Overskriften er et citat fra Friedrich Fröbel, som for snart 200 år siden i sine skrifter lagde stærk vægt på legens betydning for barnets udvikling og på, at barnets behov på forskellige udviklingstrin tilgodeses. Citatet kan betragtes som en kommentar til forslaget om at gøre det obligatorisk at gå i børnehaveklasse.

Sidst er forslaget blevet fremsat af Socialdemokratiets undervisningspolitiske ordfører. Hun argumenterer dels med, at det er sundt og demokratisk, hvis alle børn får samme start i skolen, og dels med, at hun er nervøs for, at de to procent, som vælger børnehaveklassen fra, vil komme til at sakke agterud.

Der er imidlertid ikke grund til at lade sig overbevise af disse argumenter, fordi alt tyder på, at forældres aktive fravalg af børnehaveklassen først og fremmest foretages af de forældre, der har forståelse for indholdet og betydningen af denne artikels overskrift.

Det er forældre, der er overbevist om, at deres børn har bedre af at lege frit, for eksempel i forbindelse med en udflytterbørnehaves daglige ture i naturen, hvor de kan klatre i træer og gå på opdagelse i skoven.

Eller det er forældre, der har egne tilbud, der sætter børns leg i fokus på en helt anden måde, end det kan gøres i en obligatorisk børnehaveklasse. Det kan også være forældre, der har forståelse for, at børn også skal have lov at være i fred, uden at man pisker dem fremad.

Men mange mennesker, især politikere, har været i panik siden offentliggørelse af de famøse læseundersøgelser, som blev mistolket både af medierne og af 'ansvarlige' politikere. Mistolket, så det kom til at se ud, som om der var et problem med børns læsning - til trods for at alle vidste, at der på lidt længere sigt ingen problemer var.

Samtidig blev lærerstanden hængt ud som de ansvarlige - uden grund. En positiv effekt er, at skolens indhold og funktion er kommet i fokus og til diskussion. Den negative effekt er til gengæld, at der nu ønskes målrettet undervisning i børnehaveklassen for alle, så de sidste to procent af børnene også kan blive institutionaliseret.

Man kan indvende, at når det kun er to procent af børnene, det drejer sig om, kan det ikke siges at have stor betydning. Men problemet er, at hvis børnehaveklassen bliver obligatorisk, kommer det til at gå ud over de resterende 98 procent af børnene, fordi den rykker op til at fungere som 1. klasse - med formel træning og indlæring.

Der er grund til at være nervøs for, at det næste bliver, at børnehaven også bliver gjort obligatorisk. Den tidlige barndom er børnenes eneste frirum uden ansvar og pligter. Det vil fratage børnene et betydningsfuldt legeår, hvis de i stedet for leg skal tvinges til at beskæftige sig med formelle kundskaber.

Det vil også understrege, at barndommen kun betragtes som en forberedelse til det virkelige liv, hvor børnene skal opdrages til noget, de skal blive engang i fremtiden, og ikke til at leve for livets skyld.

Barnets tilværelse kommer til at handle mere om konkurrenceevne end om barnets tarv. Nej, lad børnehaveklassen være, som den er. Lad den fortsætte med at bygge på en harmonisk blanding af leg og samvær, hvor begge dele bidrager til at forberede børnene på det, der sker i skolen på det tidspunkt, hvor de er parate til og interesserede i den formelle indlæring. Da undervisningsdifferentiering er skolelovens vigtigste pædagogiske begreb, skal det samtidig huskes, at det kan lade sig gøre at tilgodese de børn, der har lyst til og er modne til at gå i gang med den formelle indlæring.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker