Tamana Bayan vil gerne være nyhedsoplæser på tv, når hun bliver voksen. Journalisten, der fortæller om dagens begivenheder, eller hende, der sidder og ser ud på folk i deres dagligstuer, mens hun beretter nyt fra hele verden.

Eller måske vil hun være lærer. Det er ikke så let at svare på, hvordan ens liv er om ti år. Slet ikke når man er 12 år, er født i Afghanistan, har opholdt sig nogle år i Pakistan og kun har boet i Danmark i ti måneder.

Tamana taler en del dansk efterhånden, så tolken behøver kun at træde til ind­imellem. Folkeskolen besøger Tamana hjemme i Sorø, hvor hun byder velkommen sammen med sin far, Mohammad Bayan, og broderen Shafi. Hendes storebror Rafi, der går i den ældste modtageklasse på Pedersborg Skole, kommer senere hjem fra to dages ophold i Lalandia, hvor han har været med klassen.

»Jeg kan lide at se tv. Musikprogrammer som Boogie og Stjerne for en aften. Og jeg ser MTV med mine søstre«.

Hun kan også godt lide at se indiske film på video. Kulturelt ligger Indien, Pakistan og Afghanistan tæt på hinanden, og hun forstår lidt urdu og hindi, fordi hun har boet i Pakistan efter flugten fra Afghanistan.

Hun fortæller, at hun i tv har set noget fra krigen i Irak, men siger, at hun ikke tænker nærmere over det. Og de taler ikke om krigen i skolen.

Modtageklasse M2 på Pedersborg Skole, hvor Tamana går, er en lille klasse. Der er flest drenge. Men foruden pigerne Aga fra Polen og kurdiske Roza er der netop kommet en ny pige fra Irak i klassen.

Farmor er stadig i Pakistan

Det sværeste ved at være i Danmark er at tale dansk, synes Tamana.

»Det er godt at være i Danmark, men jeg savner Afghanistan. Der er så flot«.

Hendes far bryder stille ind.

»Der er ikke noget tilbage af Afghani­stan mere«, siger han.

»Jeg savner ikke Pakistan. Der er ikke så flot, men der er meget varmt«, siger Tamana, der synes, det har været lidt svært at vænne sig til det kolde vejr i Danmark.

Hun fortæller, at hun én gang har skrevet til et par veninder fra den afghanske skole, hun gik på i Pakistan.

»Men de er nok ikke i Pakistan mere. Måske er de i Afghanistan nu. Jeg ved det ikke«.

Familien Bayan er for nylig flyttet til et rækkehus i udkanten af Sorø, hvor man er i fuld gang med at opføre flere huse.

Tilbage i Pakistan sidder børnenes farmor. Mohammad Bayan har søgt familiesammenføring med hende, men har fået afslag for to måneder siden. Nu har familien søgt om asyl til hende. Mohammad Bayan fortæller, at der er meget lang ventetid. Det er op til Udlændingestyrelsen, og dér siger de, at de mangler arbejdskraft. Derfor tager ansøgningerne så lang tid.

Tamana ved ikke, hvordan hendes farmor har det. Det er lang tid siden, hun har talt med sin farmor, og hun savner hende.

Holder meget af musik

Tamana har for nylig været med skolen til en klassisk koncert i Sorø Kirke.

»Det er en flot kirke med flotte kalkmalerier«.

»Men jeg kan ikke lide den slags musik«, siger hun med et smil.

»Jeg kan lide Saybia, Jon fra Popstars, Nik & Jay. Jeg kan bedst lide engelsk sang og indisk. Eller dansk musik med engelsk sang. Men Nik & Jay synger jo altså på dansk«.

Ude fra køkkenet supplerer Rafi med en hurtig opremsning af alle de musikgrupper, Tamana kan lide. Der er mange.

Snart skal hun med klassen på Bakken. Det glæder hun sig til, men ellers kan hun ikke så godt lide København.

»Alle taler altid om at tage til København. Men jeg synes, der er for mange mennesker. Vi tager mest til Slagelse. Min lærer spørger, om vi ikke skal til København, og min far siger, at vi skal derind i påsken, men Slagelse er bedre«.

Familien var til nytårsfest i en afghansk forening i København, hvor de spiste af­ghansk mad og sang.

Hun fortæller, at hun ikke rigtig kender til dansk mad.

»Men chokoladekage«, siger hun.

»Dét spiser jeg. Fordi 8.- og 9.-klasserne på skolen bager kager, og så får vi noget. Jeg har spurgt Pia (klasselærer), hvorfor danske drenge og piger spiser så meget chokoladekage og chokolade. Man bliver jo også tyk af det«, siger hun grinende.

Mohammad Bayan fortæller, at de kommer i den afghanske for­ening i København, fordi det er vigtigt at holde traditionerne ved lige. Afghanerne i Sorø har spurgt kommunen, om de kunne få et sted at mødes. Kommunen har svaret, at de skal danne en for­ening og så ansøge om et mødested.

»Det er vigtigt at mødes. Vi vil også gerne vise danskerne vores værdier og normer, mødes ansigt til ansigt med danskerne ved kulturelle arrangementer, hvis nogle var interesserede i dét. Vi kunne invitere, hvis vi havde et sted at mødes«, forklarer han.

Hjælper søstre med lektier

Tamana fortæller lidt om skolen. De arbejder med ental og flertal i dansk, og det synes hun går fint.

Matematik er heller ikke så svært. Hendes klasselærer har sagt, at hun nok vil begynde at blive udsluset til en almindelig klasse efter sommerferien.

Hun fortæller, at hun ikke ser nogle af klassekammeraterne efter skole. Hendes far tilføjer, at hun hjælper med at lave mad derhjemme. Og bagefter læser hun med sine små søstre og hjælper dem med lektierne.

»De er gode til at læse lektier«, siger Tamana.

hlauritsen@dlf.org

Folkeskolen følger Tamana Bayan på 12 år i modtageklasse M2 på Pedersborg Skole i Sorø. For at prøve at beskrive, hvordan det er at komme til et nyt land med et ukendt sprog og gå i skole dér. Tamana kommer fra Afghanistan og bor i Sorø med sin far og fire søskende. Hun begyndte i M2 den 6. august 2002.

Tidligere artikler kan læses i nummer 37 og 42 og 50-52 fra 2002 eller på www.folkeskolen.dk under overskriften »Følg Tamana«.