14.500 af de elever, der gik ud af 9. klasse i 2008, har ikke fået en ungdomsuddannelse. Det svarer til 20 procent af dem, der gik ud af 9. det år.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som bekræfter tidligere undersøgelser. »Restgruppen« er en af de betegnelser, der bliver hæftet på disse unge.

Mange af disse unge har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, som ikke længere efterspørger »hænder«, men uddannet arbejdskraft. Spørgsmålet er derfor:

Kan folkeskolen gøre mere for disse elever?

Ja, svarer Jørgen Stampe, der har været lærer og skolevejleder i folkeskolen i 20 år og siddet i DLF's hovedstyrelse i andre 20 år. Han har nemlig i forbindelse med sit kandidatspeciale i pædagogisk antropologi været på feltstudium på en produktionsskole, hvor en del af disse unge går i en periode efter folkeskolen, og har set eksempler på pædagogik og didaktik, der fungerer for dem.

"Forældrene er blevet mere krævende"

»Lærerne i folkeskolen skal blandt andet blive bedre til at skelne mellem boglighed og teori. Ingen kan undvære teori, men man kan godt undvære bøger. Man kan nemlig godt lære teori på andre måder end ved at sidde med næsen i en bog«, siger Jørgen Stampe.

»Teori er en måde at forstyrre vores dagligdags blik på, så vi får øje på noget, vi ellers ikke ville have fået øje på«, uddyber han og fortsætter:

»Naturvidenskaberne hjælper for eksempel med at forklare materielle forhold mellem årsag og virkning, mens humaniora og samfundsvidenskaberne blandt andet kan beskrive og generalisere, hvad der er fælles for alle mennesker, men som også altid er præget af deres aktuelle kultur. Hvis man derfor allerede i folkeskolen får den opfattelse af sig selv, at 'jeg er sådan én, der ikke kan lære teori', bliver det nemt fatalt - og så gør man det meget sværere for sig selv at nå i mål med en uddannelse«.

Jørgen Stampes bud på en mere hensigtsmæssig undervisning for »restgruppen« falder i tre dele:

1) Folkeskolen og lærerne skal skærpe deres blik for, at mange af disse børn og unge kommer fra hjem med sprog og omgangsformer, der er anderledes, men derfor ikke nødvendigvis ringere end skolens, der typisk repræsenterer middelklassens normer og sprog.

2) Folkeskolen og lærerne skal derfor tydeligere vise, at alle børns erfaringer og »hverdagssprog« værdsættes. Men samtidig skal alle børns sprog og erfaringer altså udvides og udfordres.

3) Mesterlæreagtig værkstedsundervisning kan være en god måde, men lærerne skal huske at bygge bro til teoretisk viden, når eleverne arbejder med deres hænder.

Kom arbejderklassens børn i møde

Skal folkeskolen »producere« færre unge til »restgruppen«, må lærerne rette det diagnostiske blik ikke kun mod eleverne - men også mod skolen selv, mener Jørgen Stampe. Og det handler ikke kun om sprogforskelle, men om hele skolens virke og struktur.

»Selv om samfundets magt- og kontrolstrukturer altid vil afspejle sig i uddannelsesinstitutioner, så har institutionerne og de ansatte også altid selv et professionelt råderum og ansvar«, påpeger Jørgen Stampe.

Den professionelle lærer kan blandt andet bestræbe sig på at komme børn fra alle samfundslag i møde, siger han og fortæller en anekdote, som illustrerer hans pointe:

I en skole sad der et barn, som læreren ikke kunne få til at sige et ord, og skolen sendte så en skolepsykolog hjem til ham. Barnet viste psykologen over i laden, hvor han havde en gokart, som han havde bygget sammen med sin far af en gammel motorplæneklipper. Drengen fortalte og fortalte. Og psykologen spurgte ham, hvorfor han ikke havde fortalt sin lærer om det. »Nej, for det har hun ikke en skid forstand på«, svarede drengen.

»Den anekdote viser vist meget godt betydningen af at bygge bro over til de erfaringer og det sprog, børnene bringer med sig i skolen«, siger Jørgen Stampe.

Han fortæller en ny anekdote, der viser en anden ting, som skolen kan drage nytte af, hvis den vil hjælpe »restgruppen«:

En journalist besøgte en skole i et hårdt belastet distrikt. »Hvorfor er der så meget graffiti på væggene?« spurgte han, og skolelederen svarede: »Det kan nok ikke være anderledes i det her kvarter«. Så rejste journalisten videre til en skole i et tilsvarende kvarter i en anden del af landet. »Hvorfor er der ikke graffiti på væggene her?« spurgte han. »Fordi det vil vi ikke have«, svarede skolelederen.

»Pointen er, at det vigtigste for en skole er de krav og forventninger, som - sagt og usagt - regulerer, hvad der kan finde sted på stedet. Det er vigtigere end pensum og metoder - som selvfølgelig også har betydning«, siger Jørgen Stampe.

»Og disse normer og regler - som den engelske skoleforsker Bernstein kalder skolens 'regulative diskurs' - bør lederne og lærerne udvikle sammen. Det tager tid og kræver rum, men det er en god investering - for som en anden skoleforsker, amerikaneren Jerome Bruner, siger: 'Skolens vigtigste curriculum er skolen selv'«.

Så det kan være to strategier, der kan hjælpe elever, der har det svært i skolen: 1) Respekter deres sociale baggrund; 2) kom dem i møde, og giv dem spilleregler for livet på skolen.

»Og så skal lærere og ledere anerkende, at der aldrig findes lette løsninger«, siger Jørgen Stampe.

»De skal altid huske, at forskellige pædagogiske strategier virker forskelligt på forskellige elever. Elever, der hjemmefra er vant til et abstrakt, generaliseret og forhandlingspræget miljø, får måske som udgangspunkt mere ud af projektarbejde end elever fra hjem, der i højere grad er præget af konkrete, handlingsorienterede beskeder. De elever kan have svært ved at gennemskue, hvordan reglerne er, og hvad de egentlig skal lære i projektarbejdet«, tilføjer han og uddyber:

»Sådanne elever ville nok få en bedre start, hvis målene blev tydeliggjort, og undervisningen for en tid blev tilrettelagt mesterlæreagtigt som på en produktionsskole. Bernstein harcelerer polemisk over, at 'usynlig' pædagogik ofte kaldes progressiv«.

Politikerne skal give rum til lærerne

Men én ting er lærerne og skolen - hvad kan politikerne gøre for at hjælpe »restgruppen«?

»Også politikerne skal respektere, at al undervisning og læring er kompleks, og lade være med at komme med overforenklede forslag til løsninger, men give de professionelle rum til og muligheder for at drøfte og løfte i flok«, siger Jørgen Stampe.

»Som Danmarks Evalueringsinstitut netop har fremhævet, så strander alt for megen forskningsbaseret viden, fordi de ansatte ikke får mulighed for at tilegne sig den i dialog på deres egne arbejdspladser«, påpeger han.

»Og i den forbindelse kunne de jo også tage og lytte til forslaget fra Danmarks Lærerforening om at gøre læreruddannelsen femårig og egentlig akademisk«, siger Jørgen Stampe.