Det vil komme medlemmerne til gode, at toppen i pædagogernes og lærernes fagforeninger har fundet fredspiben frem.

Alene det, at formændene Bente Sorgenfrey og Anders Bondo Christensen har besluttet at indstille den årelange stillingskrig om, hvorvidt pædagoger og lærere i indskolingen har noget at gøre på hinandens arbejdsområder, kan blive en katalysator for det lokale samarbejde (se Folkeskolen nummer 17-18/2003). Det vurderer lærere og pædagoger fra Rød­ovre, Kerteminde, Kolding og Thorsager.

»Når toppen får fælles mål for, hvad de vil med børnene i indskolingen, vil det brede sig nedad blandt medlemmerne«, siger souschef Tine Lauszus fra skolefritidsordningen (SFO) på Sdr. Stenderup Centralskole i Kolding.

Samme besked lyder fra lærer Hanne Smed, Thorsager Skole på Djursland.

»De to formænd har givet os en melding om, at det er vigtigt at satse på et samarbejde. At det er vigtigt, at vi ser på børnenes hele liv«, siger hun.

Men for at lærerne og pædagogerne ikke skal få røgen fra fredspiben galt i halsen, er det vigtigt meget hurtigt at få klare retningslinjer for samarbejdet. Pædagog Kirsten Buur Thomsen fra SFOen på Kerteminde Skole foreslår, at Danmarks Lærerforening og Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, BUPL, arrangerer fælles kurser for medlemmerne.

»Det har givet mange frustrationer blandt pædagoger, at vi skulle ind på lærernes arbejdsplads. Jeg ved, at det også gælder lærerne, så vi har brug for at snakke om, hvad vi hver især har at byde ind med. Derfor skal indskolingens lærere og pædagoger på kursus sammen«, siger Kirsten Buur Thomsen.

Pædagog Helle Andersen fra SFOen på Islev Skole i Rødovre efterlyser også mere konkrete bud på samarbejdet.

»Jeg har hørt kolleger betegne sig selv som radiatorpædagoger. De følte, at de bare stod og kiggede på, at læreren underviste, fordi de havde svært ved at se, hvor de kunne gå ind med deres faglighed. Så det vil være fint, hvis BUPL og DLF begynder med at beskrive, hvad vi hver især kan. Så kan det udvikle sig videre derfra, for eksempel med forslag til, hvordan vi kan afholde fælles forældresamtaler«, siger Helle Andersen.

Tid til at mødes

På Thorsager Skole er lærere og pædagoger nået frem til et fælles grundlag for, hvem der har ansvaret for hvad i deres samarbejde. Men et fælles grundlag gør det ikke alene, fastslår lærer Hanne Smed.

»Den største barriere for et godt samarbejde er, at vi ikke har tid til at mødes. For når undervisningen er forbi, skal pædagogerne skynde sig på arbejde i fritidsordningen«.

På Kerteminde Skole peger lærer Anette Maimann på det samme problem. Hun ser derfor gerne, at DLF og BUPL går til kommunerne og forhandler sig frem til, at lærere og pædagoger får tid til at mødes enten umiddelbart efter skoletid eller i en mellemtime om formiddagen.

»Vi kommer fra hver sin kultur, så vi har meget at snakke om, når vi skal spore os ind på de mål, vi skal nå i undervisningen. Vi skal blandt andet afklare, hvilke forventninger vi har til hinanden, ikke mindst i de første måneder, efter at vi er begyndt at arbejde sammen. Desuden er det ikke særlig smart, at vi altid skal udskyde den spontane snak om en elev, fordi pædagogen skal haste videre«, siger Anette Maimann.

Pædagogernes bidrag

På Islev Skole i Rødovre har lærere og pædagoger fået skemalagt halvanden til to timer sammen en eftermiddag om ugen. Pædagogen trækkes simpelthen ud af fritidsordningen. Det er også helt nødvendigt, mener lærer Lars Aaberg.

»Virker vores værksteder, eller er der noget, vi skal justere? Hvad har der været af konflikter med eleverne? Den slags skal vi have tid til at snakke om, og det skal være om eftermiddagen. Så snart vi har brug for at holde et ekstra møde, bliver det nødt til at være om aftenen, og så er det utrolig svært af finde tiden til det«, siger Lars Aaberg.

Uden fælles forberedelse ender pædagogen udelukkende som lærerens praktiske gris, advarer Tine Lauszus fra Kolding.

»Det er der ikke det store perspektiv i, for så finder læreren aldrig ud af, at jeg kan hjælpe med at styrke de sociale relationer mellem eleverne, så der bedre kan blive plads til at undervise«, konstaterer hun.

Og pædagogerne har noget at bidrage med. Det er både pædagoger og lærere enige om. De kan blandt andet arbejde med en mindre gruppe elever, de kan tage på ture ud af huset, og de kan iagttage eleverne, mens læreren underviser.

Det omvendte kan også være tilfældet. I 1. klasse på Thorsager underviser pædagog Claus Ravnsbæk for eksempel i materialet »Trin for Trin«, der giver eleverne social træning. Imens kigger lærer Hanne Smed på.

»Det er guld værd for mig. Jeg har blandt andet lagt mærke til, at nogle af børnene konstant får held med at afbryde Claus, og jeg har derfor opdaget, at de også gør det ved mig«, fortæller hun.

Pædagoger tænker anderledes

Pædagoger har også tit andre nuancer på børnene, fordi de også har dem i fritiden.

»Nogle af drengene har svært ved at sidde stille i timerne, men om eftermiddagen klarer de det fint. Så nu får de lov til at trække sig lidt væk fra de andre og sætte sig hen i et hjørne, når vi læser læ­selet-bøger. Det er den måde, de selv gør det på i SFOen«, siger Hanne Smed.

Pædagoger har i det hele taget en anden måde at tænke på, som lærere kan trække på.

»Hvis jeg skal planlægge en temauge om indianere, begynder jeg med at finde materiale for at få ideer til indholdet. Pædagoger gør det omvendt. De siger: Vi skal lege indianerlege, og vi skal lave mad som indianerne. Først derefter går de i gang med at finde bøger om det«, siger Hanne Smed.