. Nyeste oplag af begge bøger er fra 2009 og indeholder opgaver til eleverne. Derudover er der Marianne Jelveds »Hvad er meningen?« fra 2005 og undervisningsavisen »Demokrati«.
Valget en del af nyhedsstrømmen
Onlineavisen UgeXpressen har ikke planer om et egentligt temanummer i anledning af kommunalvalget, men som nyhedsmedie for børn og unge tvivler redaktøren ikke på, at avisen vil indeholde stof om kommunalpolitik og valgprocedurer, når det dukker op i nyhedsstrømmen. Især i numrene den 12. og 19. november er der stor sandsynlighed for artikler om valget. Læs mere på www.ugexpressen.dk