Geografi - fuglesang

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse dage er der mange skoleklasser, der tilbringer tiden ude i det fri. En tur til strand eller skov er nærliggende i forbindelse med natur/teknik-undervisningen. Det giver mulighed for at opleve, snuse og lytte til den natur, som kun svært kan gengives i bøger og kulørte billeder. Undertegnede har med stor fornøjelse haft mange ture i skoven i forbindelse med natur/teknik. En af de mest oplagte aktiviteter i det fri er en opdagelsesrejse i den fantastiske lydcollage, som fuglene i deres forårskådhed begaver os med i denne tid. Det kan imidlertid være svært at forberede sine elever hjemmefra til en sådan oplevelse, idet det kan være temmelig svært at formidle en musvits sangstemme - selv for en garvet musiklærer.

Men her viser Internettet sig igen fra sin gavmilde side. Takket være den store skare af skabsornitologer, der findes i denne verden, er der kommet en sand eksplosion i antallet af små kultsider, der oplyser om alt, hvad hjertet begærer af viden om fugle.

På http://www-stat.wharton.upenn.edu/¡siler/masi/eurosongs3.html finder man en side, der med en fuglemands øjne er ret god. Her er det muligt at søge på fugle fra hele Europa, og man kan se et billede af dem og deres udbredelsesområde og høre dem synge. Desværre er flere af lydseancerne lidt for korte, men man kan eventuelt som supplement klikke sig over på http://www.vvlc.com/kyyroju/birds.htm, hvor der er gjort lidt mere ud af lydsiden. Husk i øvrigt at være opmærksom på, at der findes et hav af dialekter i fugleuniverset. En gulspurv synger ikke ens i Nordsjælland og på Bornholm! Desuden kræver denne side en god fuglebog og noget arbejde med de latinske betegnelser.

Hertil kan eventuelt bruges adressen http://biobase.dk/¡david-c/dk-la-uk.htm, som slet og ret er en fugleordbog. Her finder man dansk-engelsk-latin-ordbog, engelsk-dansk-latin og latin-engelsk-dansk for 700 fuglearter! Den er faktisk ikke så dårlig at bruge i stedet for en almindelig fuglebog, men det kræver en del pipkendskab. Man risikerer at slå en fugl op i ordbogen, høre dens stemme på førnævnte side og i det hele taget ikke ane, hvordan den ser ud, og hvor den lever! Det bringer os tilbage til det oprindelige udgangspunkt, nemlig den rigtige tur i skoven. En nattergal lyder langt bedre med en kop kaffe/kakao i hånden på en halvlun sommeraften, end den nogensinde vil gøre på en computer. Men som forberedende element til en nært forestående udflugt kan man på disse sider lære at skelne fuglenes udseende og sang.

Læs i øvrigt fuglenyt på følgende adresser:

http://www.dof.dk - Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.

http://home1.inet.tele.dk/palle-jo/fugllink/links1.htm - Palle Jørgensens hjemmeside. Palles side er utroligt velbesøgt, og der er ingen tvivl om, at denne side er en stor ressource for fugleinteresserede.