Danske og udenlandske børn er gode venner. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Celesta sidste år foretog blandt 500 indvandrere og flygtninge i de fem største byer i Danmark.

40 procent af de tosprogede børn har danskere som deres fem bedste venner, og to ud af tre har flere danske venner end udenlandske.

Det kunne være fristende at lade stå som et billede på, at integrationsprocessen er i fuld gang, og at skellet mellem de etniske minoriteter og danskerne vil være udvisket, når børnene bliver voksne, men det kan man ikke.

For allerede i 15-17-års-alderen er situationen en ganske anden, viser undersøgelsen. I denne gruppe er det med ét slag kun ti procent af de unge, som har fem danskere blandt deres fem tætteste venner. Og mens der blandt børnene er syv procent, der ikke har danske venner tæt på, er der blandt de 18-25-årige 43 procent. Med andre ord: De tosprogede børn mister mange af deres danske venner, når de kommer i puberteten. Og igen nogen, når de går ud af skolen.

'Bruddet finder sted, når børnene bliver 12-13 år', siger Annette Westrup, som i 20 år har undervist i en folkeskole på Nørrebro i København.

'6. klasse er sidste lejrskole, hvor vi har hele flokken med. Så snart pigerne har fået menstruation, så sker det. I løbet af kort tid bliver de bedste veninder til perifere skolekammerater. Der er ikke på nogen måde krig i timerne, men de har bare ikke noget særligt med hinanden at gøre. Der er ikke nogen, der vil det, eller nogen, der siger, 'hende må du ikke være veninde med'. Det går bare sådan'.

'Det, der sker, er, at pigerne pludselig ikke kan udveksle erfaringer længere, for de gør ikke de samme erfaringer. Så selv om de har leget sammen, så skiller vandene der, hvor de muslimske piger skal gå lige hjem fra skole og passe små søskende og lave mad. Alt imens de danske piger går ud og ser på tøj sammen, hvorefter de går hjem på værelset, helst før forældrene kommer hjem, og prøver mascara og snakker om drenge og menstruation. De deler hemmeligheder, og den, du deler hemmeligheder med, er den, du bliver ven med'.

'Den muslimske pige signalerer en opfattelse af tingene, uanset om det er hendes eller hendes forældres, som får en almindelig 14-årig dansk pige til at sige, 'hvorfor finder du dig i det? Hvorfor går du med det hæslige tørklæde? Hvorfor må du ikke bestemme over dit eget hår?' De danske unge er efter min opfattelse på mange måder vældig tolerante og accepterende. Er der noget, de er ligeglade med, så er det religion og spiseregler. Det er lige meget, hvad du spiser, bare det kan moses. Men de kan ikke begribe forbudene, og derfor kan den muslimske pige ikke rigtig bruge dem til noget. Hvis hun er ked af, at hun er blevet tvangsforlovet, vil de bare sige 'flyt hjemmefra! Ring til Tine Bryld'. De kan også sige, 'du kan godt bo hjemme hos os', men de kan ikke dele det'.

Gensidigheden glipper

'Det er anderledes for drengene, for de må gerne blive ved med at færdes ude og komme i et dansk hjem. Men den måde, vi bliver venner på i Danmark, bygger på en kolossal gensidighed. Noget for noget. 'Hvis du er med til min fødselsdag, så skal jeg også med til din'. Når børnefødselsdagene udvikler sig til ungdomsfester, så kan de muslimske drenge ikke betale tilbage. De danske forældre er meget afslappede, selv over for drikkeriet. Der står jo ikke nogle fædre og checker til festerne. De unge kommer sent hjem, og det går nok alt sammen. Så de muslimske unge kan ikke udveksle på lige fod. De er velkomne til festerne, og de må også gerne gå klokken 10. Men de bliver ikke værter en anden aften, og så går det i stykker'.

'Jeg tror, at det vil ændre sig efterhånden, men det kan godt være, at det kommer til at tage generationer. For de erfaringer med venskaber, som de unge gør, holder tit langt ind i deres voksne liv. Mænd samler jo på dem, de gik til fodbold med og gik i gymnasiet sammen med. Og håndboldpiger er veninder for livet. Min datters håndboldveninder er med til hinandens bryllupper og skilsmisser. Dét at have sovet sammen i alle mulige boldhaller er noget, der danner stærke bånd'.

'Jeg har kæmpet meget med de muslimske fædre for at få dem til at forstå, at det sikreste sted, de kan deponere deres datters dyd, er i en sportshal. Der er ét bal om året, og der er stort set kun piger. Men nej. De må ikke være hjemmefra om natten. En bustur til Århus og tilbage igen, den går ikke, og det er så enden på det håndboldhold. Det er synd, men jeg ved ikke, hvor meget man skal græde over det. De muslimske unge bliver venner med hinanden i stedet for. De har deres søskende at trække på. Og så bliver de opdraget til, at det ikke er så stort et tab', slutter Annette Westrup.-Thomas Davidsen er freelancejournalist