Debat
Samling om læreruddannelsen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Danmarks Lærerforening opfordrer til politisk og pædagogisk faglig samling og opbakning til den eksisterende læreruddannelse som en fælles »hovedvej« til læreruddannelsen. De samlede kræfter kan samtidig bruges til at tænke i nye visioner for en fremtidig læreruddannelse.
Faldende rekruttering og dele af uddannelsens struktur er en dårlig cocktail for den nye læreruddannelse - og et samarbejde på alle planer er nødvendigt for at undgå uoprettelige skader.
Desværre er professionshøjskolerne kastet ud i indbyrdes konkurrence om de studerende, der er. Der skal kunder i butikken - og købmandstankegangen stimuleres yderligere af, at professionshøjskolerne er blevet opfordret til at komme med forslag til supplerende læreruddannelser! Knap var blækket tørt på den nye læreruddannelseslov - som kun har fungeret i halvandet år - før opfordringen kom om at tænke »nyt«.
Tænk om professionshøjskolerne - i stedet for at være tvunget til at lege konkurrerende købmænd og kæmpe for at profilere sig selv - kunne få lov til at bruge deres pædagogisk faglige ekspertise til i samarbejde at lave den nye uddannelse så god som muligt. Det ville styrke rekrutteringen, for det er en fordel for de unge, der overvejer uddannelsen, at de ved, hvad de går ind til, og at de kan skifte professionshøjskole uden at skulle starte forfra.
Den tiltrængte samling om uddannelsen ville også give mulighed for sammen at tænke i en ny vision for fremtidens læreruddannelse. DLF så gerne ét afgrænset forsøg med læreruddannelsen. Et forsøg med tilknyttet forskning, som kan vurderes fagligt og politisk med henblik på en eventuelt ny fremtidig læreruddannelse.
Læreren som ekspert i undervisning skal være målet for forsøgsuddannelsen. Den skal bygge videre på den seneste reforms hensigter og vægte:
- et reelt samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler, hvor lærerne fra de to institutioner arbejder sammen om at undervise i uddannelsens moduler, så det undervisningsfaglige - didaktikken - bliver bærende elementer i fagene
- kendskab til forskning og evne til at vurdere forskningsresultater i forhold til egen praksis - og til at forske i egen praksis
- styrkelse af specialpædagogik og dansk som andetsprog
- styrkelse af praktikken gennem en endnu bedre sammenhæng mellem teori og praksis
- lettelse af overgangen fra studiet til arbejdet i skolen
- et videre perspektiv og flere muligheder efter uddannelsen.
»Faldende rekruttering og dele af uddannelsens struktur er en dårlig cocktail for den nye læreruddannelse - og et samarbejde på alle planer er nødvendigt for at undgå uoprettelige skader«.