Gertrud Lundholm, født i 1890, kom fra det københavnske borgerskab. Hun søgte ret tidligt ind på Femmers Seminarium og blev uddannet lærer i 1911. Dette seminarium havde, i lighed med de andre tidlige kvindeseminarier, et frigørende sigte. Samtidig var det præget af en kulturradikal tradition og en pædagogisk nyorientering. Den praktiske undervisning havde en central plads.

Gertrud Lundholm blev ansat ved Københavns Skolevæsen i 1917, først som timelærer og fra 1919 som fastansat. Hun underviste forskellige steder, blandt andre på Vanløse Skole. Senere blev hun lærer ved Ole Suhrs Gade Skole, en af kommunens specialskoler. Hun var lærer ved Vanløse frie klasser, et skoleforsøg fra 1924-28. Det blev hun efter at have været på studierejse i Tyskland og set såkaldt frie forsøgsskoler i Jena og Berlin. Hun var også en nær ven af filosoffen og psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard, der var en af den frie opdragelses mest ivrige talsmænd herhjemme. På denne baggrund udviklede hun sit eget pædagogiske syn og sin selvstændige undervisningspraksis: børnene skulle respekteres i deres egen udfoldelse og lære deres egne muligheder og begrænsninger at kende under gunstige opvækstbetingelser. Læreren skulle opdrage børnene til frie mennesker og ikke lydige soldater. Hun håbede, at børnene ville kunne 'gå ind i samfundslivet befriet fra hæmninger og mindreværdsfølelse, ydende og modtagende i fuld udfoldelse af deres evner, små som store'.

Aktiv i modstandsbevægelsen

Gertrud Lundholm holdt foredrag i foreningen Den frie Skole, der eksisterede i mellemkrigstiden, arrangerede studiekredse om fri opdragelse og børnepsykologi og underviste på Montessorikursus, der senere blev til Seminarium for Småbørnspædagoger. I 30'erne meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti og skrev i Arbejderbladet, det senere Land og Folk. Her havde hun en fast brevkasse og i tilknytning til denne en social konsultation.

Hun var aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen. Hun forblev lærer frem til 1955. Og hun kan betegnes som en af de mest markante bidragydere til udviklingen af det, der kan betegnes som en reformpædagogisk praksis. Denne blev i første omgang mest udbredt i børnehaverne og senere inden for lilleskolerne. Hun forblev ugift og opretholdt nære venskaber med flere af sine tidligere elever. Hun døde i 1981.