Podcast ligestiller elever

Når man bruger lyd til analyse og efterarbejde af en bog, så arbejder skriftstærke og læsesvage elever på lige fod

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

iTunes, podcast og photostory var for kort tid siden fremmedord for Lone Nielsen, lærer og skolebibliotekar på Stenlille Skole på Midtsjælland. I dag forstår hun betydningen, og frem for alt så har hun fundet ud af at overføre det til undervisningen. Hun er dansklærer i 4.b, der lige har læst »Kaskelotternes Sang«, og den mundtlige efterbearbejdning foregår ved hjælp af podcast.

Podcast er en digital fil, som man kan distribuere på nettet, så andre kan høre den på en iPod, mobiltelefon eller computer.

Eleverne sidder i par ved de bærbare computere med mikrofoner og høretelefoner. De samarbejder om at indtale og læse deres analyse af bogen og dens karakterer.

»Det er rart at opleve, at læsesvage elever, som har hørt historien, faktisk er i stand til at arbejde på lige fod med alle andre. Hvis jeg havde bedt om en skriftlig analyse, så havde jeg dræbt deres engagement«, siger hun.

Alle elever har læst en passage op fra bogen til en podcast, men da de skal til at analysere, går de meget forskelligt til opgaven. De skriftstærke skriver først et manuskript, inden de begynder at indtale. De læsesvage begynder derimod tidligere med at optage deres analyser, og de ændrer og sletter så undervejs, indtil de er tilfredse med resultatet.

Debat om offentliggørelse

Når alle er færdige med deres podcast, samler Lone Nielsen dem på sin computer og sender dem til nettet ved hjælp af programmet Podium og et enkelt klik på upload. Fem minutter senere får hun en mail, der angiver, hvor klassens lydfiler ligger, og elever og forældre kan så høre dem.

»Det er et simpelt program, og det betyder, at man kan bruge tiden på indholdet i stedet for teknikken«, siger Lone Nielsen.

Hun deltog en eftermiddag i foråret i et podcast-kursus på CFU Slagelse som et lokalt tiltag i Undervisningsministeriets »Spredningsprojekt«, der skal formidle gode it- og medieerfaringer. Første dag hun skulle podcaste med klassen, havde hun hjælp af podcast-konsulent Karin Høgh, og allerede nu anden gang med klassen går det fint.

»Men de er jo også multimediebørn. Når jeg har forberedt noget med it til eleverne, går der normalt kun et kvarter, før de kan mere end mig. Og så må jeg jo spørge om hjælp«, griner Lone Nielsen.

Brugen af podcast giver anledning til at tale net-etik med eleverne.

»Da de fandt ud af, at andre kunne høre det, begyndte de at diskutere, hvad man kan tillade sig at sende ud på nettet. Og det er en vigtig refleksion«, siger hun.

Hun har også tænkt sig at bruge podcast som en del af elevernes individuelle portfolio.

»Det er vigtigt, at de fornemmer deres fremskridt, og med podcast bliver det synligt for både eleven og forældrene«, siger hun.

mrm@dlf.org