Alle skoler har en social kultur, nemlig alt det, der drejer sig om måden at være sammen på i skolen. Det er ikke noget, der ligger ved siden af undervisningen, eller inden undervisningen starter - eller efter at den er sluttet. Det sociale er selve grundlaget for at kunne fungere sammen i noget, der blot minder om samvær og samspil. Sommetider er det, hvad vi kalder undervisning, andre gange er det arbejde i mindre grupper - eller det er elevernes indbyrdes leg. Det er altså alle aktiviteterne i skolen, det handler om, at de er indlejret i en social kultur, fordi de udtrykker en bestemt måde at være sammen på. Dermed er denne sociale kultur også et spejl på de bestemte værdier og holdninger, der er dominerende det pågældende sted. Og dermed er jeg fremme ved det, der er pointen i denne sammenhæng: den sociale kultur spiller i dag en langt større rolle i skolens dagligdag end for et par generationer siden.

I den 'gamle' skole var der en eksisterende hverdagskultur, som skolen kunne bygge på. Det var en kultur, der levede i verden udenom, og det var en kultur, der gav mening til skolen. Den fortalte, hvad der var rigtigt og godt, og hvordan man skulle 'opføre' sig for at klare sig godt. Hverdagskulturen var intakt - og gav styrke til skolens egen sociale kultur, der afspejlede denne store verden.

Men sådan er det ikke mere. De store hverdagskulturer er skredet sammen eller er kaotiske og forvirrede - derfor skal skolen på en helt anden måde end tidligere være en synlig social kultur, der har en indre og troværdig sammenhæng. Skolen er placeret centralt i hele dannelsesprocessen.

Det skal ikke forstås sådan, at det nu drejer sig om en ny opgave for skolen. Det er ikke et nyt fag ved siden af de mange andre. Det er noget helt andet, der er på spil, nemlig selve måden at formidle det menneskelige på. Det er også, om man siger 'god morgen' til hinanden, når man kommer. Det er også, om man får spurgt til Kennys morfar, der er syg. Hvordan har han det i dag? Det er også, om der er plads til at kunne begrunde, hvorfor man ikke synes om det forslag, læreren har stillet. Den sociale kultur er rutinerne, der definerer de mange situationer - og dermed også fortælle hvilke værdier der er prioriteret.

Et af de bedste udtryk for denne sociale kulturs tætte kobling til undervisningen er, hvad en har kaldt 'opfølgningspædagogik'. Det er i de sociale rutiner, at der følges op, det er her, man tages alvorligt, det er her, der bliver husket, hvad der skete i går - og hvad vi skal regne med i morgen. At følge op er både at give dig mulighed for at fortælle videre - og at jeg spørger til det, du har sagt. Opfølgning er lige præcis det modsatte af overfladiskhed, flygtighed, ligegyldighed - og mangel på troværdig kultur.

Der er mange skoler, der er i gang med at synliggøre deres sociale kultur. Det er de for eksempel i forbindelse med en indsats mod mobning. Og her ser man det glædelige, at disse mange skoler har fat nedefra: det er børnene, der er med til at fastlægge den sociale kultur, for eksempel som regler i klassen, og værne om dem i den ofte fortravlede verden. De får et ejerskab til den sociale kultur.

Jeg tror, skolens sociale dimension i dag har fået en helt anden og ny betydning, også for børns udbytte af selve det faglige. Derfor er det godt, at der nu sættes fokus på værdier og holdninger. Men det vigtige arbejde ligger hos børnene, forældrene bag dem - og hos læreren i klassen. Her skal skabes en social kultur, der er synlig og har troværdighed - og det skal ske i den daglige opfølgningspædagogik.

Udbyttet er så til gengæld også noget, der er værd at gå efter. En dannelsesproces, der sætter sig spor hos børnene i dag - og i fremtiden.

Per Schultz Jørgensen er formand for Børnerådet