Konflikter med eleverne over alt fra håndvask til afstandskrav bliver flere og flere i udskolingen på Byskovskolen i Ringsted. Det fortæller lærer Maria Roneklindt. Hun mærker en heftigt stigende metaltræthed hos de ældste elever, når det kommer til at lægge bånd på sig selv for at leve op til retningslinjer, der skal bremse en smitte, der endnu ikke har været indenfor på skolen.

Hvad er det for restriktioner, eleverne har svært ved at overholde?

»Vi vil gerne have, at de holder sig til deres egne klasser i pauserne. Det har de rigtig svært ved at overholde. Vi har en regel om, at hvis man skal snakke med nogen fra parallelklassen, så foregår det udenfor, uden at man går gennem fællesarealerne på vej ud. Det går fint om morgenen. I pauserne er det rigtig svært at huske.

Det kan mærkes på alt lige fra afstandskrav til håndvask, at der er gået metaltræthed i den for eleverne. Vi starter ofte lektionen med at repetere reglerne og grundene til, at de er der. Men der er flere og flere konflikter, hvor eleverne siger, at de derhjemme ikke behøver at gøre de ting, vi beder dem om i skolen. Det bliver lynhurtigt til diskussioner nu. Man føler sig på hårdt arbejde, når man igen og igen skal tage de samme konflikter med elever over retningslinjer, de selv siger, de alligevel ikke overholder efter skoletid«.

Lærer: Alle lærere jublede, da Rosenkrantz-Theil snakkede om kortere skoledage 

Hvad betyder det for dit arbejde som lærer?

»Der går selvfølgelig noget tid fra undervisningen med at repetere regler, spritte af, vaske hænder - og diskutere, hvorfor man skal gøre det. Men det er til at have med at gøre. Det er særligt relationsarbejdet, jeg synes bliver meget svært. Jeg synes, det er svært at stå som en autoritet over for eleverne, når de kan mærke, at jeg også er ved at miste modet lidt.

Der er en grænse for, hvor længe børn og unge kan lægge bånd på sig selv for at holde noget fra livet, som aldrig rigtig er kommet tæt på. Der er ikke en eneste, der har været smittet på hele skolen, og det er jo fantastisk og udløser naturligvis også ros til eleverne. Men det er altså lang tid at opretholde en frygt for noget, som føles så fjernt. 

Børn og unge stiller i dag i forvejen mange spørgsmål og vil gerne diskutere alting. Oveni skal jeg nu diskutere ting, jeg selv har svært ved at forklare. Jeg kan for eksempel ikke give en god forklaring på, hvorfor lejrskolen er aflyst, men skills-arrangementet eller brobygningsforløbet på ungdomsuddannelsen skal gennemføres.

Det bliver noget med, at jeg gentager og gentager, at sådan er reglerne, og dem bliver vi nødt til at følge, også selv om de ikke giver mening. Og det slider virkelig på relationerne mellem mig og eleverne«.

Hvem kan gøre noget ved det - og hvad?

»Vi lærere gør, hvad vi kan. Det tror jeg i bund og grund også, at forældrene gør, og at de står med mange af de samme udfordringer og frustrationer. Politikerne kan beslutte endnu en nedlukning, og selv om man i stigende grad ønsker sig tilbage til fjernundervisning med fokus på det faglige, så er det ikke et drømmescenarie.

Så det bliver nok noget med at tage en dag og en uge ad gangen og håbe på, at vi gør nok. Modellerne, man besluttede genåbningen på baggrund af, tager jo trods alt højde for, at alle ikke overholder alle forholdsregler til punkt og prikke på alle tidspunkter. Beregningerne burde have taget højde for, at børn er børn, som det blev sagt så mange gange i foråret«.

Hånden på hjertet: Overvejer du nogensinde, om konflikterne er værd at tage, når der nu ikke har været nogen smittede på skolen?

»Nej. Vi har fået at vide, at der er nogle retningslinjer, der skal følges, og så gør vi selvfølgelig det. Sådan må det nu engang være. Jeg kan ikke stå som repræsentant for skolesystemet og så gå imod reglerne. Så selvfølgelig bliver vi ved med det. Men derfor kan man godt tage sig til hovedet, når man kommer hjem«.