Jette Lindkvist fortæller i Folkeskolen nummer 18 om, hvordan hun og omgivelserne blev plaget af larmende, råbende skoleelever nær et vandre­hjem på Bornholm.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes oplevelse er ægte.

Men jeg tror ikke, det var lærernes skyld. De fleste gjorde nok, hvad de kunne for at holde styr på tropperne. Men det var sikkert ikke nemt. Det kan heller ikke være sådan, at alle lærerne, der ledsagede klasserne, var dovne, for problemet er, forstår vi, tilbagevendende, uge efter uge, år efter år.

Problemet ligger nok et andet sted: Ungerne.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at sådan er det gang på gang, når debatten drejer sig om vores unger: Vi kan ikke se skoven for træerne.

Der er ikke kun et problem med disciplinen på den ene skole, uro i en bestemt klasse eller hærværk i en lille by. Nej, det er et generelt problem! Disse unger er resultatet af den frie opdragelse, som både forældre, lærere og pædagoger har bidraget til igennem flere årtier. Der er rigtig mange af dem, der er larmende, råbende, hujende, respektløse - you name it - i højere grad end i andre lande.

Før vi får et holdningsskift angående børneopdragelse i hele samfundet, slipper vi ikke af med de hujende skoleelever på Bornholm. Og vi skal lige huske, at opdragelsen starter lige efter fødslen og ikke i børnehaveklassen.