På »min skole« (det må jeg godt sige, jeg har været der i 31 år) begyndte vi skoleåret med to pædagogiske dage, hvor kommunens »vision« for folkeskolen var på programmet. I oplægget blev det nævnt, at vi ikke skulle diskutere politik. Men sagen er, at politikken har belejret pædagogikken, så man nærmest afvæbner sig selv, hvis man holder de to kategorier adskilt.

Det giver ikke mening, at lærerne uden dialog er ansat til kun at udføre, hvad andre har besluttet, for som Grundtvig i sit opgør med den sorte skole skrev, udtrykker skolen »det frieste af alle Forhold, da Undervisningens Held ustridigt beror på Lærers og Lærlings villie .«.

Politikerne må begynde at lytte til lærerne, som er uddannet til at påtage sig et ansvar for undervisningen. Man skal huske på, at den demokratiske dannelse af landets ungdom (Utøya, Tottenham!) er én af lærernes mest ansvarsfulde opgaver.

Når Løkke-regeringen lancerer en national rangliste for grundskolerne, er der tale om et politisk fremstød, som kræver pædagogisk modstand. Ranglistningen lanceres under slagordet »maksimal åbenhed«, men fra en pædagogisk vinkel er der tale om »maksimal konkurrence«, som fører til øget stigmatisering. Det er professor i pædagogisk statistik Peter Allerup enig i og betegner i øvrigt ranglistningen som »ubrugelig«.

Der er tilsyneladende ingen ende på den fremadskridende nedbrydning af folkeskolen. Ugebrevet Mandag Morgen har netop publiceret en folkeskoleanalyse, der beskriver udviklingen. Konklusionen er: »Folkeskolen er død og begravet om ti år. Profilskoler, frikommuneforsøg og dispensationsbølge er ved at undergrave det 200 år gamle idegrundlag. Faglighedsfokus og testkultur eroderer folkeskolens almendannendeformål«.

Problemet med artiklen er, at den bliver en selvopfyldende profeti. Selve analysen er skarp, men ugebrevets henvisninger til et fremtidsperspektiv er et ureflekteret udskrab af neoliberalistiske ideer, der bidrager til kvælningen af folkeskolen.

Er det ikke på tide, at vi »fodfolk« kommer ind i kampen?

Erik Schmidt