Den er gal med danske elevers motivation til at gå i skole - og det bliver værre, jo ældre eleverne er.

53 procent af eleverne i 5. klasse er motiverede for at gå i skole, men det tal falder til 37 procent i 9. klasse, viser resultaterne fra den nationale trivselsmåling i skoleåret 2016/17. Og det fald bekymrer Christel Aulkær Moll, som er ledelseskonsulent på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Hun har igennem flere år været optaget af, hvordan skoler kan opbygge en kultur præget af vidensdeling, og PLC-medarbejderne er efter hendes mening helt centrale i den proces.

»Hvad er det, der sker mellem 5. og 9. klasse?« spørger hun. »Vi ved fra forskningen, hvad de gode, motiverende lærere gør, men der er åbenbart færre, der gør det, når elever når udskolingen«.

Lærere, som er gode til at motivere deres elever, taler mindre, fortæller Christel Aulkær Moll. De er ambitiøse på deres elevers vegne og synes ikke, det er synd for nogen at blive mødt med krav. De bruger tid og kræfter på at opbygge et godt læringsmiljø, for eksempel ved at træne deres elever i at tænke selvstændigt. De inddrager eleverne, for eksempel ved at lade dem sætte egne mål og vælge de emner, metoder og arbejdsformer, de vil arbejde med. Og så beder de om feedback fra eleverne.

»Og det kræver mod«, siger Christel Aulkær Moll, »for man risikerer, at eleverne er ærlige, når de fortæller om det, de ikke kunne lide ved ens undervisning«.

Den gode PLC-medarbejder gør i princippet ligesom den gode lærer, når han eller hun skal vejlede sine kollegaer: Lytter mere og taler mindre. Tror på potentialet i sine kollegaer og lader dem sætte egne mål for deres undervisning. Og så beder den gode vejleder om feedback på, hvordan han eller hun løser vejledningsopgaven.

»På den måde kan man som vejleder skabe en form for 'siveeffekt', som er afgørende for, at hele skolens kultur bliver præget af det undervisnings- og elevsyn, der skaber motiverede elever«, siger Christel Aulkær Moll.

Lærer og vejleder støder sammen

I praksis er det selvfølgelig lidt mere kompliceret end som så, medgiver Christel Aulkær Moll. Blandt andet fordi holdet af vejledere kan opleve sammenstød mellem den forskningsbaserede viden, de ligger inde med, og så den viden, lærerne har fra deres praksis og/eller fra deres uddannelse.

»Der er tre former for viden i spil ude i skolerne: Den forskningsbaserede, som PLC-medarbejderen er den nærmeste til at følge med i og være ekspert i. Professionsviden, som er den viden, lærerne har med sig fra deres studietid. Og så praksisviden, som er den viden, man opbygger gennem sit arbejdsliv«, forklarer Christel Aulkær Moll.

»Der er naturligvis store overlap imellem dem, men der kan også være steder, hvor de clasher. Hvor vejlederen møder modstand mod den forskningsbaserede viden, han eller hun kommer med, fordi den lærer, der skal modtage vejledningen, oplever, at den ikke passer med den praksisviden, han eller hun ligger inde med. Så må vejlederen forsøge at møde læreren der, hvor læreren er, og være nysgerrig. Spørge ind til, hvad modstanden skyldes - ligesom den gode, motiverende lærer gør, når han eller hun møder sine elever«.

Der er også et par faldgruber, PLC-medarbejderen skal være opmærksom på, siger Christel Aulkær Moll. For eksempel at de lærere, der bliver vejledt, ikke føler sig under angreb eller anklaget for ikke at gøre deres arbejde godt nok.

»Vejlederen skal selvfølgelig udfordre sine kollegaers antagelser, men det skal gøres gennem nysgerrighed. Her er det helt afgørende, at vejlederen stiller åbne spørgsmål og er oprigtigt interesseret i svaret. På den måde er vejlederen med til at gøre nysgerrighed til en del af skolens kultur«.

Ledelsen skal være med

Hvis PLC-medarbejderen skal lykkes med at skabe en skolekultur, hvor nysgerrighed er naturligt, og lærerne agerer på måder, der motiverer eleverne, kræver det ledelsens aktive opbakning.

»Vejlederrollen kan være svær, for på den ene side er man en ligeværdig kollega uden formelt ledelsesansvar, men på den anden side er man den, der har en viden, som de andre lærere på skolen måske ikke har«, siger Christel Aulkær Moll.

»Jeg har siddet med vejledere, der har tårer i øjnene, fordi de ikke får den ledelsesmæssige opbakning, de har brug for, i vejlederrollen. Og her er det på ingen måde nok, at lederen på et fællesmøde siger, at nu skal alle sørme huske at lytte til vejlederens råd. Ledelsen skal sørge for, at vejledningsopgaven er systematiseret, at vejlederen har tid til at vejlede og adgang til at tale med kollegaerne«.

Hvad nu, hvis PLC-medarbejderen ikke oplever den aktive opbakning fra ledelsen?

»Så må man gå i dialog med ledelsen. Komme med løsningsforslag, lede opad. Jeg oplever desværre, at rigtig mange ikke er opmærksomme på, hvilken medindflydelse man som PLC-medarbejder kan få på ledelsesbeslutninger, hvis man går aktivt, skabende og løsningsorienteret til værks«, siger Christel Aulkær Moll.

»Det er klart, at vi kun kan løfte opgaven, hvis vi er sammen om det. Ingen PLC- medarbejder, lærer eller pædagog kan løfte opgaven alene. Jeg ser flere og flere skoler sætte fokus, tid og resurser af til PLC's vejledningsopgaver, og den tendens tror jeg vil fortsætte i fremtiden. Heldigvis«.