Alle elever i 9. og 10. klasse har for nylig valgt, hvilken uddannelse de vil starte på efter sommerferien. Det er et vanskeligt valg, som har stor betydning for, hvilket voksenliv de senere får.

Hvorfor vælger de unge i 9. og 10. klasse, som de gør, og hvad er det, de unge vil i dag?

De unge vil det hele. De vil have et godt og udviklende arbejde med indbyggede karrieremuligheder. Arbejdet skal også være godt lønnet, men det er ikke det vigtigste. Der skal være tid til familien, venner og spændende fritidsaktiviteter. Og det gælder for både piger og drenge. Man kunne tro, at piger i forhold til drenge lægger større vægt på et godt familieliv, og at der skal være en klar adskillelse mellem arbejde og fritid. Men sådan et traditionelt syn på kønsroller eksisterer ikke længere. Piger og drenge har de samme ønsker og forventninger til deres voksenliv.

Det viser to nyere undersøgelser, som har kortlagt, hvorfor eleverne i 9. og 10. klasse vælger, som de gør. De viser også, at meget er afgjort allerede i 9. og 10. klasse, og at valgene stadig er meget kønsopdelte. For eksempel ønsker piger og drenge at beskæftige sig med læsning på dansk eller fremmedsprog samt musiske og kreative aktiviteter. Derimod er der flere drenge end piger, der helst vil i gang med uddannelser, der giver dem mulighed for at beskæftige sig med regning/matematik, fysik/kemi eller for at arbejde med værktøj, redskaber og maskiner.

Både piger og drenge begrunder deres valg af uddannelse ud fra langsigtede overvejelser, og det er først og fremmest lysten til at få gang i et voksenliv, der er i centrum. Gymnasiet er populært og det 'fineste'. Det er det, man kender - og det er særligt populært hos pigerne.

Men undersøgelserne viser også, at forskellen mellem kønnene ikke gør det helt store udslag for valget mellem gymnasiet, en erhvervsfaglig uddannelse eller 10. klasse. Forskellene finder vi først, når vi går ned i de enkelte uddannelser. For dem, der for eksempel fortsætter i gymnasiet, er det fortsat tydeligt, at det overvejende er piger, der vælger det sproglige gymnasium, mens begge køn næsten ligeligt vælger det matematiske. Og det er også tydeligt, at det især er drenge, der vælger teknisk skole, mens handelsskolen i lige stort omfang appellerer til piger og drenge.

Det er mødrene, der er de unges vigtigste uddannelsesrådgivere. Efter mor kommer far - og derefter kammerater, lærere og skolevejledere. Det er da udmærket, at mor er en autoritet, når der skal vælges uddannelse. Men jeg er nu ikke sikker på, at mor er den bedste vejleder i verden. Hun kender i de fleste tilfælde ikke tilstrækkeligt til udviklingen på arbejdsmarkedet, og hvad de nye uddannelser indeholder. Derfor råder hun til det kendte og sikre: gymnasiet. Men jeg tror, at mange mødre - og også fædre - overser, at mange af de nye erhvervsuddannelser er et rigtigt godt fundament at komme videre på. Her er der behov for en bedre vejledning af forældrene også.

Jeg mener, at piger og drenge skal vælge det, de har lyst til. Så er de bedst motiverede. Men selvfølgelig skal de vejledes grundigt om alle mulighederne.

Der er også behov for, at vi får flere kvinder ansat som 'professionelle' vejledere af de unge i folkeskolen. Blandt skolevejlederne er der kun 25 procent kvinder, og blandt skole- og ungdomsvejlederne er der så lidt som 15 procent kvinder. Det er vigtigt for både piger og drenge, at de har identifikationsmodeller af begge køn, når de møder vejlederne i den kollektive og især i den individuelle vejledning.

Unge vælger uddannelse meget tidligt eller meget sent i ungdomslivet. Det må folkeskolen også tage højde for - og give både piger og drenge bedst muligt grundlag for valget, så de bliver mindre kønsstereotype, end vi har set tidligere.

Ingrid Rasmussen er formand for Ligestillingsrådet og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.