Anbefalinger

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Museer Mulighed for at lære historiske håndværk

Når der ikke lige er corona, er vi rigtig gode til at komme ud af huset i håndværk og design. Min skole er en partnerskabsskole, så vi er med til at udvikle nye projekter sammen med Museum Vestsjælland. Her har de virkelig mange spændende forløb, og hvis der er noget, jeg mangler, så er de meget åbne for at udvikle noget, der passer.

Museum Vestsjælland er en sammenslutning af museer helt fra Holbæk til Kalundborg, så der er mange muligheder. Vi har for eksempel været på Malergården, på arkitekturtur til Holbæk Museum, og vi har været på et skibsværft i Holbæk Havn, hvor de arbejder på de gamle skibe fra Nationalmuseet.

Eleverne har stor glæde af at komme ud af huset, de bliver inspireret til at tænke anderledes, og de får lov til at prøve nogle andre teknikker. Jeg ville for eksempel ikke selv have arbejdet med rebslagning i værkstedet. Jeg vil varmt anbefale, at man gør brug af de muligheder for samarbejde og besøg på de museer, der er i ens nærmiljø.

vestmuseum.dk/undervisningsforloeb

Bog Saml et godt bibliotek med inspiration

Jeg har et lille bibliotek af gode bøger til håndværk og design, og når jeg skal lægge årsplan, bladrer jeg og kigger billeder og lader mig inspirere. Jeg bruger også Pinterest, men fysikaliteten og rammesætningen ved bøger kan noget særligt. Jeg kan på en anden måde holde mig til det emne, jeg har valgt, end på nettet, hvor jeg kan forvilde mig.

Jeg tager også bøgerne med til eleverne, så de kan være med i beslutningsprocessen og lade sig inspirere til næste emne. Jeg har særligt haft meget glæde af bogen "Bæredygtigt design". Den har nogle år på bagen, men jeg vender altid tilbage til den. Den giver nogle nemme og overskuelige processer til produkter i genbrugsmaterialer. Vi har for eksempel lavet hynder til taburetter af reststof, strikket af strimler, som vi har flænset fra gammelt tøj, syet tasker af gamle jeans og bygget knager af grene.

"Bæredygtigt design" af Mette Jørgensen, forlaget Meloni

Dokumentar Hvor kommer dit tøj fra?

Hver gang jeg har en ny 5. klasse, bruger jeg DR-dokumentaren "Blod, sved og T-shirts". Den handler om danske unge, der bliver indkvarteret lokalt i Indien og skal prøve at producere det tøj, de selv normalt går i. Jeg beder mine elever tjekke, hvor deres eget tøj kommer fra - sender dem på toilettet for at tjekke undertøjet også.

Så har vi det store fysiske verdenskort fremme for at se, hvor det er, og nogle gange må de google - for hvor pokker ligger det land henne? Vi taler også om, hvad det vil sige at producere tøj i for eksempel Indien.

Jeg bruger først forløbet i 5. klasse, for det sætter nogle tanker i gang hos dem. Og så skal de have hænderne i noget selv. De skal have tøj med hjemmefra, som ikke længere bliver brugt, og det upcycler vi så.

dr.dk/studie/samfundsfag/dokumentarfilm

Læs mere

Katrine Diduchs blog påfolkeskolen.dk/h&d