Serier i stride strømme. Det er den hurtige sammenfatning af tendensen i børne- og ungdomsbøger det seneste år.

Else Møller har styr på strømmene som skolebibliotekar på Nørrevangskolen i Silkeborg. Både på serierne og på den øvrige mængde udgivelser, som forlagene vælter ud på markedet.

Der udkommer årligt mere end 1.700 børne- og ungdomsbøger i Danmark, heraf er kun en mindre del genoptryk. Og så er tegneserierne endda ikke regnet med.

En stor del af disse bøger kan man som dansklærer med sindsro springe over, vurderer Else Møller. De holder gennemgående ikke en så god litterær kvalitet, at de egner sig til litteraturgennemgang i klassen. Derimod kan de sagtens bruges til at hjælpe eleverne i gang med at læse, så til biblioteket har hun købt nogle eksemplarer af serier som for eksempel »Deltoras Bælte«. Den handler om, at de unge hovedpersoner skal skaffe et antal magiske sten til veje eller slå et par monstre ihjel, alt sammen for at redde den lidt sære civilisation, de er en del af.

»Ved slutningen af bøgerne hænger heltene nærmest ud over klipperne med det yderste af neglene, men det går jo godt hver gang. Sådan nogle serier gider eleverne at læse«, siger Else Møller.

En anden populær serie, som hun synes holder en højere kvalitet, er Josefine Ottesens »Drageherre«-serie. Det er gode, tynde bøger, der nu er kommet i 12-13 bind. Og så er der jo de populære »W.i.t.c.h.«-bøger, en serie, som Lene Kaaberbøl startede, og som andre forfattere skriver videre på.

Derimod overlader hun trygt genudgivelserne af de gamle »Jan«-, »Puk«-, »Kim«- og »De 5«-bøger til supermarkeder og kiosker. Kønsrollerne og personernes måde at tale på ser hun ingen grund til at formidle.

Gode bøger skal formidles

»Min holdning er, at vi skal give børnene det, de vil have. Men vi skal også give dem det, de ikke vidste, at de ville have!« siger hun og tænker hermed på de svære og de problematiske bøger, der skal formidles, for at eleverne falder for dem. Bøger, der indeholder mange lag, og som eleverne vil få for lidt ud af, hvis de skulle læse dem på egen hånd.

Her har dansklærerne en vigtig rolle, og skolebibliotekaren gør en del ud af at præsentere de svære bøger til dem, så de kan inddrage dem i deres litteraturundervisning. Else Møller bliver da også rigtig glad, når lærerteam inviterer hende med til de planlægningsmøder, hvor de taler om, hvilke bøger de gerne vil læse med deres klasser næste skoleår.

Hun understreger, at hun med problematiske bøger ikke mener temalæsning.

»I dag læser vi litteratur. Vi finder en skønlitterær bog, vi synes er god og indeholder mange lag til fortolkning. Hvad den handler om, er mindre væsentligt«.

Og så gør hun opmærksom på, at Fælles Mål for dansk pointerer, at det ikke er meningen, at skønlitteratur skal indgå i tværfaglige emner på den måde, at man lige skal have en skønlitterær bog med, hvis man kan finde en, der handler om emnet.

To stærke eksempler

En af det seneste års sære, svære og interessante bøger ligger i en genre, Else Møller beskriver som psykologisk uhygge. Det drejer sig om bogen »Skoven som Gud glemte« af den finlandssvenske forfatter Annika Luther.

Det er en form for robinsonade om en 9.-klasse, der er på overlevelsestur i skovene tæt ved den russiske grænse. En gruppe kæntrer under river-rafting, kommer væk fra de andre og må forsøge at overleve på egen hånd.

Den dramatiske handling giver mulighed for at sætte elevernes personlighed i relief, ikke mindst da de støder på en underlig, karismatisk mand, der bor ude i skoven. Manden prøver at få eleverne ind i en sekt, som han er leder af, og det hele er ved at ende galt.

Der hviler en uhygge over bogen, men der forekommer ikke gys med spøgelser og overnaturlige ting. Det vigtige ligger i det psykologiske spil og de forandringer, der sker med personerne.

»Bogen kunne godt blive en afløser for Goldings 'Fluernes Herre'. Det er bestemt en bog, jeg vil anbefale til dansklærerne i 9. klasse«.

På opdagelse i billeder

Ellers har Else Møller en klar yndlingsbog blandt det sidste års udgivelser: »Pinocchio«. Den version af Carlo Collodis bog, som Roberto Innocenti har illustreret.

»Selve historien er gammel, men præcis denne udgave er så flot hvad angår både illustrationerne og papirkvaliteten«, fortæller hun.

»Børn skal have smukke bøger, helst rigtig tit, så de kan fordybe sig i de detaljerede myldrebilleder. Illustratoren er detaljernes mand, tegningerne skildrer supernaturalistisk (på nær hovedpersonens næse og de talende katte) miljøet, på den tid bogen blev skrevet. Altså Italien i slutningen af 1800-tallet«.

Historien er stor og lang og ikke nogen enkel sag at anvende i undervisningen. Men hun anbefaler den absolut til oplæsning fra 3. klasse og helt op. Og ønsker sig et klassesæt, så de mindre kan sendes på opdagelsesrejse i billederne.

Fejl og mangler

Selv om du har et rummeligt bogbegreb, er der så alligevel noget, du finder for usselt?

»Ja, der kommer en del ungdomsserier, der lægger sig tæt op ad amerikansk ungdomskultur. For eksempel en serie, der hedder 'Hjerteflimmer', eller en med titlen 'Fyre og flammer'. De henvender sig især til piger, er meget voldelige, og deres sprog er simpelt hen så plat. Dem synes jeg ikke, vores børn behøver at lægge sig op ad«.

Hvad mangler der på markedet?

»Morsomme, velskrevne bøger for drenge. Dem har vi savnet i årevis, men humor er en svær branche. Vi mangler faktisk Bjarne Reuter som børnebogsforfatter«.

På folkeskolen.dk finder du anmeldelser af en lang række skønlitterære børne- og ungdomsbøger.