En sorthåret prinsesse

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et enkelt blik ud over spisesalen på Metropolitanskolen på Nørrebro i København, hvor omkring 40 procent af gymnasieeleverne er tosprogede, fortæller klart, at årene efter folkeskolen cementerer adskillelsen mellem de udenlandske og de danske unge. Udlændingene sidder sammen, og danskerne sidder sammen. Sådan har det været, siden antallet af tosprogede på skolen for alvor eskalerede op gennem 80'erne.

Den 17-årige elev på skolen, pakistaneren Sarah Jahangir, er vokset op med et helt anderledes tæt forhold til sine danske jævnaldrende end det, hun nu oplever på gymnasiet. I Virum var hun den eneste mørkhudede i klassen og havde udelukkende danske venner. Det var dengang, der stadig var noget spændende ved at have en sorthåret prinsesse i klassen, og på den konto blev hun tildelt en god portion opmærksomhed.

'Jeg var oppe ved tavlen og pege med en pind på Pakistan', fortæller hun. 'Jeg viste de andre, hvordan man laver pakistansk brød, og hvordan man laver mønstre i hånden med henna. Nogle år efter kom der en tyrkisk pige i klassen, og da var interessen for det fremmedartede kølnet. Og da en irakisk dreng endnu senere startede i klassen, blev han helt isoleret'.

'I dag har jeg stadig kontakt til veninderne fra folkeskolen. Men selvom de respekterer mig fuldt ud, så er det lidt svært. De synes, det er synd for mig, alt det jeg ikke må. 'Hvorfor må du ikke drikke, hvorfor må du ikke have en kæreste, hvorfor må du ikke gifte dig med en dansker, hvorfor skal du allerede hjem ved 11-tiden - kan du ikke lige ringe hjem til dine forældre og sige, du kommer lidt senere?' De forstår det ikke rigtigt. De føler, der er mange ting, jeg burde gøre, som jeg ikke gør'.

'Mine nye veninder på gymnasiet er pakistanske. Det er gået helt af sig selv, uden at jeg egentlig har tænkt over hvorfor. Det har været svært at komme i kontakt med danskerne på skolen. I skal først lære os at kende, før I er imødekommende. Og det er der slet ikke tid til, når der er så mange tosprogede. Derfor mister danskerne interessen. Men jeg tror, det bliver anderledes i fremtiden. Vi er den generation, der skal bryde isen'.

Bange danskere

Den 17-årige Ali Ghotbi har også udelukkende udlændinge blandt sine tætteste venner på skolen.

Og det til trods for, at han på flere måder er en af de tosprogede, der har nem adgang til danskerne. Han er den ene af kun to tosprogede på hele skolen, der, som elevrådsrepræsentant, deltager i det foreningsarbejde, de danske unge ellers sidder fuldstændigt på. Hans familiebaggrund er bemærkelsesværdigt frisindet. Han har for eksempel dansk kæreste, uden det giver problemer på hjemmefronten.

'Du bliver ven med dem, der i forskellige situationer har bevist, at man kan stole på dem', siger han. 'Selv om vi har det helt fint med danskerne, er det svært at blive rigtig ven med dem. De opfatter det som deres land, og på en eller anden måde er man laverestående i deres øjne. I starten er de fleste udlændinge åbne og prøver at få danske venner, men når de så bliver skubbet væk, så gider de ikke mere. Måske er danskere bange, jeg ved det ikke. Man er bange for det, man ikke kender'.

'Står der tre danskere og snakker sammen, så lægger man ikke så meget mærke til det. Men er det tre udlændinge, så siger man, 'se, nu klumper de sig sammen igen'. Hvis nogen stjæler, er det også altid, 'nu stjæler de igen'. Vi skal passe ekstra meget på, for de slår os over én kam'.

'Danskerne ved intet om vores kultur. De tror, vi er voldelige. Jeg kom op at skændes med én, som sagde til en af mine venner: 'Nu slår han mig ikke ned, vel?' Det siger lidt om, at de tror, vi kan finde på at tage kniven frem. Det er noget, medierne har kørt op. Et godt eksempel var, dengang Pia Kjærsgaard blev overfaldet. Det var de autonome, der gjorde det, men aviserne skrev, at det var nogle somaliere'.

'De autonome er der ingen udlændinge, der går ind for. De er for langt ude, og det er lidt typisk dansk. Man kan ikke rigtigt, og når man så endelig gør det alligevel, så bliver det bare for overdrevet. Så bliver det de der hiphop'ere, hvis bukser hænger nede ved anklerne. Det virker kejtet. Ligesom når vi går til fest med danskerne. Så sidder de helt stille de første par timer. Når de så når op på en tre-fire øl og en vodka, så bliver de lige pludselig friske. Men man kan ikke generalisere. Det er jo bare fordomme alt sammen'.td