For mange læsere af Folkeskolen vil professor John Hattie fra New Zealand være et velkendt navn.
I 2008 udgav han sit metastudie over andre metastudier, ”Visible Learning”. Det vil sige et meta-meta-studie. På vores hjemlige breddegrader kom værket af naturlige årsager hurtigt til at gå under betegnelsen synlig læring.
Omdrejningspunktet var de faktorer, der påvirker elever og studerendes læring. Bogen byggede på 800 metaanalyser, der igen omfattede over 50.000 studier.
Hattie fik med udgivelsen en stor gennemslagskraft mange steder i verden og kan vel regnes som en af de senere års mest indflydelsesrige uddannelsesforskere. Måske den mest indflydelsesrige. Udgivelsen afstedkom også megen kritik, herunder at Hattie sammenstillede de forskellige metastudier for ukritisk og med for lidt fokus på studiernes forskellige metodiske design.
Han foretog ikke forhåndssorteringer efter metodekriterier, som ellers er tilgangen i andre dele af reviewlitteraturen. Desuden opstillede han en form for rangliste over tiltag med de mest overbevisende læringseffekter. Kritikerne pegede på risikoen for, at politiske beslutningstagere ville bruge den fejlagtigt som en form for tjekliste.
Nu er Hattie på banen igen med en ny bog: ”Visible Learning – The Sequel”. Efterfølgeren omfatter hele 2.100 metastudier, over 140.000 studier og mere end 400 millioner elever. Ud over at omfanget er udvidet betragteligt, så er ranglisten også væk, og det giver god mening.
Allerede i 2008 bekendtgjorde Hattie, at han ikke var på jagt efter, hvad der virker. Snarere ville han belyse, hvordan forskellige faktorer har betydning i forskellige sammenhænge.
Den pointe træder noget tydeligere frem i efterfølgeren. Når forskellige faktorer virker forskelligt i forskellige sammenhænge over for forskellige elever og elevgrupper, så giver det ikke megen mening at diskutere, om projektbaseret undervisning virker bedre end cooperative learning. Det afhænger nemlig af i hvilke kontekster og i forhold til hvilke elever.
Dette er særlig centralt, når mange af de medtagne studier undersøger læringseffekter på baggrund af innovationer. Her vil der hyppigt forekomme en eller anden form for læringseffekt. Rent teknisk forsøger Hattie at imødegå dette ved ikke at bruge nuleffekt som reference, men 0,4. Han understreger også, at det netop drejer sig om at vurdere undervisningsmetoder og innovationer i forhold til hinanden og ikke kun se på den enkelte metodes isolerede effekter.
Derfor forsøger Hattie at stille nogle af de spørgsmål, som forskningen bør forfølge: Hvorfor er lærere udfordret i deres første år i skolens praksis? Hvordan kan forskningsresultater blive en integreret del af skolens didaktiske diskussioner?
Han diskuterer også de resultater, der ikke falder ud, som man måske ville forvente. Hvorfor slår læreres uddannelse i bestemte fag ikke kraftigt igennem? Det sammenholder Hattie med andre resultater, der belyser betydningen af at koble indsigt i fag til didaktiske tilgange til undervisning og feedback til eleverne.
Indsigt i fag kan ikke stå alene, hvis den ikke kan bringes i spil i skolen sammen med de elever, som undervisningen vedrører. Næppe den helt store overraskelse for mange, der beskæftiger sig med skole og læreruddannelse, men et eksempel på, hvordan bogen forsøger at koble de forskellige faktorer og resultater med hinanden.
Ansvaret påhviler med andre ord også dem, der tager bogen ned, oversætter den og bruger den".
Et andet eksempel er kapitlet om undervisningsmetoder. Klare didaktiske intentioner og målsætninger har en stor effekt. Det samme har problembaseret læring. I forlængelse af det overvejer Hattie, hvordan de resultater kan kobles til hinanden. Tilgange, hvor eleverne inddrages mere eksplicit i undervisningen, som det også sker ved elev til elev-læring, står ikke i modsætningsforhold til, at lærerne har klare og eksplicit formulerede didaktiske målsætninger. Tilsvarende er klare didaktiske og eksplicitte tilgange formuleret af lærerne ikke lig med det, man i gamle dage kaldte tavleundervisning.
Igen er det næppe raketvidenskab for læserne af Folkeskolen. Det anskueliggør dog Hatties bestræbelser på ikke at reducere for voldsomt i de kompleksiteter, der ikke bare er undervisningens grundvilkår, men dens styrkesider. Lærernes indsigter i didaktiske tilgange og undervisningsmetoder er væsentlige. Gerne mange forskellige af slagsen, da de skal navigere i en uforudsigelig pædagogisk praksis, hvor mange beslutninger skal træffes hvert minut.
Så vidt så godt. Hattie bruger i det hele taget første del af bogen til at gennemgå kritikken af 2008-udgaven ret systematisk. Det betyder ikke, at der ikke fortsat er masser af forbehold og kritiske nedslag. Såvel i 2008 som i den aktuelle efterfølger ser Hattie på læringsresultater, og derfor medtager meta-meta-studiet ikke faktorer, der påvirker elevernes dannelse. Det er der som sådan ikke noget kritisabelt i, hvis man bare tager det med i betragtning, når bogen gennemgås, og resultaterne bruges som inspiration eller måske sågar tages i anvendelse.
Ansvaret påhviler med andre ord også dem, der tager bogen ned, oversætter den og bruger den. Det kan være lærere, skoleledere, læreruddannere, den kommunale forvaltning, nationalpolitiske beslutningstagere med flere. Særlig den politiske brug skal tilgås med omhu. Vi kender det lidt fra dagtilbudsområdet, hvor den amerikanske nobelpristager James Heckmans samfundsøkonomiske forskning viser, at tidlige indsatser er bedre end senere. Den blev i mange lande katalysator for et politisk fokus på dagtilbudsområdet.
Heckmans forskning berører ganske lidt, hvad selve det pædagogiske indhold i gode tidlige indsatser er, hvorfor den side af de politiske indsatser risikerer at glide ud, hvis man ikke supplerer det med netop pædagogisk forskning med relevans for dagtilbuddene. Ikke alle tidlige indsatser er nødvendigvis lige gode. Den politiske brug af Heckman eller Hattie er i udgangspunktet ikke forskernes ansvar, om end Hattie har gjort en del for at understøtte brugen ved at rejse rundt og fortælle om resultaterne og samarbejde med lokale myndigheder om udbredelsen.
I den henseende er det værd at bemærke, at ”Visible Learning – The Sequel” ikke er en tjekliste eller en rangliste over de mest effektive undervisningsmetoder. Det er en blandt flere forskellige måder, hvorpå uddannelsesforskning kan belyse, hvad der kan have betydning for elevers læringsresultater.
Sådan skal bogen læses – og læses, det skal den da.
