15. august 2025

Varmen er mere trykkende end nogen side, og mandag om 14 dage starter det nye skoleår. Med de stadig stigende temperaturer begynder skoleåret 2025-26 nu 1. september, og Undervisningsministeriet overvejer stadig at rykke det længere hen på året.

Heller ikke i år er det lykkedes mig at få ansat de nødvendige lærere, inden jeg gik på sommerferie. Jeg burde nok snart have vænnet mig til, at det hører de gode gamle dage til, at næste års fagfordeling og skemalægning er på plads, inden skoleåret begynder. Men sådan har det været i mange år, og derfor handler det nok også mest om min mentale indstilling.

Min chef, skolens økonomiske leder, deler ikke min bekymring. Hun mener, at vi blot skal ansætte nogle af de undervisningsassistenter, som også hjalp os sidste år, da vi havde de samme problemer. »Det gik jo meget godt, og assistenterne er tilmed 25 procent billigere«. Som pædagogisk leder bekymrer det mig dog, at skolen ej heller de seneste fem år har kunnet opfylde den kommunalt bestemte 70:30-fordeling mellem lærere og undervisningsassistenter. Hvordan (og hvornår) vil det blive synligt på undervisningens faglige og sociale niveau?

Dertil kommer, at elevernes kontakt med de uddannede lærere ydermere er reduceret, fordi lærerne i så høj grad bruger deres tid på at udarbejde årsplaner og individuelle læringsplaner. De tester, retter opgaver og evaluerer, og nu bruger de så også en del tid på at vejlede undervisningsassistenterne, så de kan varetage undervisningen af eleverne.

Det personlige møde, nærværet og den direkte dialog mellem den professionelle lærer og eleven har haft ringe vilkår de sidste mange år. Det rum, hvor de uforudsete diskussioner og drejninger af undervisningen har mulighed for at finde sted, er efterhånden meget lille. Den impulsive undervisning, der opstår, når læreren møder eleverne, hvor de er, er afløst af computerstyrede test og undervisningsassistenternes planlagte og færdigstrukturerede undervisning. Lærernes personlige fokus er ikke med den enkelte, men i stedet på den enkelte elev.

De manglende ansøgere hænger til dels også sammen med, at både jeg og lærerne aflønnes i forhold til de karakterer, vores elever opnår. På den måde er det ikke let at være skoleleder (eller lærer) på Københavns vestegn. Omvendt må jeg jo også indrømme, at jeg til gengæld får ansøgninger fra nogle af de lærere, der stadig ser lærergerningen som mere end et job. Lærere, der tror på, at de kan gøre en forskel for en gruppe børn og unge, og de lægger deres sjæl i jobbet. Det faktum opvejer klart nogle af problemerne, jeg har med at skaffe lærere - ikke mindst fordi lærernes ildhu smitter af på undervisningsassistenterne. Så alt i alt kommer det jo nok til at gå igen i år - også til glæde for de økonomiske budgetter.

Det næste skoleår får også betydning for min egen person. Det er sidste år i min seksårige ansættelseskontrakt på denne skole. Jeg skal til at overveje, hvilke stillinger jeg så vil søge. Jeg har været på tre forskellige folkeskoler, efter at det blev gjort obligatorisk, at skoleledere maksimalt kan være ansat på en skole i seks år. Jeg må indrømme, at det har været meget lærerigt og udviklende at blive konfronteret med forskellige lærerkollegier og elevgrupper, også selvom lederne var meget skeptiske over denne ansættelseskonstruktion, da den blev »ført« igennem.

Jeg bliver 60 år til foråret, så man kunne måske frygte, at det vil blive svært at få nyt job, men med en pensionsalder på 72 og samme mangel på kvalificerede pædagogiske skoleledere som på uddannede lærere tror jeg det egentlig ikke. Mit største problem bliver i stedet, om jeg skal vælge et mere »mageligt« skoledistrikt med flere uddannede lærere og med akademiske forældremiljøer - måske ligefrem en privatskole.