I mandags fyldte Bertel Haarder 65, og på søndag rykker han som en anden Caroline Wozniacki en plads op på ranglisten. Dog ikke som tennisspiller, men som minister. 6.637 dage har Haarder så været minister, og dermed slår han socialdemokraten Jens Otto Krag og bliver nummer otte på listen over længst siddende ministre. Nummer et er Højres Jacob Estrup. Ham når Haarder forhåbentlig ikke at slå, for Estrup holdt i 8.661 dage, og hvis Haarder skal på vinderpodiet, skal han stadig være minister, når han fylder 71 år, og vi skal uden afbrydelse have en borgerlig regering frem til påske i 2015!

Men selv om taburetklæbning ikke er en udholdenhedstest a la pælesidning, så er Bertel Haarders 18 år og to måneder bestemt imponerende. Og manden har da også en lang række kvaliteter: Han synger og danser godt, kan sin højskolesangbog og sin Grundtvig. Og så er han ferm til at skrive lejlighedssange og kan gå på hænder. At han læser Folkeskolen og månedsmagasinet Undervisere, hver gang bladene udkommer, tæller også på plussiden. »Det er jeg nemlig nødt til for at følge med«, sagde han sidste år, da Folkeskolen jubilerede. Og så er ministeren en flittig debattør. Ja, et par år har han faktisk skrevet flere læserbreve i Folkeskolen end Vagn Madsen, Brønderslev!

Man kan ikke bebrejde en politiker, at han kæmper for det, han anser for rigtigt. Men Bertel Haarder har det tvivlsomme talent, at han kan holde en engageret tale hyldet i højskole-humanistiske sproggevandter, som reelt dækker over økonomieffektiv New Public Management-centralisme.

Tålmodighed hører ikke til fødselarens og ranglistekravlerens kvaliteter, og der er ingen tvivl om, at hans utålmodighed har forvoldt skolen megen skade. Hvis elevplaner for eksempel ikke var blevet bulldozet igennem, men minister og lærere i stedet havde brugt nogle år på at gennemføre strukturerede forsøg, ville der kunne være kommet noget mere værdifuldt ud af det. For alle. Og hvis de mange millioner, der er hældt i de tvungne nationale test, var blevet brugt på at udvikle frivillige, pædagogiske test, ville folkeskolens evalueringskultur have haft det meget bedre i dag. For nu blot at nævne et par stadig varme eksempler.

Alderens mildhed, som Haarder prøvede at markedsføre sig selv med, da han blev undervisningsminister for anden gang, kan det dog ofte være svært at få øje på.

Men han øver sig stadig. Og det er vel al ære værd? Et friskt eksempel er et langt læserbrev, som Folkeskolen for nylig modtog fra ministeren. »Hvorfor skal det være så surt?« hed overskriften. I indlægget fortalte Haarder, at han var »nødt til at protestere« over, hvad han opfattede som en »sur kommentar« fra DLF's formand. Men læserbrevet blev aldrig bragt, for det blev trukket tilbage og erstattet af en ny, mildere tekst. Ordet »sur« var luget væk, »protestere« skiftet ud med »kommentere«, og overskriften hed nu »Vær dog glad«.

Det er da flot, ikke? Hvis ellers Haarders sure protestversion var blevet skrottet. Det blev den bare ikke. Den blev i stedet sendt til Dagbladet i Køge, Ringsted og Roskilde!

Tillykke med de 65 år.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org