Samarbejdet fortsætter

Trods uenighed er der brug for dialog, mener to hovedstyrelsesmedlemmer

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anders Bondo Christensen og Mikkel Michelsen har en hel del tilfælles. De sidder begge i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse. De kommer fra samme kreds og endda fra samme skole i Sønderborg. Men når talen falder på overenskomstresultatet, så er de to herrer ikke enige. Anders Bondo Christensen har sagt markant nej, og Mikkel Michelsen har anbefalet et ja. Folkeskolen mødte de to dagen efter urafstemningen.

Hvad betyder medlemmernes ja til overenskomstresultatet for lærerne ude på skolerne?

Anders Bondo Christensen:

- Det giver ingen konsekvenser i morgen, men det er vejen til nye lønformer og en stadig større decentralisering af lønnen. Det, at vi får decentral løn, kommer til at betyde, at vi i nogle kommuner kommer til at bruge principper, som er mod vores retningslinier.

Mikkel Michelsen:

- Grundlæggende tror jeg ikke, at lærerne kommer til at mærke det ret meget. For os har det afgørende været at beholde aftaleretten til den decentrale løn mellem den lokale kreds og kommunen. Og jeg tror, at vi har så fornuftige kredse, at det giver et godt resultat.

- Og så tror jeg, at den decentrale løn er en uddøende lønform, så jeg håber, at vi får en god medlemsdebat, og at vi går over til nye lønformer, fortsætter han.

Hvilke konsekvenser får resultatet for arbejdet i hovedstyrelsen?

Anders Bondo Christensen:

- Vores muligheder bliver færre, og det er klart, at det ikke bliver nej-sigerne, der sætter dagsordenen omkring retningslinierne for den decentrale løn. Men vi har været de mest konstruktive i hovedstyrelsen, og jeg har blandt andet lavet et oplæg om nye lønformer.

- Vi gik ind i det her, for at medlemmerne skulle sige ja - og ikke nej til overenskomstresultatet. Men resultatet var ikke godt nok til et ja. Vi har talt med en væsentlig vægt i hovedstyrelsen, fordi medlemmerne har været på vores side. Den situation ser anderledes ud nu - sådan er politik.

- Men det, at 72,7 procent siger nej til overenskomstresultatet i min egen kreds - hvilket er stort set modsat landsresultatet - rejser spørgsmålet om kommunikation. Det er jo ikke fordi, medlemmerne hos os har så markant anderledes holdninger. Der er behov for en dialog.

Mikkel Michelsen:

- Resultatet får ikke de store konsekvenser i hovedstyrelsen. Det bliver nogenlunde som i dag, at vi beslutter det meste i enighed. I denne sag har de fem nej-sigere stået som en blok, men sådan er det jo ikke i de fleste sager. Samarbejdet forsætter.