Hele skolestrukturen i New Zealand blev underlagt store reformer i 1989. Det betød, at administrationen i Undervisningsministeriet blev skåret kraftigt ned. I stedet for den centrale styring er der i dag en overordnet ramme for, hvordan man driver skole, men det er skolebestyrelsen på den enkelte skole, der bestemmer reglerne - en total decentralisering.

Skolebestyrelsen består af fem eller syv forældrerepræsentanter, skolelederen, en medarbejderrepræsentant og - for secondary schools - en elevrepræsentant.

Det er skolebestyrelsen, der ansætter og afskediger personalet.

Med jævne mellemrum kommer skolernes evalueringskontor, Education Review Office (ERO), på besøg og undersøger administration og undervisning. ERO er Undervisningsministeriets organ, og de ser på, om skolen lever op til det nationale curriculum, hvilke stærke og svage sider skolen har indholdsmæssigt, og de peger på de problemer, de mener, skolen har.

Skolebestyrelsen - og forældrene i det hele taget - står sammen for fundraising (indsamling af penge), til at drive skolen for. Det sker ved at opsøge firmaer og få dem til at donere penge eller sponsorere materialer til skolen. Det bruges der meget tid på. Forældrene går også rundt til beboerne i området og samler ind til skolen ligesom de arrangerer tombolaer, kageboder og loppemarkeder.

Fra centralt hold deles skolerne op i fem kategorier pengemæssigt. Den øverste kategori får ingen penge fra centralt hold, de kan klare sig selv - altså 100 procent fundraising. De andre fire kategorier får statstilskud til skoledriften.

Skoler i de mest socialt belastede områder befinder sig i kategori fem og får mest i tilskud, fordi de har øgede udgifter, men det er kun et tilskud. Der er langt op til den sum, det koster at drive skolen. Disse skoler har også langt færre muligheder for at få firmaer og beboere i området til at donere penge til skolen.

I de rigere kvarterer arrangerer man for eksempel køkken-, badeværelse- eller havefremvisning. Så tropper beboere op og ser på en families nye badeværelse. De får måske en kop kaffe, og så betaler de for fremvisningen. Disse penge går til skoledriften. Men denne form kræver jo altså, at man overhovedet har et badeværelse eller et køkken at vise frem.

Familierne skal betale for børnenes deltagelse i lejrture, ekskursioner og for bøger. På en stor skole i et kvarter med beboere, der socialt set tilhører middelklassen og nedefter i Auckland, betyder det, at forældrene for hvert barn må betale mellem 171 og 305 new zealandske dollars (svarende til 750 til 1350 kroner) om året alt afhængigt af, hvilket klassetrin barnet går på.

De familier, der ikke har råd til at betale, får hjælp fra de midler, skolen har samlet ind.

Et eksamensbevis koster omkring 30 new zealandske dollars (135 kroner). De familier, der ikke har råd til at betale, kan gå på bistandskontoret og få hjælp.hela