Vi skal væk fra fejlfindingen og i stedet understøtte det positive over for både lærer og elev. Der skal være et gensidigt samspil. Læreren skal kunne arbejde relations- og ressourceorienteret med børnene, siger Peter Westmark, der er adjunkt på Danmarks Lærerhøjskole (DLH) i Aalborg.

Han hørte på et tidspunkt om selvværdsprojektet på Tårs Skole og tog kontakt til lærerne. I dag er lærerne med i et DLH-projekt, der omfatter tre aften-arrangementer for alle lærerne på Tårs Skole.

Peter Westmark arbejder på en bog om relationsorienteret pædagogik eller den interpersonelle pædagogik. Han tager blandt andet sit udgangspunkt i teorier fra Norge og Californien, hvor man arbejder med International Child Development Programs - ICDP.

- ICDP består af nogle samspilstemaer og er skabt ud fra et ressourcesyn. Psykologi tager næsten altid udgangspunkt i sygdom, i hvad der er galt. Men disse teorier er faktisk et opgør mod dette. De tager udgangspunkt i de impliceredes ressourcer og i deres samspil, forklarer Peter Westmark.

- Læreren skal være den tredje forælder for barnet, en nær relation. Det er afgørende med tætte kontakter, for at et menneske kan udvikle sig godt, men for eksempel mange risikobørn oplever ikke de tætte kontakter.

- At være lærer er at være omsorgsarbejder og socialpædagog. Man er ikke kun kundskabsformidler, der er en sammenhæng mellem formidling af kundskaber - det kognitive - og det sociale - det følelsesmæssige.

Personlig udvikling

Peter Westmark mener, at lærerpersonligheden skal tages alvorligt. Også på seminariet.

- Det er en mangel, at man slet ikke interesserer sig for, hvordan lærerne er personligt, og hvordan de kan udvikle sig personligt. Ofte ser man, at der sker en kortslutning hos lærere og pædagoger over for risikobørn. Lærerne kommer nemt ind i 'nej-cirkler' over for disse børn, og det er svært at bryde ud af. Lærerne har svært ved at rose netop disse børn, de har måske lettere ved at påpege fejl hos børnene, men netop risikobørnene har brug for en stærk personlig kontakt, fordi de ofte er ret kulturløse og ikke har nære kontakter til nogen, siger Peter Westmark.

- Men jeg tror ikke, at alle lærere kan praktisere den form for pædagogik, som jeg her taler om. Den kræver, at man har stor indfølingsevne. Men hvis man ikke har indfølingsevne, bør man slet ikke arbejde med mennesker, og det er derfor meget problematisk, at man slet ikke bedømmes ud fra dette på seminariet. Det bliver et problem både for eleverne og for den pågældende lærer.

Peter Westmark foreslår, at læreres arbejde med sig selv begynder med, at de observerer sig selv. Finder ud af, hvad de er rigtigt gode til, og bliver bevidste om deres styrkesider, så de kan bruge dem endnu mere i deres pædagogik.

Næste fase i udviklingen af ens lærerpersonlighed er at modtage feedback fra en kollega, men det skal først ske, når man er klar til det, når man selv ønsker det.

hela