Når man som elev får et prædikat givet, altså bliver omtalt på en bestemt måde, så kan det være med til at begrænse udfoldelsesmulighederne. Med et bestemt prædikat reducerer vi mennesker på samme tid. Det kan måske være praktisk eller nyttigt, men det er problematisk - især hvis det medfører eksklusion på subtil vis.

Et centralt princip i den inkluderende skole er, at det ikke er eleven, der skal tilpasse sig systemet, men systemet, altså skolen, der skal tilpasse sig elevernes mangfoldighed og forskellighed. Det er eleven først. Udfordringen, når man er lærer i en klasse, er at omsætte inklusionsidealerne til praksis, så elevernes behov imødekommes. Det er imidlertid problematisk, når vi begynder at kategorisere eleverne, og det medfører arketyper eller karikaturer af elevtyper.

Inklusionselev - hvem?

Folkeskolens formålsparagraf siger, at vi »skal fremme den enkelte elevs alsidige udvikling«. Det passer godt sammen med inklusionstanken. Hvordan i alverden kan det så være, at vi desværre er »kommet til« at sætte prædikatet inklusionselev på tilbageførte elever? Altså elever, der har været i andre undervisningskontekster, og som nu er elever på lige fod med de andre elever. Lad os stoppe op engang. Kender du ledelser eller kolleger på lærerværelset, der har talt om, hvilke implikationer det har, at bestemte elever eller elevgrupper kategoriseres som inklusionselever? Nogle steder kunne det i værste fald betyde, at disse prædikater er knyttet til dominerende forestillinger om »problematiske«, »udfordrende« eller »ikke-almindelige« elever.

Uskyldig kategorisering?

Når det nu er tilfældet, at elever får prædikatet inklusionselev, hvem har så interesse i at fastholde denne kategorisering og i værste fald stigmatisering? Nogle ville straks sige: »Jamen det er jo helt uskyldigt og nødvendigt at omtale en bestemt gruppe elever som inklusionselever, det handler jo bare om dem, som kommer fra specialundervisning, og som vi vil give en god modtagelse«. Spørgsmålet må herefter være følgende: Hvor længe er man i din klasse og skole omtalt som inklusionselev? Hvad siger forældrene til, at deres kære barn omtales som inklusionselev, og hvad siger eleven selv til at bære dette prædikat? Og er det en »pædagogisk og psykologisk velunderbygget diagnose« eller blot et simpelt generaliserende og kategoriserende prædikat? Skoleledelserne bærer såmænd også et ansvar, når tilbageførte elever fastholdes som kategori gennem prædikatet inklusionselev, fordi der tilsyneladende er behov for at evaluere bestemte resultater knyttet til den stigende evidenskultur. Kunne det gøres på bedre vis?

Paradoksalt

Det forekommer paradoksalt at benævne tilbageførte elever inklusionselever, som om det er disse elever, der skal tilpasse sig den »normale« klasse. Det er jo sådan set alle elevers forskelligheder, der skal forstås i deres sammenhæng, vel vidende at det er vanskeligt. Jeg er glad for, at Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, respektfuldt omtaler elever, der »søges integreret i samme undervisningsforløb«, som tilbageførte elever. Således er de herefter »elever« ligesom de andre med hver deres forskelligheder og behov, som systemet/skolen/klassen professionelt må tilpasse sig.

Klods-Hans

H.C. Andersen skrev engang om en familie med tre drenge, som alle ønskede at gifte sig med kongedatteren. De var sådan set »inkluderet i den samme familie«, men én fik et prædikat. Som H.C. Andersen skriver: »[…] for der var tre, men der var Ingen, der regnede med ham som Broder, for han havde ikke saadan Lærdom som de To, og ham kaldte de bare Klods-Hans«.

Klods-Hans var på den ene side en del af fællesskabet, men hans væsen var ikke tilpasset »det normale«, og derfor fik han et prædikat. På den måde vidste alle, hvad han var for en, og de regnede ikke med ham. Fortællingen om ham prægede hans handlemuligheder, men han trodsede dem imidlertid selv.

Forventninger medfører læring

Forskningen viser, at den måde, vi omtaler mennesker på, er med til at forme virkeligheden. Omtaler vi elever negativt, konstruerer vi negative forståelser eller fordomme om dem. Forskningen viser også, at når vi stiller høje faglige og sociale forventninger til eleverne, så understøtter vi deres læring og trivsel. Ergo er vores kategoriseringer med til at begrænse og muliggøre elevernes dannelse og uddannelse, deres læring og trivsel.

Jeg vil foreslå, at vi respektfuldt omtaler elever som tilbageførte elever og herefter fokuserer på den enkelte elevs alsidighed, læring og trivsel. Således undgår vi risikoen for ekskluderende, simplificerende prædikater på elever eller elevgrupper.

Lidt polemisk kunne man spørge, om vi for eksempel skulle omtale lærere, der er overgået fra specialundervisning, som inklusionslærere? Eller læreren, der endnu ikke har den normativt accepterede inklusionskompetence, som Klods-Hans? Nej, vel?

Kategoriseringer

Ifølge den amerikanske professor Kenneth Gergen er vi alle blevet ofre for kategoriseringssystemer. Vi er også selv med til at konstruere måder at være elev på gennem kategoriseringer. Det har den negative konsekvens, at det at være »normal« bliver mere og mere indsnævret. Gergen advarer os og siger, at vi skal passe på med at kategorisere mennesker.

Karsten Mellon er lektor ved læreruddannelsen University College Sjælland og ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet.