5.b lytter, mens deres engelsklærer får dem til at forbinde punkter på et stykke papir. Langsomt dukker et stort egern frem af de nummererede punkter.

»It is a squirrel. What is a squirrel på dansk?«, spørger den canadiske udveks­lingslærer Barbara Bailey. Eleverne tøver.

Endelig rækker en dreng hånden op.

»Det betyder skildpadde«, siger han med overbevisning i stemmen.

Barbara Bailey prøver at udtale det svære ord. Hun holder tegningen op og viser egernet til klassen.

»This is a skildpadde. Please write skildpadde på tavlen«.

Hendes opfordring drukner i protester. Mange af eleverne mener ikke, at det er en skildpadde, de har tegnet, og i stedet er det ordet egern, der ender med at lyse hvidt på tavlen.

Barbara Bailey har undervist på Grønløkkeskolen i syv måneder. Hun tager danskundervisning om aftenen, og derfor bliver der færre og færre episoder, hvor elever og lærer misforstår hinanden.

»Men det har aldrig været et problem. For der er altid nogle elever, der ved, hvad de forskellige ting betyder«, siger Barbara Bailey med tyk canadisk accent.

Stille elever

»Your printing is beautiful«.

»Det tager også hundrede år«.

»sorry?«

»Det tager a thousand years«.

Barbara Bailey smiler til den omhyggelige dreng i en anden 5. klasse og skynder sig videre til skoven af strakte arme. Lige meget hvor hun vender sig, er der nogle, der kræver opmærksomhed: »Barb?«

»Den første måned var eleverne meget, meget stille. De sad med store ører og øjne, men de sagde ikke noget. Det var meget stressende, for jeg vidste ikke, om de forstod mig. Efter kort tid fandt jeg ud af, hvem der kunne noget engelsk, og så fik jeg dem til oversætte for de andre«, siger Barbara Bailey.

»I begyndelsen var vi lidt bange for at sige noget. Vi var generte. Vi er vant til, at en lærer pludselig kan slå over i dansk, men det kan hun ikke«, siger en af eleverne.

Svær disciplin

Nu er det engelsk, der står på skemaet. Barbara Bailey har med store bogstaver skrevet party på tavlen.

»Give some words you think of, when I say party«, opfordrer hun.

Eleverne giver mange ord. Et par stykker begynder en større debat om, hvem der drikker, og hvem der ikke gør. Men intet af det foregår på engelsk. Igen og igen opfordrer Barbara Bailey eleverne til at række hånden op og diskutere på engelsk. Specielt en pige har meget svært ved at koncentrere sig om undervisningen.

»It is the third time now. Would you rather wait outside?«, advarer Barbara Bailey.

Efter tyve minutter opgiver hun gruppediskussionen. I stedet beder hun klassen om at begynde på en opgave om musik.

»I begyndelsen tog jeg deres snak meget personligt. Det er så frustrerende at undervise og høre snak samtidig. I begyndelsen vidste jeg ikke, om de snakkede om emnet eller om noget helt andet, men jeg begynder at kunne skelne. Jeg skal passe på, jeg ikke misforstår det. I Ontario underviser jeg kun de små, og jeg er vant til at blive kaldt Miss Bailey og få respekt. Her hedder jeg Barb og de råber bare på mig. Det skulle jeg vænne mig til«, siger Barbara Bailey. Endnu en gang må hun tysse på pigen.

»Vi snakker helt klart mere i hendes timer, for hun forstår ikke det, vi siger. Det er svært at lade være. Når de andre begynder at sige noget, så følger man bare med«, siger den snakkende pige.

Selv om der er meget snak, er hun meget glad for sin engelsksprogede lærer.

»Før hun kom, var vi bange for, at vi skulle stå op, når hun kom ind. Men det skal vi ikke. Jeg synes, hun er en god lærer. Og jeg tror helt klart, at vi lærer mere engelsk hos hende end hos en dansk lærer«, siger hun.