Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I 1950'erne var det en selvfølge, at man sagde goddag og farvel til forældrene, som regel moderen, når man havde været på besøg hos en kammerat. Nu er hej mere almindelig som hilsen, ved afsked også hej-hej, og det kan være det samme, men det er mit indtryk, at mange børn i dag tager af sted uden at sige noget som helst til de voksne. Jeg kender to fætre på 13 år, som konsekvent aldrig hilser på de voksne ved familiesammenkomster, men styrter ind for sig selv uden for eksempel så meget som at hilse på den fødselar, der var anledning til sammenkomsten. Børn skal naturligvis have lov til at nyde hinandens selskab, men efter min mening skal de ikke have lov til at leve i den vildfarelse, at man skal være sig selv nok. De slatne forældre skal mande sig op til at stille visse minimumskrav med hensyn til det, der engang hed almindelig høflighed.
Jeg husker udmærket de lige lovlig lange måltider, som stavnsbandt én. Men jeg husker også, at man faktisk fik et indtryk af sine onkler, tanter og andre og gjorde sig mange iagttagelser. Hos os skulle børnene blive ved bordet, til de havde spist op, men så måtte de godt rejse sig, mens de voksne blev siddende og senere fik kaffe.
En københavnsk skoleleder havde som princip, at han hver morgen stod ved indgangen, modtog et håndtryk fra hver elev - og sagde god morgen. Det vil nok være uoverkommeligt på store skoler, og det er måske også at gå lige vidt. Men ingen tager skade af det, og ingen kan vel gå videre med det indtryk, at samværet mellem børn og voksne er ligegyldigt eller et nødvendigt onde.
Studieværterne i tv hilser på seerne ved at tænde for smilet, når de er på - somme tider lovlig meget. Personlig har jeg det lidt svært med værterne på Aftenshowet, Danmarks Radios svar på ugebladet Ude og Hjemme, som næsten fingerer hjertelighed mellem seer og vært.
I den daglige undervisning kan det anbefales at gøre lidt ud af i hvert fald mødet med eleverne i hver time, give sig tid til at se ud over klassen, nikke eller sige goddag. Vi andre skulle rejse os op, når læreren kom. Det vil i dag virke som en hilsen fra gamle dage, men sådan set var det en effektiv start på timen. Pænt farvel, kære læsere!
Professor Higgins
