Det er ikke let at arbejde som lærer i et land, hvor tavle hedder allatarefissuaq. På Ask Skole i Nuuk i Grønland arbejder den danske lærer, Maud Pedersen. Hun har 12 elever fra flere klasser, og de dansksprogede og grønlandsksprogede klasser er sammen. I den situation ville hun gerne have kunnet lidt mere af sproget, end hun faktisk kan.

Mauds gruppe fantaserer over utopien 'Hvis skolen ikke fandtes'. Hvordan ville børnene så finde ud af at lære noget, og hvad var lærernes rolle?

Børnene skal udarbejde en tekst, som senere indtales på bånd. Det er midt på formiddagen, og de er allerede lidt i tidnød.

En af de grønlandske drenge har et bud, som han viser Maud. Hun spørger, hvorfor han har skrevet den på dansk.

'Fordi du er dansker'.

'Det er sødt, men det gør ikke noget, hvis den er på grønlandsk. Det er jo din historie', svarer hun. Og foreslår at lave teksten til dialog, så man ved, hvem der siger hvad.

Kristine, der er dansker, ville gå i tivoliskole, hvis folkeskolen ikke fandtes. Men hun er usikker på, om hendes historie fungerer ved indtaling på bånd. Den er dårlig, erklærer hun.

'Nej, jeg tror, den er god, men der kan måske være noget dialog i den. Det er en fortællehistorie, du har skrevet, ligesom når man læser op af en bog. Måske kan du skrive noget med 'Har du haft en god dag i tivoliskolen i dag?' 'Nej, den var kedelig - jeg kørte bare 100 ture i karrusellen'. Ikk`?'

Maud styrter videre til 'sofagruppen', hvor de knap så ihærdige elever sidder. Der fantaseres ikke så meget i det hjørne - i hvert fald ikke om skoler. Gorm griner fjoget, og Maud opfordrer ham til at tage sig lidt sammen.

'Nu skal du bruge dit hoved. Hvad med at lave en snowboardskole - det er da noget, du ved noget om! Forestil dig, at du tager snowboarden under armen hver dag - hvad skulle læreren så gøre?'

Gorm bøjer sig ned over papiret og tegner nogle kruseduller. Mere bliver det ikke til. Maud tysser på hele klassen, for nu er der optagelse et andet sted i klassen. 'Action', siger hun, og Kristine læser op om sin tivoliskole.

Emnedagen går videre i et hæsblæsende tempo, men 'jeg tager kaoset, som det kommer', som Maud formulerer det.

Et år mere i Nuuk

Maud Pedersen, 36, der tidligere har lavet bydelsarbejde på Nørrebro, har været i Grønland i tre år - hele perioden på Ask Skole. Og hun regner med at tage et år mere, men så skal det være slut. Hun og hendes mand, som er gymnasielærer, vil prøve noget andet - blandt andet Canada.

'Skolen - den er stor, grim og forfalden, men det tænker jeg ikke så meget over, som jeg gjorde i starten. Den er bare så kedelig, og vi har tit talt om et udsmykningsprojekt, som vi håber laves næste år. Så skal det hænge sammen med, at vi nu går i gang med at dele skolen op i klynger. Det har vi endelig fået overskud til', smiler hun. Hun vil have, at der skal ske noget, men med så meget overarbejde, som lærerne pålægges, er der ikke meget overskud i hverdagen.

Der mangler lærere overalt i Grønland, især i yderdistrikterne. Men også i Nuuk kan overarbejdet mærkes.

'Jeg har kun 29 undervisningstimer, og det er, fordi jeg aldrig har villet have mere. 27 timer er normen, så jeg læser to overarbejdstimer. Det er ikke meget i forhold til mange af mine kolleger, som underviser i op mod 36 timer. Når lønnen ikke er høj, er der også lærere, der hæver indkomsten på den måde'.

Lønnen på eksempelvis 5. trin er på 16.800 kroner inklusive pensionsbidrag. Med de to overtimer får Maud Pedersen 18.000 kroner om måneden.

Ingen ønsker sig dog tilbage til dengang, da danskerne fik mere i løn end grønlænderne for samme stykke arbejde. Fungerende viceinspektør Erik Christensen, der har arbejdet mange år i Grønland, formulerer det sådan:

'Det var ret svært at forklare på lærerværelset, at vi havde de privilegier'.

I takt med udjævningen af lønnen er det til gengæld blevet mindre attraktivt for danske lærere at rejse til Grønland, og der uddannes alt for få på seminariet i Nuuk. Resultatet er blandt andet, at hver femte lærerstilling i Grønland er ubesat og skal dækkes ind ved overarbejde.

Udskiftning af lærere

Maud Pedersen føler sig 'brugt' som lærer, men hun holder af sin klasse og har det egentlig godt i Nuuk.

Med kun 14 elever i sin klasse kalder hun sig privilegeret i forhold til mange andre lærere i det grønlandske skolevæsen, hvor overarbejde, umotiverede børn og nedslidte skoler hæmmer motivationen.

'Det er et dilemma med alt det overarbejde. De øvrige ting, lærerne skal tage sig af, for eksempel dansklærernes samarbejde, er der bare ikke plads til. Det ligger ikke i skemaet, og kommunen signalerer også, at vi bare skal undervise og undervise. Så må jeg indrømme, at vi ofte griber tingene ret firkantet an, ofte kun med én bog i et fag, og differentieret undervisning er kun noget, man laver et sted ad gangen', siger Maud Pedersen.

Overarbejdet giver sig blandt andet udslag i en konstant udskiftning af lærere - både grønlandske og danske. Man skal være lidt af en hård negl for at overleve - og så skal man være glad for naturen.

'Vi kom til Grønland for at få en stor oplevelse, og det har vi fået. Vi sad i København og gad ikke tage bussen, hver gang vi havde brug for naturen. Her har vi naturen hele tiden, og himlen er så stor'.

Parrets datter, fireårige Mira, er som groet fast i det grønlandske.

'Jeg holder af et samfund, der har plads til børn. Når jeg ser bort fra de mange tilfælde af omsorgssvigt, oplever jeg en meget kærlig opdragelse af børnene. Jeg vil anbefale enhver lærer at tage herop for oplevelsens skyld. Nye lærere får generelt også gode skoleskemaer. Men arbejdspresset er der, og så mister man ofte det kollegiale samvær. Derfor har vi startet en fredagscafé, hvor vi bare sidder og snakker'.

Børn og lærere i optog

Den gode skole er noget, lærerne og eleverne ønsker lige brændende. Maud Pedersen fortæller om lærerkonflikten sidste år, som ikke blot var en lønkamp, men i lige så høj grad en kamp for rimelige arbejdsvilkår.

'Du skulle se os, da vi var i optog med masser af lærere og bannere hen mod Hjemmestyrets bygning. Pludselig kom børnene i deres egen demonstration - de ville også have en bedre skole!

Det var noget, som påvirkede. Da vi menige lærere samtidig pressede på, for at de to lærerforeninger skulle gå sammen, og det så skete, så mødte vi et meget mere velvilligt Landsstyre'.

Betyder det nu, at arbejdsforholdene og skolerne bliver bedre?

'Jeg er optimistisk. Parterne er enige om at udvikle folkeskolen. Men det forudsætter, at lærerne får fri til at være med i udviklingsarbejdet, og at der ansættes flere lærere. På vores skole har vi allerede på kort tid forberedt en klyngeskole, som vi arbejder videre med. Nu skal vi til at bygge en kultur op omkring klyngerne. Det stopper ikke her'.-Birger Agergaard er freelancejournalist