Kan man overhovedet tale om en fælles folkeskole i dag?

- Hvis ikke folkeskolen er en fælles institution, hvor skulle det fælles så komme fra, svarer Margrethe Vestager omgående med et modspørgsmål.

Folkeskolen er på besøg hos undervisningsministeren. En time er der afsat til interviewet, så der er ikke plads til den indledende smalltalk. Samtalen er i gang, allerede inden fotografen har stillet udstyret op.

- Ja, jeg mener, at vi har en fælles folkeskole. Det er det fælles, som er grundlaget, fortsætter ministeren, da hun har knappet danskvand op.

- Halvfems procent af børnene går i folkeskolen, så det er den, der er dannende for, hvordan samfundet kommer til at se ud. Jeg tror ikke, at der behøver at være en konflikt mellem hensynet til det enkelte menneske og hensynet til fællesskabet. Folkeskolen er et rummeligt fællesskab med plads til individuelle hensyn.

Ikke som franske gæs

Kan læreren lære børn noget i den foranderlige verden, vi lever i?

- Det tror jeg. Og jeg er overbevist om, at de fleste mennesker i deres skoletid har oplevet at møde en lærer, som er blevet en retningsgiver for dem. Jeg tror ikke, at man kan lære nogen noget, som man opfeder gæs i Frankrig.

Men lærerne kan skabe et miljø og nogle rammer. Og de kan præsentere børnene for viden og synspunkter, som de fleste børn vil bruge og tage til sig. Der er brug for alle de dygtige, engagerede lærere, som har noget at byde på. I ligestillingsdiskussionen taler man meget om rollemodeller. Der skal være nogen, som man kan se gøre noget. Sådan er det også i skolen.

- Hvis børn bare er sammen på børns betingelser, kan de have det sjovt. De kan lege, og hvad ved jeg. Men de mangler det, som den professionelle lærer kan, at give tingene en retning. Læreren kan fortælle dem, hvad emnet og dagsordenen er.

Som debatten kører nu, råbes der fra den ene side, at ingen kan lære nogen noget, og fra den anden side, at eleverne bare skal holde kæft og lære det, læreren fortæller dem. Midt i den krydsild står lærer Jensen . . .

- Og der står lærer Jensen godt, indskyder Margrethe Vestager ivrigt.

- I det spændingsfelt mellem forskellige ekstremer står hun godt. For det får lærer Jensen til vedvarende at overveje, hvad det er, der sker og skal ske i skolen.

- Jeg er overbevist om, at lærerne gør sig stor umage med at skabe processer, hvor børnene selv erkender tingene. Men jeg kan godt følge tankegangen om, at det kun er én selv, der kan lære noget, det kan ingen andre gøre for mig. Det må altså dreje sig om, at skolen skaber et miljø og nogle situationer, hvor eleverne kan lære. Men skolen skal også give en ramme for, hvad der skal læres. En ramme for, hvad samfundet og lærer Jensen vil give eleven mulighed for at lære.

Men eleven skal selv tage ansvar for egen læring, hedder det i dag.

- Jeg mener, at det enkelte menneske har ansvaret for at leve sit eget liv. Men man skal jo have mulighed for at løfte ansvaret. Og man kan ikke overlade ansvaret til børn, hvis de ikke har redskaber til at løfte det med. Det er jo ikke et junglesamfund, vi lever i. Der må være en ramme, børnene kan erkende inden for, og samfundet har genereret en lang erfaring for, hvad det er godt at lære, og hvad det er godt at vide. Det er folkeskolens opgave at give børnene og de unge mulighed for at løfte ansvaret for deres eget liv. Og det arbejde har vi brug for, at der er voksne, modne og professionelle mennesker, der taget ansvaret for.

Det er uansvarligt

Undersøgelser har vist, at danske elevers læseniveau er eller var for ringe, og at niveauet i matematik og naturfag er på det jævne. Den kritik har skolen taget til sig. Men på det seneste er der kommet alarmsignaler om, at det bliver de svageste børn, der betaler prisen. Hvordan har du det med det?

- Jamen, det har jeg det da meget dårligt med, hvis det afspejler, at det gennemsnitlige niveau højnes ved at gøre noget for den store, gode gruppe i en fart, så det kan ses i statistikkerne. Og man så blot siger: Fanden tager resten.

- Det er både uansvarligt i forhold til skolelovens formålsparagraf og i forhold til det enkelte barn.

- Men jeg er også overbevist om, at det i hvert fald ikke er det, der er drivkraften, fortsætter Margrethe Vestager.

- Det er jeg, fordi jeg er enig i, at langt de fleste lærere reagerede på undersøgelserne ved at sige: Det må vi omgående gøre noget ved, de skal sgu ikke sige om os, at vi ikke kan lære dem at læse og regne!

Og så har de allerfleste lærere en god forståelse af, hvor forskellige børn er, og også af, at der er nogle børn, der kræver særlige hensyn, mener Vestager.

Vi skal i dialog

- I fredags beskyldte Politiken mig for at angribe lærerne på baggrund af en kronik i avisen. Jeg angriber ikke den enkelte lærer; det er børnenes vilkår, der ligger mig på sinde. Derfor er jeg også glad for at se, at Anni Herfort siger til Politiken, at lærerne ofrer hjerteblod på de svage børn. For hjerteblod er det bedste middel mod udstødelse, indlæringsvanskeligheder og skoletræthed. Læreren er én af nøglepersonerne i børns udvikling, og lærerne har ekspertisen i at bedømme børns muligheder.

- Min kronik er en invitation til dialog. Jeg har tit hørt lærere fortælle, at de allerede fra første skoledag kan se, hvilke børn der får det svært op gennem skoleårene og i ungdomsårene, og det bekymrer mig. For det må betyde, at hjerteblodet ikke slår til, og at systemet ikke er indrettet, så indsatsen for de svage hænger ordentligt sammen. Lærerne skal havde de værktøjer, der skal til for at bryde en ond cirkel; vi må i dialog om, hvordan vi kan komme magtesløsheden til livs.

- Skolen skal ikke kun vejes og måles i gennemsnitstal. Det vigtige er den enkelte elevs velfærd - især når eleven har svært ved at lære eller er urolig i timerne. Jeg håber at komme i dialog med Danmarks Lærerforening og kommunerne på det grundlag, for de svage børn og unge er et af velfærdssamfundets største problemer.

Men i dag er det nemt at finde en skolebestyrelse, der vil prioritere tidlig læsning og informationsteknologi. Men der er ingen, der vil profilere skolen på at hjælpe de svage?

- Der går nogle år, inden min datter skal i skole, men jeg ville være ked af at sende hende i en skole, som ikke havde et bredere syn, end at børn skulle lære at læse og regne, lyder ministerens kommentar.

Det ville nemlig være en skole, som ikke forsøgte at leve op til formålsparagraffen. Folkeskolen skal være meget mere, mener hun.

- Der er tre ben på min skoletaburet, fortsætter Margrethe Vestager.

- Der er mindst tre ben på den, jeg ved godt, hvor ustabil en trebenet taburet er.

- Der er et ben med de basale kundskaber og et med de demokratiske færdigheder - det at kunne begå sig i samfundet, at kunne argumentere for sin sag, at kunne lytte og samarbejde. Og så er der det tredje ben: at kunne forholde sig. At kunne forholde sig kritisk, at kunne forholde sig til informationer og at kunne indsamle ny viden.

- Skolen må hjælpe til med at give eleverne basale erfaringer med, hvordan man forholder sig til de helt ufiltrerede informationer, som bliver mere og mere fremherskende.

- Lige nu sidder du her med din blok og din båndoptager, så du kan filtrere det, jeg siger, til Folkeskolens læsere. Men på Undervisningsministeriets hjemmeside kan jeg skrive, hvad der passer mig. Dér kan skoleelever, lærere og alle andre slå op. Og hvis man surfer på nettet, bliver man præsenteret for alle mulige og umulige synspunkter, også meget ekstreme synspunkter. Hvis man ikke lærer at afkode den slags, kan det gå grueligt galt. Så jeg tror ikke, at en skole, der kun vil lære eleverne at læse og regne, lever op til forældrenes forventninger.

Forbi kvalitetskontrollen

Ole Vig Jensen satte et projekt i gang med at udvikle evalueringsredskaber, som lærerne og de enkelte skoler skal kunne bruge til en løbende forbedring af kvaliteten. Nu er der røster fremme om, at dem, der bevilger pengene, skal kontrollere og resultatvurdere lærerne?

-Ærlig talt så troede jeg, at vi var kommet forbi den kontroltilgang til kvalitet. Det er jo kvaliteten ved et skoleforløb - ikke en brødrister - vi taler om, lyder Margrethe Vestagers lidt utålmodige svar.

- Mit udgangspunkt er, at skolerne hver for sig selv finder ud af, hvad der er god kvalitet hos dem.

- Men de må også være villige til at finde ud af, om de lever op til deres egne målsætninger; og det - at beskrive, hvad der er god kvalitet netop her - det må ske i en dialog mellem lærere, skoleledelse, kommunalbestyrelse.

Det er ikke relevant at få at vide, at den bedste skole ligger i Skagen, hvis man bor på Amager. Det drejer sig om at udvikle god undervisning lige her. Derfor må hver enkelt skole tage kvalitetsansvaret på sig og evaluere sig selv, understreger undervisningsministeren.

Jaget rundt i manegen

Når der også er brug for en diskussion om, hvad god skole er på nationalt niveau, handler det blandt andet om, at vi jo ikke har set den sidste internationale undersøgelse, mener hun.

- Jeg er overbevist om, at vi vil blive jaget rundt i manegen af internationale undersøgelser. Undersøgelser, som ikke måler kvaliteten i den danske folkeskole, men som måler det, man nu kan fåøje på, nemlig læsning, evnen til at lægge sammen på tid og den slags.

- Det, som er vores fælles udfordring, er at udvikle måder at tale sammen om, hvad en god folkeskole er. Så der sættes en dansk dagsorden for, hvad vi vil med folkeskolen.

Jeg lægger meget vægt på, at udgangspunktet er, hvad man forstår ved god kvalitet på den enkelte skole. For jeg tror, at det er den eneste måde, vi kan fremme engagementet og en lyst til hele tiden at udvikle og forbedre undervisningsmetoder og samarbejdsformer, understreger Margrethe Vestager og fortsætter sin argumentation:

- Der er ingen, der ville blive engagerede af, at jeg lavede et korps af grønne målermænd, som kunne tage ud med stopure og kontrollere færdighedsregning hver tredje måned.

- Jeg er overbevist om, at lærerne kan bære det ansvar, det er at gennemføre folkeskoleloven. Også selv om jeg ved, at den indeholder store udfordringer.

- Men jeg tror, at det er nødvendigt, at lærerne er både tolerante og direkte over for hinanden. Det er ikke nok at sige: en lærer er en lærer er en lærer. Der er gode og mindre gode lærere - ligesom der er gode og mindre gode blikkenslagere og bilister. Lærere kan gøre skolen bedre ved at kritisere og ved at give hinanden gode råd.

Professionel autonomi

- Jeg respekterer, at lærere har behov for en slags autonomi for at kunne arbejde ansvarligt på så vigtigt og skrøbeligt et område, som det er at holde skole. Men jeg taler ikke om en privat autonomi, som tillader lærerne blot at lukke døren til klassen, som om det var hans eller hendes helt private stue.

- Jeg taler om en professionel autonomi, som sikrer frihed til at tage ansvar for at gøre det, som man menneskeligt og professionelt kan stå inde for. Og som samtidig forpligter til en vedvarende dialog med kolleger og offentlighed.

Der er gået mere end den time, der blev aftalt, så ministeren har travlt nu.

- Jeg håber, at det er i orden, at jeg smutter nu. Jeg skal være et andet sted om fem minutter, jeg tror, bilen venter på mig, siger hun smilende og skifter papirerne i tasken ud.

Tilbage på ministerkontoret er kun fotografen, der pakker lysstativ og ledninger sammen, og Folkeskolens udsendte, der kradser de sidste sætninger ned på blokken og drikker den sidste slurk danskvand.