En mor løfter sit barn op i klatretovet, to fædre spiller fodbold med hinanden ved siden af, en masse børn løber rundt, bolde flyver gennem luften, der hoppes på madrasser, og en mor får med et velanbragt spark bolden over i den anden ende af gymnastiksalen.

Der er stor aktivitet, når den tyrkiske førskole er i gang. Men da projektet begyndte sidste skoleår, sad alle helt stille, og da lærer Fedai Celim bad børnene om at hinke, var der ikke mange af dem, der kunne finde ud af det.

- Derhjemme må de tyrkiske børn ingenting. De må ikke slå sig eller blive beskidte, men nu leger de. Det er også derfor, vi hiver klatretovene ned hver gang. Forældrene skal se, at deres børn sagtens kan klatre, og at de har lyst til det. Samtidig er det godt for børnene at se deres forældre lege, siger Fedai Celim.

Fire lærere er tilknyttet den tyrkiske førskole. To af dem er tyrkere, og to er danskere. Her på institutionen Myretuen er der førskole to gange om ugen, på en anden af kommunens institutioner er der tre gange ugentligt. I alt er der otte timers førskole. Nogle af de tyrkiske børn kommer fra institutionen og andre hjemmefra sammen med deres forældre.

- Egentlig var det meningen, at vi kun skulle have de børn, der skulle starte i skole efter sommerferien, men nu kommer alle de små søskende med. Der er faktisk flere, end der er plads til, men vi nænner ikke at sende nogle væk, og det er også mødrenes chance for at være med, at de kan have de små med, siger Elisabeth Dinesen, der også er fast lærer på den tyrkiske førskole.

I fuldt firspring

Den sparsomme tid i førskolen begynder med, at alle samles. De største af børnene skal sige deres fornavn og efternavn. De vælger nogle sange eller lege, som alle deltager i. Der er både danske og tyrkiske sange. Elisabeth Dinesen kan en del tyrkisk, fordi hun har deltaget i et sprogkursus, som integrationsprojektet stod for.

En af legene får deltagerne ud at løbe rundt om gruppen, der sidder på gulvet. Når de små skal løbe, må mor eller far med rundt. I fuldt firspring går det, og der grines meget. Indimellem ligner det et loppecirkus uden domptør.

Bagefter tager Elisabeth de børn ud, som skal begynde i skolen til august. Fedai går i gymnastiksalen med de små og forældrene.

Elisabeth Dinesen læser historien om Guldlok og de tre bjørne. Et af børnene genfortæller historien, og så hører de Peter Pedal, inden de slutter sig til resten, der farer rundt på legepladsen eller i gymnastiksalen.

Hjemmearbejde til forældre

- Tyrkiske familier har ingen legekultur. Vi begyndte med rim og remser på tyrkisk, men hverken børn eller forældre kunne dem, fortæller Fedai Celim.

- Så gav jeg forældrene hjemmearbejde. Det gik godt nok, ingen blev fornærmede.

- Fedai har også skældt dem ud, fordi børnene ikke kunne farverne og tallene på tyrkisk, siger Elisabeth Dinesen.

Førskolen skulle gerne gøre de tyrkiske børn mere parate til at begynde i skolen, men samtidig er det også et sted, hvor forældre og lærere får lejlighed til at snakke sammen. Hvis der er et emne, der trænger til diskussion, så tager man dét op. Men det er ikke børnepasning. Man kan ikke bare sende sine hjemmegående børn over i førskolen, forældrene skal med.

- En dag delte vi os. Jeg tog alle børnene, og Fedai gik ovenpå med forældrene for at diskutere, hvem der skal lære børnene dansk - skolen eller forældrene, siger Elisabeth Dinesen.

I dag går snakken mest på, at førskolen har for lidt tid. De tyrkiske mødre ønsker flere timer. De ville gerne have deres børn i børnehave, men har ikke råd.

- Før havde jeg råd til at sende mine børn i børnehave og fritidshjem, men nu er jeg arbejdsløs, så det er godt, de kan komme her og forberede sig på at komme i skole, siger Ayse Arikan.

- Flygtninge får mere hjælp af kommunen end indvandrere. Vi har været her i mange år og har arbejdet hårdt, indtil vi blev arbejdsløse. Flygtningene kommer uden at have ydet noget. Men vi vil alle sammen gerne have vores børn i børnehave, siger hun.

Det bliver til en længere snak om penge, og om at de selv skal betale, når førskolen arrangerer udflugter. Det er uretfærdigt, siger flere.

Elisabeth Dinesen siger, at skolen betaler for børnene på udflugterne, men at det er bevidst, at forældrene skal betale for at deltage i turene.

Snakken går på både tyrkisk og dansk. Nogle af mødrene taler kun lidt dansk, mens andre taler det flydende.

Ayse Sahin har boet hele sit liv i Danmark. Hun er 22 år og gik ud af 2.g, fordi hun skulle have barn. Hun taler dansk uden accent, men hendes dreng på fire år taler ikke et ord dansk.

- Det hjælper ikke, at jeg taler dansk med ham, for alle andre i familien taler udelukkende tyrkisk, siger hun, og så er der gang i endnu en diskussion.

Den tyrkiske førskole vil senere arrangere et kursus for forældrene. Det skal handle om det danske samfund, hvilke opgaver der varetages af staten og kommunen. Indimellem er lærerne nødt til at tage en diskussion med forældrene om, hvad de kan kræve, og hvad de selv skal yde. Det håber de kan afhjælpes med et kursus.

Udflugt og lejrskole

Foruden førskolen har lærerne timer i modersmålsundervisning.

- Vi har tre timer om ugen med 1. og 2. klasse sammen. Det dur ikke. Jeg ville gerne have timerne integreret i undervisningen, så børnene ikke tages ud til modersmålsundervisning, siger Fedai Celim.

Modersmålsundervisningen har netop planlagt en udflugt til Eksperimentariet, og bagefter skal elever og lærere sove på skolen.

Inden lejrskoler og lignende arrangementer tager lærerne ofte på hjemmebesøg, hvor de lover forældrene, at de vil holde øje med, at børnene ikke spiser svinekød.

- Det plejer ikke at være et problem at få de tyrkiske børn med. Hvis en familie er bange for, at der skal ske deres datter noget, aftaler vi bare, at hun sover i mit telt, siger Elisabeth Dinesen.