Roskilde holder på Danlæs-tal
Kommunen vil ikke udlevere detaljer om Danlæs
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er stadig ikke afklaret, om Roskilde Kommune vil efterkomme Tilsynsrådets henstilling om at offentliggøre tallene for, hvor gode eleverne i 1. klasse er til at læse. Kommunen har offentliggjort tallene for hele kommunen, men nægtede at udlevere tal for de enkelte skoler og klasser, da Roskilde Avis krævede aktindsigt. Tilsynsrådet henstiller til kommunen at offentliggøre disse detaljer fra undersøgelsen, men i torsdags besluttede økonomiudvalget, at sagen skal tilbage til Byrådet.
Byrådet kan enten beslutte at lade Indenrigsministeriet vurdere sagen eller efterkomme Tilsynsrådets henstilling. Der er ikke tale om et pålæg fra rådets side, men det har vurderet, at den skadevirkning, der vil opstå ved at offentliggøre tallene, ikke overskygger hensynet til offentlighedsloven.
Roskildes skolechef, Johan Svendsen, er imod udlevering, fordi han mener, det er urimeligt at offentliggøre tallene helt ned på klasseniveau.
'Hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre tallene, får vi ikke nogen til at medvirke i fremtiden', siger han.
Han mener, at der vil være alt for stor risiko for, at der bliver lagt glasur på undersøgelserne - måske direkte manipuleret med dem, hvis detaljerne offentliggøres.
'Det tjener hverken videnskabens, forældrenes eller børnenes interesser at få at vide, at 'lærer Hansens' elever er dygtigst til at læse. Han kan ikke undervise alle kommunens børn alligevel', konstaterer skolechefen.
Han tilføjer, at børnene jo også er forskellige og har forskellig social baggrund, så hvis man absolut vil offentliggøre målinger fra de enkelte skoler, var det mere rimeligt at måle på fremgangen og se på, hvor meget dygtigere børnene er blevet.
'Under alle omstændigheder skal kriterierne for at deltage i en undersøgelse være kendt på forhånd', understreger han.
Afgørelsen i Roskilde kan få betydning for alle landets skoler, der også kan blive tvunget til at offentliggøre detaljerede resultater af læseundersøgelser.