For en dansker, opdraget i den danske folkeskole, fremstår EU som en underlig trekantet størrelse. Der er ikke meget repræsentativt demokrati over Unionen i klassisk forstand, og der er rod i det med den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt.

Europaparlamentet, der kan sammenlignes med Folketinget, lovgiver ikke. Det gør derimod Ministerrådet, hvis lovgivning så 'kontrolleres' af Parlamentet.

Ministerrådet finder ikke selv på lovene, det gør derimod Kommissionen, der har den såkaldte initiativret.

Kommissionen udarbejder med andre ord lovforslag og direktiver, som Ministerrådet herefter vedtager, og Parlamentet kontrollerer.

Kommissionen består af 20 medlemmer, kommissærerne, der er udpeget af de 15 medlemslandes regeringer, to fra de store lande og en enkelt fra hver af de små.

Ministerrådet, der i virkeligheden er en hel række af råd, består af landenes ministre for de respektive resortområder. Eksempelvis sidder Ole Vig Jensen i Undervisningsministerrådet, der sædvanligvis mødes to-tre gange om året, formelt eller uformelt.

Parlamentet er de folkevalgte i mere traditionel forstand. For at gøre det hele mere indviklet så er Parlamentet medlovgiver i sager, hvor der er fælles beslutningsprocedure (jævnfør artikel 189b i Maastrict-aftalen).

Det kan være spørgsmål efter artikel 126 om almen uddannelse. Men det behøver ikke at være tilfældet i artikel 127 om erhvervsuddannelse, hvor et enigt Ministerråd kan tilsidesætte Parlamentet. Det er dog ikke sket hidtil.

At give en historisk forklaring på den kringlede konstruktion ville kræve en hel bog. Grundlæggende synes EU at befinde sig i et spændingsfelt mellem føderalisterne, der går ind for Europas Forenede Stater, og nationalisterne, som vil holde fast i nationalstaternes suverænitet.

Føderalisterne ser i Kommissionen kimen til en europæisk regering, der skal stå til ansvar over for et parlament med to kamre, nemlig Europaparlamentet og Medlemsstaternes Senat, som skal være en videreudvikling af det nuværende Ministerråd.

Mens omvendt nationalisterne mere ser EU som et sikkerhedspolitisk og handelsmæssigt samarbejde.

EU er med andre ord et sandt vildnis af komplicerede demokratiske processer og indviklede kommandoveje og forretningsgange i et bureaukratisk miljø forpestet af babylonsk sprogforbistring og store forskelle i politisk kultur mellem især Nord- og Sydeuropa. Sagsbehandlingen kan tage flere år.

I Kommissionen er der ansat omkring 20.000 embedsmænd, hvoraf de 6.000-7.000 er oversættere. Der er forholdsvis få danskere ansat i EU på grund af landets lidenhed. I Generaldirektorat 22, der svarer til Undervisningsministeriet, er der eksempelvis kun to danskere.

Der er cirka 10.000 lobbyister i Bruxelles. Deres opgave er at skabe sig et omfattende og pålideligt kontaktnet i EU-junglen. For at få de relevante informationer ud af systemet hurtigt, så det er muligt for deres organisationer at få politisk indflydelse, inden det er for sent.jvo