Mandag morgen. For en gangs skyld har jeg ikke været på skolen i weekenden, så det hele ligger lidt langt borte. Jeg mærker et stik af dårlig samvittighed, der var jo nok at tage fat på. De manglende opgørelser fra Skoleda. Og det oplæg, der skulle skrives til forældremødet. Og dagsorden til skolebestyrelsesmødet, hvor der er møde med formanden i morgen. Og så er der medarbejdersamtalen med Jette i morgen klokken ti. Jeg ved, at hun er meget betænkelig ved den, så der skal lægges ekstra energi i forberedelsen. Og vejledningstimerne med den nye vikar. Og . . .

Jeg skulle nok alligevel have taget en tørn søndag eftermiddag, men på den anden side.

Jeg finder materialerne frem - lægger dem i en bunke i den rækkefølge, de skal forberedes. Mon ikke jeg kan nå det meste af det i dag, der er kun et møde med tillidsrepræsentanten klokken ni og en samtale med lederen for skolefritidsordningen klokken et, så for en gangs skyld?

God morgen Anette. Jeg har haft week-enden til at tænke og vil godt lige have en snak med dig om Brian - kan du nu, og bliver afbrudt i min tankegang, da Anne Marie stikker hovedet ind på kontoret. Vi enes om klokken to, så der røg lige en halv time.

Jeg begiver mig til morgensang i indskolingen - det er jo trods alt børnene, vi driver skole for. Lotte, Rikke, Anders, Dennis og alle de andre, der gør livet værd at leve, når de kæmper om at holde i hånd og sidde på knæ- og de minutter er givet godt ud senere.

Og ganske rigtigt - selv om vi skal være stille, hvisker Rikke til mig. Hun vil vide, om min kat har fundet på nye narrestreger, siden jeg sidst havde en vikartime i 1. klasse. Jeg tysser på hende, og vi synger med på 'Nu titte til hinanden'.

Jeg har for lidt tid til de unger . . .

På vej tilbage til kontoret og papirbunkerne fanger Rasmus mig uden for lærerværelset. Vi skal finde et tidspunkt, hvor vi kan få snakket om det der projekt med den praktisk-musiske dimension og om, hvilke lærerteam der kan være med. Vi bliver enige om, at vi lige så godt kan aftale en tid med det samme, ellers ved vi godt, hvordan det går.

Inden jeg når at få skrevet det sidste ord i kalenderen, og Rasmus er gået, bliver telefonen stillet ind. Det er en fra forvaltningen, de vil godt lige have den redegørelse om forventet overtid - gerne i dag, hvis jeg kan. Ellers senest i morgen.

Jeg lover at se på det snarest og går ind til sekretæren. Vi får en snak om dagens arbejde, og jeg får hende til at finde overtidstallene.

- Husk lige, at Helle har fødselsdag i dag, siger hun.

Tak for det, det er nu rart at have en god sekretær, selv om vi kun har 17 timer om ugen - hun gør god fyldest, gør hun.

Jeg går ind til mig selv igen, men i det samme kommer viceren.

- Børge er blevet syg og er gået hjem igen, jeg kan ikke få en vikar til andet modul i 6.a matematik - kunne du ikke? spørger han.

- Selvfølgelig, svarer jeg og får matematikbogen i hånden. Matematik har aldrig været min stærke side, men på den anden side - 6.a er vist for gamle til mine kattehistorier, så jeg når at forberede mig inden mødet med tillidsrepræsentanten. Vi skal have en indledende snak om skoleakkorderne - og om, hvornår vi for alvor går i gang.

Klokken halv ti ringer det ud - Det er vigtigt for lærerne, at jeg kommer på lærerværelset hver dag, siger de samstemmende i medarbejdersamtalerne.

Jeg går derover efter at have åbnet dagens post - (husk nu at ønske Helle til lykke med dagen) - og sætter mig ved et bord. Spørger til Hannes datter i Paris, som jeg ved, hun snart skal besøge. Snakker med Bent om, hvordan det går med at så markerne til - foråret lader vente på sig (det er det med at interessere sig for medarbejdernes ve og vel) - og spørger til Marie, der lige er blevet bedstemor for første gang.

Pludselig står elevrådsformanden i døren - dagsorden og FU-møde, æhh, hvornår?

Vi går op og aftaler en tid i tolv-pausen. Det er både ondt og godt det med, at jeg er elevrådskontaktlærer, men det lønner sig jo i den sidste ende.

6.a er dejlige. Vi får en kort snak om weekendens hændelser, og jeg fortæller dem, at det med matematikken ikke er min stærke side, jeg nåede faktisk aldrig at få mere end et syvtal, men vi kan vel hjælpe hinanden.

Det gør vi, modulet går strygende. Timen slutter af med, at vi leger 'Borgmesterens nøgler' - tænk sig, at de store børn stadig vil det, men det skal der også være plads til.

Tilbage på kontoret. De gule sedler sidder ildevarslende på stribe på skrive-underlaget: 'AJ, Ring til . . .', 'AJ, Jakob fra 1.a's mor har ringet. Morten og Peter driller og mobber ham så meget, at han er bange for at køre med bussen. Det har stået på i to uger, skolen må gøre noget . . .'

Elevrådets forretningsudvalg står i døren, jeg griber elevrådsmappen, og vi går i gang. Heldigvis har vi et godt elevråd, så de er rimeligt forberedte, og mødet er afviklet på et kvarter.

Jeg skæver til madpakken, men vælger at ringe til Jakobs mor. Vi får en snak, og jeg når lige at fange klasselæreren bagefter. Vi bliver enige om, at eftersom det ikke er første gang, taler jeg med de to drenge.

Lidt efter står to ret så brødbetyngede fyre i døren. Vi taler alvorligt sammen, de kan pludselig godt huske, hvordan det var, da de selv blev drillet, og de lover at sige undskyld til Jakob.

Jeg ringer lige besked tilbage til Jakobs mor.

Nå, der røg frokostpausen på lærerværelset. Og så var der lige de andre telefonbeskeder. Klokken halv et går sekretæren, og så kommer . . . Hvad sker der? Plaster, læge . . . Nå, heldigvis klarer viceren det . . .

Mødet kokken et skal lige forberedes, men så står pedellen i døren.

- Har du lige fem minutter, smiler han.

Vi får en god snak om den nye team-ledelsesstruktur, som vi arbejder på at få til at køre. Han forventer sig meget af teamledelsesmøderne, og at det bliver lettere at følge op på tingene, og han har tænkt . . .

Jeg bliver altid så glad, når folk har tænkt over noget, så det bliver en længere samtale . . . Der var mødet med SFO'eren (skolefritidsordning) og normeringen til næste år, og hvornår mon det er mest taktisk at opslå de ledige stillinger . . .

Jeg har for lidt tid til dem ovre i SFO, men måske bliver det bedre med den nye ledelsesstruktur?

Og så Brian, hvad stiller vi op med ham? Nu har han kylet en saks efter de andre. Klassens forældre er i oprør, og hans far giver skolen skylden - vil ikke samarbejde.

Klokken tre er de fleste lærere gået, rengøringspersonalet er i fuld sving, og jeg henter en kop kaffe. Udveksler bemærkninger med Johanne og Marie, som gør rent, viceren er ved at lægge sidste hånd på forberedelse af censormarkedet, og jeg skal i gang med bunken fra i morges.

Klokken fem lukker jeg døren til kontoret - med et par sagsomslag i tasken. På vej hjem til familien når jeg at reflektere lidt over det hele. Hvornår bliver der tid til det med at lukke døren og tænke tanker? Hvornår bliver det anderledes?

Og så er der alt det, jeg også skal - eller egentlig skal: Bevare overblikket, holde hovedet koldt, turde sige min mening, ikke være bange for at tabe ansigt, ikke være for ambitiøs, men lade andre komme til, sige ting, der udløser latter og lettelse, være bevidst om min lederrolle, interessere mig for medarbejdernes ve og vel og have et positivt menneskesyn . . .

I entreen bliver jeg modtaget af den 16-årige.

- Hvad skal vi have at spise?

Katten mijauer bebrejdende ved den tomme madskål.

Klokken 21 er jeg igen i gang, halvanden time rykker godt.

I morgen skal jeg huske, at . . .

Anette Jensen er leder på Koldby Skole i Sydthy Kommune.

Jeg skulle nok alligevel have taget en tørn søndag eftermiddag