Debat

Søren og Mette, fup eller fakta

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens redaktør leverer i sin leder i nummer 16 æselspark til konklusionerne i den seneste rapport om 'god læsestart'.

Hermed er krigen mellem tilhængere af 'whole language' og tilhængere af 'phonics' måske igen ved at blusse op, men uden at man skeler til, hvad der foregår uden for landets grænser. Hvad der savnes af sikre bud på årsagssammenhænge i den nye danske rapport kan til overmål findes i tilsvarende undersøgelser fra for eksempel USA og England. Det dokumenteres her krystalklart, at der findes en stor gruppe elever, som ikke får udbytte af undervisningen, medmindre den bygger på sammenhænge mellem 'lyd og bogstav', opbygges særdeles struktureret og inddrager flere sanser (auditive, visuelle og taktile).

Krigen mellem læsefolkene er en religionskrig, hvor alt for mange synspunkter bygger på tro mere end på viden. En væsentlig årsag synes at være, at læsepædagogerne for år tilbage faldt mere på halen over for missionærerne fra 'whole language'-bevægelsen end over for missionærerne fra 'phonics'-folket repræsenteret ved henholdsvis The International Reading Association (IRA) og The International Dyslexia Association (IDA).

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Udviklingen i øjeblikket synes at være den, at læsepædagogerne og Danmarks Lærerhøjskole fortsat satser på IRA, medens læseforskerne på Københavns Universitet også har lyttet til IDA, hvilket efter min beskedne opfattelse er særdeles prisværdigt.

Danmarks Lærerhøjskole og Landsforeningen af Læsepædagoger vil med fordel kunne se sig lidt videre omkring, end man tilsyneladende gør i øjeblikket, og vor gode redaktør Thorkild Thejsen kunne måske bidrage til en mere nuanceret debat ved at lade en eller to medarbejdere drage til USA for at se på, hvordan forskellene der kommer til udtryk.

Kjeld Johansen

ph.d., viceskoleinspektør Søndermarksskolen, Rønne

Svar

Lederen var ikke et forsøg på at få en tåbelig læsekrig til at blusse op igen, men et forsøg på at rejse en diskussion om, hvad det er, forskere egentlig har fundet ud af og kan bevise. En dansk undersøgelses konklusioner skal vurderes på, hvordan man er nået frem til den - ikke på, hvad andre undersøgelser har vist.

Thorkild Thejsen

redaktør