15. august 2025

Han holder sig godt, Anders Bondo Christensen, der var formand for lærerne i brydningsårene tidligere i århundredet. 66 år er han efterhånden blevet. »Skolen har aldrig haft det bedre«, siger han uden tøven i dette jubilæumsinterview om skolens tilstand netop nu.

Det så ellers dystert ud i nogle år, hvor store værdikampe kastede rundt med skolen, så lærerne til sidst ikke kunne finde ud af, hvad der var op og ned. Mange frygtede ligefrem, at den offentlige, gratis folkeskole ville blive afskaffet. Eller i hvert fald reduceret til et sted for dem, der ikke havde råd til andet.

»Men heldigvis blev man enige om, at folkeskolen skulle være en bærende kultur- og uddannelsesinstitution i det danske samfund«, fortæller eksformanden.

»Det blev en fælles politisk målsætning for alle på Christiansborg, at vi skulle have en velfungerende offentlig, gratis folkeskole, og det gav nogle nye muligheder for at udvikle skolen til det, den er blevet i dag«, tilføjer han.

Parterne omkring skolen blev endvidere enige om, at det bedste, skolen kunne give eleverne i en globaliseret, foranderlig verden, var evner til at træffe valg, evner til at tage ansvar og evner til at forholde sig til nye situationer og nye mennesker. Desuden blev man enige om, at klassen fortsat skulle være en organiserende enhed.

»De, der troede, at klassen var død, måtte erkende, at det sociale fællesskab, som en klasse udgør, har en stor værdi i dag. Vi har som individer brug for et fællesskab. Det kan være svært at få i et omskifteligt samfund, men det giver folkeskolen, og det har stor betydning for, at den enkelte elev får et personligt fundament at bygge videre på«, siger Anders Bondo Christensen.

Fælles læreruddannelse

Forsøget på at oprette flere forskellige læreruddannelser led også skibbrud. »Heldigvis«, siger Anders Bondo Christensen.

»Man fandt ud af, at når man nu ville have en fælles folkeskole, der som et kulturelt kit kunne være med til at binde et komplekst samfund sammen, så krævede det også en fælles læreruddannelse, der kunne udgøre et fælles grundlag for folkeskolen, der nok skulle være fælles, men også mangfoldig«.

En medvirkende årsag til, at skolen er blevet så god, er også, at politikerne igen har fået tillid til lærerne og respekterer deres professionalisme, mener eksformanden. Det kommer blandt andet til udtryk i arbejdstidsaftalen.

»Helt tilbage i 2005 tænkte vi: Hvis vi skal hæve kvaliteten i skolen, må vi have en arbejdstidsaftale, der viser lærerne tillid. Det er siden blevet udviklet, så læreren i dag er sin egen leder, forstået arbejdstidsmæssigt«.

Den nye frihed, som lærerne har fået, og maksimummet på 22 ugentlige lektioner kommer eleverne til gode, mener Anders Bondo Christensen.

»Eleverne har nu nogle lærere, som kan tilpasse deres undervisning til de aktuelle behov«.

Ledelse er blevet bedre

En anden ting, der har været med til at hæve kvaliteten, er, at lærerne gennem arbejdstidsaftalen er sikret en kontinuerlig efteruddannelse gennem hele deres lærerliv, mener eksformanden. Dertil kommer, at skoleledelsen er blevet meget bedre.

»Allerede for 15-20 år siden diskuterede vi, hvad god skoleledelse betyder for, om en skole er velfungerende. Vi fandt ud af, at skoleledere og lærere ikke er modparter, men har en fælles interesse i at skabe de bedst mulige rammer for elevernes undervisning. Lederfokusset er blevet flyttet, så lærerne har fået bedre muligheder for at få hjælp og sparring i forhold til de problemer, der opstår i dagligdagen«.

De mange ansøgninger, der i dag er til lederstillinger, er udtryk for, at lederfunktionen er blevet mere spændende og meningsfuld, end dengang da administration fyldte meget, mener Anders Bondo Christensen.

»Når lærerne administrerer sig selv, bliver der frigjort helt andre resurser til, at lederen kan koncentrere sig om det vigtige, nemlig om der er kvalitet i den undervisning, som eleverne får«.

Verdens bedste folkeskole

Dialogen på skolen mellem ledelse, tillidsvalgte og lærere er med til at gøre den danske folkeskole til verdens bedste, mener eksformanden.

»Det er helt afgørende, at man har erkendt, at ledelse af en skole ikke er det samme som ledelse af alt muligt andet. Det har også betydet, at vi nu har fået målrettet lederuddannelse mod det at være leder i en folkeskole«.

Anders Bondo Christensen glæder sig også over, at der i dag er lige så mange kvindelige skoleledere som mandlige. Og han glæder sig over, at politikerne nu prioriterer skolebygninger højere end førhen.

»Vi kan se, at standarden på skolerne er blevet lige så høj som standarden på rådhusene rundt omkring. Det har utrolig stor betydning. Man har erkendt, at inspirerende undervisning hører sammen med inspirerende omgivelser. Det har man vidst i mange år, men det tog bare meget lang tid, før man tog konsekvensen af det«.

Og han glæder sig over, at der nu er obligatorisk madordning på alle landets folkeskoler.

»Vi kan konstatere, at det har stor indflydelse på elevernes indlæring, at de ikke længere lever af junkfood, men at de får et ordentligt måltid mad i skolen hver dag«.

Endelig glæder han sig over, at forældrene i dag er mere loyale over for skolen.

»Forældrenes store opbakning til skolen har afgørende betydning. Forældrene føler i dag et stort medansvar for, at skolen er velfungerende. Den tendens, der engang var til, at man forstod skolen som et forbrugsobjekt, som skulle stille service til rådighed, er heldigvis væk. Nu er skolen et fælles projekt, og vi oplever, at forældrene har en borgerholdning og ikke en forbrugerholdning til folkeskolen. Det betyder meget for børnenes motivation«.

Undgik a- og b-skolen

Det er gået godt, men det kunne være gået rigtig skidt, vurderer eksformanden. Den privatisering af sundhedsområdet, som skete ad bagvejen via det frie sygehusvalg, kunne også være forekommet i skolevæsenet via det frie skolevalg, mener han.

»Der var en holdning, der sagde: Vi skal slet ikke have en offentlig skole. Vi skal binde et beløb i skoletasken på den enkelte elev, og så kan forældrene selv købe sig til deres barns uddannelsestilbud. De, der har råd, kan så putte flere penge i skoletasken«. »Det var en udvikling, der var tæt på. Hvis det var sket, havde vi i dag haft a- og b-skolen og dermed et langt mere splittet samfund. Det skete heldigvis ikke, men der var stærke kræfter, der ville den vej«.

»Stærke kræfter« stod også for en styringsfilosofi, der i sig selv var ved at køre folkeskolen af sporet, siger Anders Bondo Christensen.

»Det hele skulle måles og vejes og kontrolleres dengang. Resultatet blev, at al fokus blev lagt på det, der blev målt og vejet og kontrolleret, og ikke på, om vi samlet set havde en god skole. Man fik drejet fokus over på noget, som ikke var det væsentlige«.

Undervisningen blev testet op og ned ad stolper, og skoleledelsen administrerede sig halvt ihjel.

»Det gjaldt først og fremmest om at dokumentere, om man havde brugt lærernes samlede arbejdstimer effektivt, i stedet for at have fokus på, om det var en god undervisning, som lærerne leverede. Det var det ledelsessyn, der heldigvis blev gjort op med«.

Hvis det opgør ikke var blevet taget, ville det i dag være svært at rekruttere kvalificerede medarbejdere til lærerarbejdet, vurderer Anders Bondo Christensen.

»Der er ingen mennesker, som ønsker at komme ind i et system, hvor man føler, at man skal gøre, hvad man får besked på af en leder. Man ønsker at være professionel og selv tage ansvaret«, siger han.